fredag den 11. september 2009

Tyche Brahes dag

I Onsdag gik det helt galt, jeg præsterede at tabe mit periodekort i bussen, jeg opdagede endda at jeg manglede det kort efter jeg var stået af bussen.
Så jeg besluttede mig for at ringe til Movia, hvilket viste sig at være en meget dum idé!
For kundeservice er i den grad et fremmedord det sted, for det første blev jeg mødt af en nedladende kvinde i røret, vis toneleje gjorde det lidt svært at beholde den smule rolige fatning jeg havde tilbage.
Jeg fik så et telefonnummer på et sted i systemet, hvilket jeg så ringede til, men de kunne ikke hjælpe med meget, de undrede sig over at jeg havde fået nummeret, så de gav mig et nyt nummer og her kunne ikke hjælpe, selvom de gerne ville – der blev svaret stille og roligt på mine spørgsmål, men de kunne ikke gøre så meget (fair nok), så de gav mig så et tredje nummer og dermed det fjerde nummer jeg skulle ringe til.
Men her knækkede filmen noget så eftertrykkeligt, for hvem var jeg så heldig at få i røret endnu en gang?
Jep, hende det nedladende kvindemenneske og denne gang blev der talt meget højt og endnu mere nedladende end før, hun talte så højt at jeg måtte holde telefonen væk fra hovedet, for ikke at få ondt i øret!

Så jeg fik ikke meget brugbart ud af min telefonrundringning, så jeg besluttede mig for at gå sjusse mig frem til hvornår min bus ville returnere til København, så gik jeg ned til busstoppestedet for at spørge chaufførerne ad om mit kort skulle være blevet fundet (jeg havde fire forskellige muligheder for hvilken af busserne jeg kunne have tabt kortet i).
Den første chauffør var lidt stresset og hans svar stak i en ny retning, for jeg skulle få nummeret til garagen og ikke pauserummet midtvejs på ruten!
Jeg ville så være helt sikker, så jeg spurgte den næste chauffør og han svarede venligt, kort og fortalte mig en mulighed jeg havde hørt før – rart med en enkelt gentagelse!


Men da jeg konstant tænkte på mit kort, fik jeg ikke lavet noget effektivt på kontoret, så jeg besluttede mig for at gå ud til chaufførernes pauserum, hvilket var en pæn gåtur men da jeg nægtede at bruge klip til formålet måtte jeg gå.
Da jeg kom ud til stedet, mødte jeg en chauffør og han kunne desværre kun fremvise en tom sæk (til tabte genstande) frem, men også han mente at jeg skulle få nummeret til garagen og viste mig så nummeret jeg skulle ringe til – hvilket var nummeret til kundeservice!


Der trak jeg en streg i sandet, for jeg havde ikke lige frem lyst til at få fat i den samme nedladende person igen.
Så i stedet tog jeg hjem, i et temmelig nedslående humør.
Da jeg så kommer til en station hvor jeg skal vente på “mit” S-tog, falder jeg over en metroxpress med følgende artikel og så var det svært ikke at trække på smilebånde.

DSC03128 Artikel fra Metroxpress onsdag d. 9. september 2009

Jeg indstillede mig så på at kortet ville være forsvundet, på den måde jeg havde tabt kortet på.
Men jeg var så utrolig heldig at det dukkede op i postkassen i går, så kortet blev fundet inden at postkasserne blev tømt.
Jeg var utrolig glad for at kortet blev fundet, da jeg i går havde været nødt til at tage turen ind til København på cykel, hvilket var en hård tur, med min manglende form.

2 kommentarer:

rijaH sagde ...

Jeg har også haft mit med deres kundeservice. Det må virkelig være dk's mest sure mennesker der er derinde. Har aldrig snakket med nogen så ubehøvlede.

Men altid noget du fik dit kort igen :))

scient.hybrid sagde ...

Det lyder skræmmende, at det ikke bare er et engangstilfælde.

Det mest skræmmende er nok det, at de ikke har tjek på hvor man som kunde skal henvende sig, hvis man har tabt noget.

Ja, jeg er også glad for at have fået det igen, ellers ville det have været en dyr fornøjelse.