Lille og fiks - en elektronisk skønhed

En lille fiks skønhed.

Hvis det ikke var fordi mit behov var en lille fiks bærbar ekstern harddisk, så kunne jeg få det dobbelte for pengene.
Men hvad, hvorfor købe mere plads end hvad der er behov for.

Jeg synes den er lidt lækker, det tæller da lidt.

Nu med helt nedbidte negle

Det er ellers en hel del år siden jeg holdt op med at bide negle, en frygtelig uvane.
Men når jeg får de vildeste nerver på, gerne op til eksamen, så er neglene ikke eksisterende, for så har jeg pillet og bidt dem ned.

Gad vide om det er sådan tilbagefald tidligere rygere har det, bare med smøger frem for negle?

Apropos nedbidte negle, så var der den famøse håndbold kamp i går som sendte Danmark i semifinalen, den har der været en større debat om i dag i medierne, for hvor stor en andel i Danmarks sejr havde dommerne, og hvad med de tvivlsomme kendelser i de sidste par minutter, var de gode nok eller var det nogle svipsere.

I den anledning var det lidt spøjst at se tidligere topdommer Jan Boye, sidde og kommentere på et par af de tvivlsomme dommerkendelser.
For de sidste tre år har jeg kendt ham som Odenses Borgmester, som politikeren Jan Boye og ikke som tidligere sportsperson.
Det var lidt underligt at høre ham tale om sport og ikke politik, selvom han jo rent faktisk virkede som Amtsborgmester mens han stadigt var dommer på et højt plan.

I morgen står den på eksamen og jeg har den tvivlsomme ære at være den første som skal op og jeg skal ærligt indrømme at jeg er fuldkommen blank på hvordan den eksamen forløber, andet end at jeg nok skal hives rundt i mine opgaver og så lige resten af pensum.
Så er det vel ikke så ulogisk at mine negle er nedbidte og jeg ikke kan sove?

Bold indsmurt i harpiks

Godt mine negle var nedpillede af at læse til eksamen, eller var de blevet pillet ned af at se håndbold i dag.
Det var endnu en spændende kamp fra dansk deltagelse af.
Den var næsten lidt for nervepirrende til sidst, især da en tysk spiller midt ude på frit gulv lapper en af de danske spillere en, jeg husker ikke lige hvem.
Men kønt var det ikke.
Så en dansk hold storjublede og en "Bitter" tysk målvogter, lignede en som gerne ville deltage i en boksekamp, fremfor en håndboldkamp.

Tyskerne kunne derefter kun håbe på et uafgjort resultat i kampen mellem Norge og Polen, for at ryge videre i semifinalen.
Tyskerne må have siddet helt ude på stolesædet i det sidste minut i kampen mellem Norge og Polen, fordi resultatet var netop uafgjort.
Normændene satser hele butikke 15 sekunder før slutfløjt, i det de pillede målvogteren ud og indsatte en markspiller i stedet.
Noget af et sats må jeg sige, selvom de stod med bolden - så havde de alligevel kun 1/3-del chance for at komme i semifinalen.

Hvad sker der så?
Jo Norge brænder og så står det et fuldkommen tomt mål i den anden ende, som polakkerne udnyttede i det sidste sekund.

Så Polen fik spillet sig i semifinalen og sendte dermed både Norge og Tyskland ude i mørket.
Hvem havde set den komme?

Jeg tror næppe det er de mest positive overskrifter der er at finde på de norske aviser i morgen.

Je' v' hjæm t' O'n'se

Det er ikke nemt at komme ude fra den fynske muld af og ind til det Storkøbenhavnske, jo jo - Storkøbenhavn, den er god nok.
Jeg har de sidste knap 5 år været vant til at jernhesten aka havelågen har været det bedste transportmiddel i den Odenseanske trafik, især i myldretiden, fremfor den kollektive trafik.
Der er ikke længere fra den ene ende af byen til den anden, end en doven hund som mig har kunne tage cyklen (doven hund, fordi det er hurtigere på cykel end med bussen).

Nu har jeg så fundet mig en sardindåse, må finde et andet ord i det min (snart) tidligere lejlighed blev omtalt som sardindåsen, og den kommende bolig er endnu mindre.
Tilbage til "sardindåsen, som burde hedde noget andet", for den ligger et stykke væk fra uni, jeg krakkede det til omkring 15km, væsentligt mere end de 1500m som jeg har været vant til, faktisk 10 gange så meget.
Lidt skarp her til aften?!

Så jeg har tjekket priser på billetter, klippekort, periodekort og SU-kort til S-toget.
Hvis jeg ikke havde en veninde som er godt kendt med S-toget og hele zonesystemet, så ville jeg da være lidt lost.
For det zonekort der er over hovedstadsområdet plus opland er ikke helt logisk, for en lille fynbo som mig.
Men jeg har fundet ud af antallet af zoner, fair nok.
Nu kommer så næste trin i processen, hvad skal jeg købe?
Enkelt billet er indiskutabelt - det koster det dobbelt af et klip på klippekortet!

Så er der SU-kortet og periodekortet, SU-kortet må jeg sandsynligvis springe over her den første måned, adressen i toppen er den fynske adresse.
Så er der periodekortet tilbage, som jeg skal håbe på at jeg når at få fat på - det er "kun" 100kr dyrere end SU-kortet.

Hvis jeg ikke når det, så må jeg købe et klippekort og så få fat på et periodekort inde i København, på turen hjem mandag.
Det kan blive en meget dyr mandag.

Jeg glæder mig til udfordringerne, selvom den fynske muld godt nok trækker temmelig kraftigt i mig lige nu.

Med et hjerte af sten eller hvad?

Hvad sker der lige for den årlige Danmarks indsamling på DR?
For Gud ved hvilken gang samles der ind til Afrika og endnu engang går DR tiggergang hos den danske befolkning, og der bruges konkurrencer til formålet hvor man donerer 100-150kr med sin telefon.

Det er som om det er den magiske grænse for hvornår man er et egosvin eller et godt menneske med en velpudset glorie.
Jeg var lige et smut forbi DR1 for at se hvordan showet gik, efter at have tilbragt aftenen i selskab med VM i håndbold.

Lige da jeg zapper over, kommer der en lille sketch med Mia Lyhne - hvor den underliggende pointe er klar: De penge du brugte på dig selv, kunne en anden helt sikket have haft mere gavn af!
Skam dig, at du købte den unødvendige ting.
Det minder nærmest om klassikeren man helt pædagogisk fortæller børn, for at få dem til at spise op: "Tænk på de sulte børn i Afrika, de har jo ingen mad."
Der skal køres på den der dårlige samvittighed om at vi har det så meget bedre, end dem i Afrika.

Det er som om, man bør have dårlig samvittighed hvergang man bruger penge på sig selv, af ting som ikke er strengt taget nødvendigt.
For hov, dem i Afrika kan jo sagtens klare sig uden en I-pod, eller de har måske kun et par sko hvis de er heldige.

Tidligere i dag faldt jeg over en artikel i Politiken via et link.
Journalisten bag har efter min opfattelse overskrevet grænsen for objektivitet for længe siden i den artikel, den halter allerede i sub-overskriften.
Den er lige en tand for belærende og subjektiv og en tanketorsk af rang angående økonomi.

Nu skal man ikke tro at jeg er fuldstændig hjerteløs, for jeg har skam ondt af de fattige afrikanere på det stor kontinet syd for Europa, det er ikke det.
Men jeg har et problem med de gentage forsøg på at skyde med spredehagl over afrikanerne, for hvad hjælper det at x antal kroner hjælper et barn i land Y med skolegang i et år, hvad så når det år er gået?
Har familien så på mirakuløs fået penge til at sende deres børn i skole?
Mange af de indsamlinger der har været til fordel til Afrika, har været kortsigtede løsninger, som giver resultat her og nu og ikke mindst, så kan den organisation der står for projektet smække et skilt op med deres godhed.

Eller hvad med de projekter med virksomheder ude i diverse afrikanske provinser, det er flot at man får bygget virksomhederne - men så er der lige infrastrukturen, som i bedste fald er en tydelig grusvej.
Hvad hjælper det at smide penge efter en virksomhed, hvis det er umuligt at få varerne fragtet væk derfra?

Så er der u-landsbistanden, hvor mange steder er disse penge ikke havnet i magthavernes og deres håndlangere, fremfor deres borgere med behovet?
Det er helt sikkert lidt den gamle romerske tankegang over det: "Giv folket brød og teater."
Altså giv folket lidt (meget lidt), så holder de mund.

Det er som om pengene går i et stort sort hul og gabet mellem rig og fattig bliver sjovt nok større, når pengene ikke havner hos dem med behovet.

Hvad tror jeg så på?
Jeg tror på mikrolån, som gives til forretninger som sunde (så sunde som man nu kan sikre sig det) og som behøver kapital til deres forretning.
Det er ting som arbejder i det små nedefra og som jeg tror på er det som kan styrke samfundet nedefra, når korruptioner herskende i toppen.
Havde jeg økonomisk overskud, så ville det klart være sådan et sted, jeg ville poste mine penge.

Nå ja, jeg giver penge til dør-til-dør indsamlingerne hvis de kommer forbi mig og jeg har et par håndører på mig, men det er som regel altid med tanken på, at jeg har betalt til et frimærke eller to (eller et bidrag til den pågældende generalsekretærs løn).

Brilleabe

Jeg satte brillerne på min næse,
for at se om jeg kunne læse,
jeg læste så, at det var umuligt,
at leve lykkeligt foruden dig.
Tra la la og jeg så,
tra la la og jeg så.
Jeg læste så, at det var umuligt,
at leve lykkeligt foruden dig.

Sådan er teksten, hvis jeg husker ret.

louis nielsen

Ulempen ved at være brillebruger, er de skal udskiftes når synet ændre sig og det kan være en hamper fornøjelse, samtidigt skal brillerne gerne kunne matche mere end et sæt tøj, hvis man er sådan en som mig.

Nu har jeg haft mine nuværende briller i noget der minder om 2½ år, hvis det da ikke er længere siden.

Nu er jeg lidt på udkig efter noget andet, end de to stel jeg har haft i min tid som brillebruger, begge har været i den blålilla genre og et temmelig anonymt stel.

Nu må jeg så "bare" tage mig sammen og få tjekket synet, hvordan det ser ud, selvom jeg kan mærke at der er en ændring i synet.

Lykken er...

Lykken er to computere med nykker.

Hvor er jeg træt af elektronik lige for øjeblikket, begge computere bøvler, min bærbare har mere eller mindre altid bøvlet, men nu er den stationære også begyndt at gøre vrøvl.

I dag var det så slemt, at harddisken blev pillet ud og testet på min fars computer, ikke ligefrem noget der fremmer tilliden til min maskine.
Nu troede jeg lige at den kunne forsætte med at være min trofaste maskine, men åbenbart ikke.

Det er endnu mindre fedt, når jeg ikke har penge til andet end en halv maskine, når jeg ikke vil nøjes med en billig maskine til 4000kr med en batterilevetid på 1time, en størrelse på 15,4" og vista.

Lige nu er det surt at have kravene: min. 4,5t i batteri og en skærm på 13" og ikke vista - det koster knaster!

Så nu går jagten ind på en ekstern harddisk, for at sikre mine ting og på sigt mit speciale.

Den næste ting jeg skal på jagt efter, er et studiejob.

Herligt siger jeg bare!

But why?

Hvorfor kasserede jeg min cowboyjakke sidste forår?
Det er nærmest samme model der er på vej frem dette forår?

Dummeslag til mig, kunne vel sige mig selv at når jakken var fra 2001 så ville den type snart være helt fremme på forreste række igen.

Det var ikke sket hvis jeg havde haft mere hyldeplads end tre hylder.

Kostpolitiet

"Goddag det er kostpolitiet, må vi have lov til at se deres indkøbsvogn?

Du er vel klar over at der i sådan en 1½ L Cola er en sukkermængde svarende til 75 sukkerknalder? Og hvad har vi så her?
Hvedemel, smør, sukker, mælk og æg – det er nogle heftige sager, det er jo ingredienserne til en bombe!
Hmm… en pose pommes frites, hot dog pølser, remoulade, ketchup og pølsebrød!

De er vel klar over at det er usunde ting de har i deres indkøbsvogn, synes de ikke at de skulle få en pose gulerødder med i vognen!"

"Jamen, jeg er ved at handle ind til børnefødselsdag."

"Så er det jo en helt anden paragraf, børnemishandling med ulødig kost."

"Jamen, jeg har jo ingenting gjort?!"

"Ja, det er så op til domstolen at afgøre."



Det er muligvis et meget langt ude forløb som udspillede sig herover og måske lidt for sci-fi, men er det nu også det?

For hvem morede sig ikke over den langt ude handling der fandt sted i ”The Truman show” med Jim Carrey tilbage i slut-90’erne?
Det var inden bølgen af reality-shows, hvor man kunne følge med i deltagernes gøren og laden 24/7 og pludselig en dag var ”The Truman show” ikke bare en fiktion, men et billede på hvad der rent faktisk blev hipt kort efter.

Vi har i dag allerede et kostpoliti, det er ikke som omfangsrigt endnu.
Prøv at tænke på børneinstitutionerne, her findes der mange steder en politik for hvad forældrene må give deres børn med i madpakken, både nedskrevne og uskrevne regler.
Især det sidste giver pædagogerne mulighed for at agere kostpoliti overfor forældrene.

I sommers var der nogle svage røster som mente at det muligvis var på tide, at man så på differentieret moms på de danske fødevarer, fordi antallet af overvægtige både voksne og børn er stigende.
Sådan at det er billigere at købe de sunde ting og dyrere at købe de usunde.

Så er det at jeg bliver gasblå i hovedet og skal tælle til 100, for at styre mit temperament.
For hvem skal afgøre hvad der er sundt og hvad der usundt?
For ser man på alle kosteksperterne, både de med en uddannelse af en art og de selvudnævnte, så er der uenighed om hvad der er sundt og hvad der usundt.
Tag eksempelvis en banan, det er en frugt så den må være sund, for frugt er jo sundt, men hov det er jo i grunden en frugt med et stort energiindhold, er den så sund?
Eller hvad med en avocado? Den er i samme liga som bananen med et stort energiindhold og ikke mindst fedtindhold.

Se bare der, er der to problemer, for hvilke kriterier skal en sund varer overholde, for at kunne kalde sig sund?
Så er der det økonomiske aspekt, hvor dyrt kan det ikke blive for at holde styr på hvad der er skidt og hvad der er hit og ikke mindst hvor meget skal det usunde være dyrere for at folk holder sig fra det?
Kan man så ikke gå linen helt ud og forbyde disse ting, nu hvor de er så usunde?
Det vil være så meget nemmere!

Eller er det i grunden en ny smart finte, hvorpå man kan fylde flere penge i statskassen?

For store forventninger?

Helt sikkert vil mit svar være.

Jeg forventer en masse skuffede mennesker inden længe, sådan som manden er båret frem som en anden Messias.
Jeg fatter ikke hvorfor hele verden går helt amok over at en Præsidentindsættelse over i "Guds eget land".
Ved at følge lidt med i medierne, så får man den opfattelse at mange europæere jubler vildt og voldsomt over den nye Præsident og alle de gode ting han vel gøre for hele verden og USA.

Det eneste som jeg reelt kan være imponeret over med den nye Præsident er hans hudfarve, for han er første ikke hvide mand til at bestride den post.
Det er spændende at se hvordan hans udseende vil følge ham, når man tænker på at det ikke er meget mere end 50 år siden at den farvede del af den amerikanske befolkning fik adgang til samme skoler som de hvide.

Men rent poltisk så skal han nu bevæge sig på den knivsæg der hedder: Afghanistan, Irak, Israel/Palæstina, US Økonomiske situation og US-Europaforholdet.

Alle disse punkter bliver spændende at se hvordan han sammen med sin stab vil håndtere disse problemstillinger?
Jeg tror som mange andre, at europæerne vil blive fælt skuffede over den nye Præsident, fordi han næppe bliver den Messias som alle har hylet op om.

Jeg er bare træt af hele Obama-maniaen.

Men der skal da lyde et tillykke med det nye job herfra, det bliver næppe en walk-over, men det er der intet i politik der er.

Mandag - tag chancen!

Mandagen er ved at være på hæld og ifølge nogle kloge hoveder et sted over på de britiske øer, så skulle denne mandag, den tredje i året, været årets værste dag.

Så er det jeg siger, ting kan kun gå galt hvis man foretager sig noget, men det er jo en chance man må tage, sådan gælder det i alle livets forhold.
Man kan risikere at tabe og man kan risikere at vinde.

Så ABBA's Take a chance on me, passer det lige ind.
Hvilket øvrigt minder mig om, hvor syg en korstemme denne sang har, hvilket først gik op for mig til en singstaraften, hvor denne sang dukkede op.

Men sangen er god nok at synge, så længe man har melodistemmen.

Au Au Au Au

Må gramse på dette par!
De minder mig så meget om barndommens sandaler, dog havde de noget bredere remme om fødderne.

De kunne sikkert se fancy ud på mine fødder til sommer og til den pris!

Takker Eller's catwalktillæg (05- feb. 09) for at vise dette par.

* Au er forkortelsen for guld i det periodiske system.
Nerdish? I know.

Now that's history!

Ikke mere kjolenumseflash herfra!
For i dag sprang et par leggings fra Pieces nærmest på mig, sådan et fint par som er perfekte til mine fine men lårkorte kjoler.

Jeg har kigget på dem før, mens de forsat stod til normalpris.
Men dengang stod de til 230kr og jeg var lidt for nærrig.
Så da de hang der og strålede til 150kr, så måtte de prøves, og de kom med hjem.
Jeg havde godt nok planer om et par denimleggings gerne med lynlås ved benet, men dette par er lige tilpas fine til mine korte kjoler.
De vil helt sikkert gøre det godt sammen med en kort kjole og mine Converse.
Så er der armbåndet, det måtte med hjem, for jeg har lidt en idé om at det kan jeg sagtens lave selv med nogle andre planer.
Snoren har jeg.
Hermed endnu en ting på min krea-liste.

Med lighed som en lille bister terrier

Ja, det er Danmarks håndboldlandstræner jeg her taler om.

Der er som bekendt VM i herrehåndbold i Kroatien i disse dage, hvem kan være i tvivl?
Sendefladen er nærmest ryddet på tv2 i den anledning.

I dag har Danmarks så mødt Serbien og første halvleg så jeg ikke, det var rent ud sagt unødvendigt, for min bror råbte og bandede så meget over kampen, så selv Anja Andersen ville være misundeligt.
Ergo, jeg kunne lægge to og to sammen om at det gik knap så godt for de danske herrer.

Men som anden halvleg gik i gang, så var der forholdsvis stille i stuen, så jeg endte med at sidde og se håndbold.

Hold da op en afslutning danskerne leverede, fra at have været bagud med 7 kasser, til få minutter i slutfløjt at have udlignet og ikke mindst komme foran med en kasse.

Så var kampen lige pludselig lidt for spændende, da der så blev scoret med mindre en 30 sekunder igen fra dansk hånd af, så var den hjemme.

Lidt for sindsyg en afslutning og forståeligt nok hang serberne meget med mulerne, hvem kan fortænke dem i det, fra at have ført hele kampen igennem og så ende med at tabe i sidste sekund.

Tilbage til den danske landstræner, han lignede som sagt en bister terrier det meste af anden halvleg, til det kæmpe øre-til-øre smil han havde på da journalisten fangede ham lige efter kampen.
Den mand er bare morsom at se på, når han hopper rundt og fægter med hele kroppen derude på bænken.

Jeg våger over dig som en høg

Nå ja, jeg har fået addet en lille fin feature - en lille blogcounter, hvilket er en rigtig lille sladrehank og overvåger.

Udover at den tæller hvor mange der kigger forbi min blog, så kan jeg også se hvor mange der har været forbi pr. dag og hvornår på dagen.

Så er der overvågningsdelen, for jeg kan også se hvilke dele på min blog der pinger ud og hvilke sider de besøgende kommer fra.

Den totale overvågning - me like or not?!

Lidt skræmmende er det ihvertfald.

Kreative planer.

Jeg har flere kreative planer på standby for øjeblikket, som venter på at jeg får tiden til det.

I H&M havde de i efteråret en schoolboyblazer , jeg prøvede den og den var lidt fed.
Men den var uforet og det tæller lidt ned i min bog, når ydersiden havde de fede detaljer.

Jeg har en blazer i en grønlig nuance og den er lidt svær at anvende som almindelig blazer med det udseende, jeg kan stadigvæk slå mig i hovedet med mit sære valg, af den grønne blazer fremfor den samme model i sort.

Men fremfor bare at gemme den væk, så vil jeg gøre den lidt mere hverdagsegnet ved at transformere den hen i retning af den schoolboyblazer med kantebånd, "guldknapper" og mærke på brystet.

(Så har jeg samtidigt et godt argument for at finde en sort blazer)

Så er der sofapuderne, de har alt for længe ligget på min sofa uden betræk, så der skal der findes noget fedt stof som kan gå i spænd med min røde sofa.

Har også nogle planer om noget smykkearbejde, pønser lidt på et armbånd i noget lædersnor med perler, hængeøreringe med noget perleværk og fancy hårspænder.

Mine mange billeder kunne godt trænge til at komme i en eller flere scrapbøger.

Der er lidt at gå i gang med her, men sådanne planer som disse er ganske afstressende.

shoes shoes shoes

Dette par måtte gerne komme hjem til mig bo:

Fundet hos asos.com

Et par plain heels i sort ville også være velkommen, eksempelvis disse fra Bianco, sådan et par ville tillade mig at få amok i figuliggrønne strømper.

Fundet hos bianco.com

Man har vel lov til at drømme?

I en sen nattetime

I en sen nattetime lod jeg mit kort overtale mig, for selvom jeg ellers havde ment at der ikke var noget på udsalg som ville fange mig, så måtte jeg ændre mening.

Min frynsekjole kom i vaskemaskinen og krympede på alle leder og kanter, så ville gerne have en ny som erstatning, men jeg har ikke været på de kanter hvor den nærmeste H&M befinder sig.
Så jeg klappede i mine små hænder da jeg fandt den på udsalg hos hm.com, Så da den sorte var der så kriblede det i mine fingre, og det blev kun bedre da jeg fandt en blondenederdel, som jeg har sukket og danset omkring mere end en gang i butikken, sat betragteligt ned på udsalg, så måtte den med.
Så var der lige et par lilla strømpebukser, en model som jeg allerede har et par af i netop lilla, men prisen var sat ned til en flad tyver og med mit forbrug af kjoler og nederdele, så kan jeg ikke have for mange par.

Så er der forårsvarerne, cardigansættet til 50kr røg med, så håber jeg blot at det er i en okay kvalitet og toppen med fugleprint er så meget anti-vintermørke og så vil den være god til at dresse den fine nederdel ned med.

Jeg begynder at kunne se en rød tråd i indholdet af mit klædeskab - dejligt!

Nu glæder jeg mig så til at tingene kommer hjem til mig.

Drømmeland kalder

Men jeg leger lige lidt med photoshop, selvom drømmeland ville være mere fornuftigt, når jeg tænker på hvornår jeg skal op imorgen.

Resultatet af photoshop kommer en af de nærmeste dage.

Et miljøspørgsmål - hvem har ansvaret?

I morges da jeg kørte min mor ind på arbejde, så talte de i radioavisen om problemet med el-sparepærerne, da noget der minder om halvdelen af alle de som bliver solgt i Danmark, ikke bliver afleveret på genbrugspladsen, men der imod ryger i affaldsposen i køkkenet.
Hvilket er problematisk, da el-sparepærerne indeholder en lille mængde kviksølv og ja, kviksølv er ikke pokkers sundt at slippe ud i naturen.
Så når sådan en pose med køkkenaffald hvor i pæren ligger, bliver brændt af, hvor er der stor sandsynlighed for at kviksølvet ender?
Ude i atmosfæren og så er fanden løs, for luft kender ikke til landjordens grænser og svineriet sker derfor ikke kun over Danmark.

Så i morgenradioavisen hev de fat i en eller anden kommunalpolitiker, som sidder i KL's miljøudvalg - hvis jeg fangede det korrekt.

Han kendte tilsyneladende ikke til dette problem, og hvilket man ikke kan fortænke ham i.
Der er nemlig en rimelig logisk forklaring på dette.

Kviksølv er tilsyneladende ikke populært at arbejde med i længden, det var pop i den periode da Galathea sejlede rundt på sin ekspedition og da der var ballade omkring tandklinikassistenterne, men ellers lever forskningen indenfor dette sit meget stille liv.
Med god grund, for der er ikke mange forskere her i landet, som nørder i det grundstof og politisk er det generelt ikke noget der er stemmer i.

Affødt af den samtale jeg havde med min mor, så er det gode spørgsmål så, hvem skal gøre befolkningen opmærksom på at disse pærer skal sorteres fra og afleveres på genbrugsstationen?

På emballagen står der godt nok at pærerne ikke må smides ud med køkkenaffaldet, det har de sikkert fået påbud om fra højere instans af.

Er informationen på emballagen godt nok, eller skal producenten reklamere for det i sin reklame for sit produkt, eller er det staten/kommunerne som skal køre oplysningskampagne om det eller skal det dikteres?

Kort sagt, hvem har ansvaret?

Oh what a mess!

I dag stod den på pakning af ting i flyttekasser, hvad skal opbevares og hvad skal med, nu hvor jeg flytter fra 35kvm to rums med eget køkkenniche, til 13kvm (16kvm incl toilet/bad og gang) med fælleskøkken med 11 andre.

Det endte med tre kasser, to kasser til opbevaring, dog mærket således at skulle jeg få brug for noget af det, så er det forholdsvis let at finde.
Den sidste kasse indeholder så de køkkenting, som jeg ikke fik pakket i flyttekasser i første omgang.

Nu hvor jeg havde gang i det kedelige oprydnings/pakkearbejde, så fik tøjet sig også en tur og jeg var lidt hårdere end ellers.
Jeg har fået kasseret et par ting som jeg har gået en del med, men som rent farvemæssigt er lidt for krads til min lyse hud.
Jeg må erkende at "klar blå" ikke er min farve og en uformelig t-shirtkjole ikke kan reddes, så den passer til min figur.

Så har jeg godt nok et par ting mere, som ligger på vippen, men det nytter ikke at smide det ud, før der er penge på kontoen til at købe nyt for.

Hvornår er man gammel nok til at blive taget seriøst?

I sidste uge læste jeg om en modeblogger hos mode med mere, som er bare 12 år.
Bloggeren hedder stylerookie (google hende) og jeg kan ikke lade være med at være lidt fascineret af hende og hendes evne til at sætte tøj sammen på.

Når jeg tænker på mig selv som 12 årig, så var det at tage tøj på om morgenen, noget med at vælge det der lå først for i skabet og interessen for mode, var mildest talt ikke særlig stor, interessen er rent faktisk først kommet indenfor de senere år, som voksen.

Denne interesse har jeg kunne snuse mig frem til også vakt bekymring, for tænk at et barn kan have interesse for mode, tænk på den barndom hun går glip af.

Hvornår er man gammel nok til at have en interesse, som er andet end den seneste udgave af Barbie eller Bratz?

På sin vis kan jeg sagtens sætte mig ind i den 12 årige, for jeg havde selv en spirrende interesse som 10-12 årig, som man ikke ville forvente af en i den aldersgruppe.

Min interesse for politik begyndte at spirer i de år, jeg var allerede som de der 10-12år klar over mit politiske standpunkt, det var ikke helt partipolitisk afgrænset, men jeg havde en idé om hvilke politikere jeg kunne sympatisere med.

Det var lige omkring det tidspunkt hvor den borgerlige, Schlüterledede regering blev tunget af grundet Tamilsagen og den socialdemokratiske regering med Nyrup som Statsminister tog over.

Jeg havde mine meninger og det faldt vidst ikke altid i god jord hos mine lærere, for rundkredspædagogik og gruppearbejde er ikke noget jeg husker, som noget jeg jublede over.
Der var flere episoder, blandt andet det at de fire andre piger i klassen var hestetossede og heste sagde mig ikke en dyt, og jeg følte mig lidt udenfor, hvilket fik min lærer til at sige til mig at jeg burde interessere mig for det samme som dem, så ville det sikkert hjælpe.
Hvor min tanke var, hvorfor kan de ikke bare være sammen med mig for den jeg er - mødes på halvvejen.

Der var kort sagt, mange småting som allerede der viste at jeg var i en bestemt politisk retning.

Det var vel egentlig også som 12-13 årig, at jeg begyndte at læse avisens debatsider, fordi det var sjovt.
I '97 da der var kommunalvalg, så så skulle vi i klassen lave en prøveafstemning i samfundsfag, blandt klassens seks elever og ved denne afstemning stemte jeg Venstre (hvilket er første og eneste gang!), gjorde det fordi jeg mente at de konservative kandidater var nogle klaphatte.

I 10. samt 1. og 2.G, der oplevede jeg flere lærere som troede at jeg var lettere socialistisk indstillet, nok godt hjulpet på vej af mit udseende.
Fik da set et par lærere i 10.klasse med åben mund og polypper, første gang jeg sådan for alvor åbnede munden og der der kom ud lød meget lidt socialistisk.
Anden gang hvor en lærer blev mundlam, var min dansklærer i gymnasiet i enten 1. eller 2.G, hvor han forslog at vi dramatiserede teksten "engelske socialister" og han så forslog mig som, ham manden på "ølkassen", som talte til forsamlingen.
Men jeg reagerede nok lidt anderledes end han forventede, fordi jeg takkede nej med et: "Nej tak, har lidt svært ved at sætte mig ind i den rolle", nok sagt lidt bombastisk.
For det endte med at vi bare læste teksten igennem uden at dramatisere det!

Det var i samme periode, hvor jeg overvejede at melde mig ind i ungdomsorganisationen og jeg var egentlig temmelig langt i overvejelserne, men en lille historie om en gris, en justitsminister og et sommerhus, som blev blæst ud i medierne, så smed jeg tanken fra mig igen.
For alkohol og druk var ikke noget jeg gjorde mig det store i, dengang.

Så er vi fremme ved '05, efter folketingsvalget først på året hvor jeg igen legede med tanken om at melde mig ind i partiet, grundet noget bøvl så skete der intet før på den anden side af sommeren, hvor jeg blev hevet med.

Så under kommunalvalget i efteråret '05 var jeg med som hjælper og lige pludselig kom tvivlen, var jeg nu også havnet hos det rette parti?
Var jeg virkelig konservativ eller var jeg mere liberal?
Selvom jeg aldrig rigtig før havde været i tvivl, så kom den der hvor jeg var hevet med ind i det.

I slutningen af november var jeg så til en konference inde på Christiansborg, hvor Lars Barfoed skulle holde oplæg og i hans oplæg kom han med et par guldkorn på, hvorfor han i sin tid fandt ud af, hvorfor han var konservativ og de ting han sagde, var præcis de samme ting som jeg havde tænkt i flere omgange.

Lige der vidste jeg at jeg var det rette sted, når en MF'er siger det man selv har tænkt, så kan den ikke være helt skeløjet.

Det blev et lidt langt indlæg, men kom pointen frem?

Hvornår er man gammel nok til at blive taget seriøst?
10, 12, 15, 16, 23 årig?

Den farlige gadedør

Hvilken klassiker med Dirch og Daimi.
Hvilket vel er et meget godt mandagsnummer, for er det ikke mandag rygterne svirrer i luften, efter weekendens udskejelser, når tømmermændene har lagt sig og alkoholen er fordampet.

Forså hører man en gang imellem: Hvem har du kysset i din gadedør?
Eller også: Under lygtepælen, i spotlightet?

Cats cats cats

Katte er nogle meget underholdende dyr, især når der er flere sammen.

Jeg sidder med min egen kat liggende lige ved siden af computeren, godt krøllet sammen som kun en kat kan krølle sig sammen.
På bordet ved siden af sidder der så en anden kat og forsøger at nedstirre min kat, det er lidt som om katten synes at tænke: "Hvis jeg nu nedstirrer hende længe nok, mon så ikke hun flytter sig...?"
Men hun har ikke flyttet sig endnu.

Katte er nu nogle tossede kræ og nøj, hvor har jeg det skidt med at skulle aflevere min misser hos doktor dyr på tirsdag til lidt korsstingsbroderi på maven og mærke i øret.

Men hvad gør man ikke for at få sit kræ med til et kollegieværelse?

Kvinde, er kvinde værst

Vores tidligere justitsmor gjorde det og der var ballade, den franske justitsminister gør det også.
Ja, og hvad er det så lige de to kvinder har tilfældes, udover at være nogenlunde jævnaldrende og begge have beklædt posten som justitsminister?

Jo, begge kvinder har fået barn/børn som siddende minister og kun holdt kort barsel.

Da Lene Espersen i sin tid nedkom med første søn, holdt hun en kort barsel, set med danske øjne.
Da man dengang havde en debat om at ændre barselsperioden, så den blev længere.
Så da Lene Espersen vendte tilbage til sin ministertaburet efter 6-8 med sønnen på armen, da lød der et skrig uden lige fra mange "kloge" kvinder af, for hvordan kunne hun dog tillade sig at vende tilbage til sådan en krævende stilling, efter så kort tid.
Det var jo intet mindre en forkasteligt, for hvad bildte hun sig egentligt ind - det gik jo i modstrid med de mange kvinder som dengang mente at barnet havde godt af sin mor i så lang tid som muligt.

Skriget blev ikke mindre, da Lene Espersen få år efter lavede samme nummer, med søn nummer to - igen var hun tilbage på pinden efter 6-8, med barnet på armen.

Det kan godt være at det skabte røre i andedammen over hendes handling, men det er vist vand i forhold til det der sker i Frankrig for øjeblikket.

Frankrigs justitsminister Rachida Dati, fik en datter ved kejsersnit før termin, i hendes juleferie og fem dage efter var hun tilbage på jobbet.
Hvilket har vakt vildt postyr i Frankrig, dernede i det franske har kvinderne ret til 10 ugers barselsorlov (det var hvad der blev nævnt i radioavisen - nærmere kilde er derfor ikke undersøgt).
For hvad bilder hun sig ind?
Der er tilsyneladende mange i det franske som ikke mener at karriere og børn passer sammen, hvis man er kvinde -så må man vælge.

En opfattelse som også er dukket frem herhjemme, når kendte kvinder har forsøgt at stykke de to roller sammen.
For når det kommer til alt, så er det vist egentlig ikke mændende som holder kvinderne tilbage, men andre kvinder.

Endnu mere sjovt er det, og det er min egen lille hypotese.
Borgerlige kvinder får oftest stukket den der: "Hvordan klarer du det at være både mor og karrierekvinde?"

Kvinder er med til at holde kvinder fast i nogle roller, fordi man vogter over hinanden som høge.

Hvis man ikke jagter den samme mand, så er det samme job osv.
Man skal bare ikke tro at man kan få begge dele!

Så er det min helt store undren kommer, hvorfor er karrieremænd med børn supermænd, især hvis de lige klarer at smøre ungens madpakke (nå, nej den ting er jo blevet afskaffet) eller svinger forbi børnehaven og henter/bringer junior.

Hvorfor er mænd supermænd og kvinder superskurke på dette punkt?

Jeg undres.

Undren

Min labelcloud har et problem og jeg kan ikke finde ud af hvorfor første label, ikke står på linje med resten?

Må vel hellere finde en eller anden som er supernørd til html-koder og andet gejl i den stil, til at hjælpe mig, så min labelcloud kommer til at se ordenlig ud.

I samme åndedrag, kan det nævnes at jeg lige satte minimumsgrænsen op, for hvonår en label vises.

Må løse dette kosmetiske problem...

Forårsfornemmelser

Ja, ikke de forårsfornemmelser - men de som omhandler tøj og hvad der følger med der.
Normalt, kan jeg hurtigt finde noget i H&M kataloget, men ikke i denne omgang, jeg er egentlig overrasket over mig selv, eller skyldes det noget dybere?
Mon jeg ligefrem er ved at finde min beklædningsmæssige rette hylde?

Jeg er faldet over en kjole, som allerede var fremme her i efteråret, hvor jeg gramsede på den flere gange, men holdt igen grundet de korte ærmer.
Nederdelen har jeg sukket over her i efteråret, så det er kun glædeligt at det er en genganger - nu skal jeg have smidt den dødvægt, så nederdelen bliver pæn til mig.

Blusen minder mig så meget om en jeg havde tilbage i gymnasietiden, som blev brugt til den var slidt og jeg næsten grædende måtte smide den ud.

Så er der tilbehøret.

Tørklædet er nu ganske fint, mon ikke det kunne gå an til alt det sorte??

Mit kønne lille hovede, skal da prydes med blomster.


Så nu håber jeg blot at disse varer er at finde inde i den store på Strøget her i løbet af foråret.

Den der uheldige stjerne og det at være født under en.

Jeg er og bliver ikke noget eksamensmenneske, det er yderst sjældent at jeg har heldet med mig der.

I dag skulle jeg (igen) op til en eksamen i et fag, som for det første er møgsvært, logisk nok i og for sig, da faget lå på 8. semester,
For det andet, så er halvdelen af indholdet i det fag, noget der i min optik er lige så spændende, som at se græsset gro!

Jeg besluttede mig så for at starte med den trælse del først, for at få det overstået.
Men i denne omgang var den del af det skrevet på en måde som jeg finder ganske okay - når den del ikke har min interesse.
Da jeg så kommer til den del, som jeg normalt sagtens kan, så kager jeg rundt i det.
Den ene opgave, ved jeg at der et eller andet sted i mine noter er et gennemregnet eksempel som minder op eksamensopgaven (hurra for standardopgaver), men kunne jeg finde den?
Nej da, så den blev ved med at ligge i baghovedet og stresse mig.
Den anden opgave i den del af pensum, som jeg plejer at klare bedst - der kunne jeg simpelthen ikke få tallene til at passe, jeg skulle vise at 3N-6 = 15, når N=7, for et molekyle med udseendet SF(5)Cl og tilhørende punktgruppen: C(4v).
Kunne jeg så finde frem til resultatet 15?
Selvfølgelig ikke, jeg kunne få 7, 14, 16, 18, 20, 21 - men ikke 15.
Møgmolekyle siger jeg bare!

Så nu er jeg lidt forberedt på at skulle søge om dispensationsansøgning til et 4.gangsforsøg i dette fag, herligt fag at have som hængeparti under specialeskrivningen.

Så jeg var godt negativ, da eksamen var ovre.

Men dagen blev lidt reddet da jeg fik lejlighed til at køre Volvo og ikke mindst sidde bag rettet og grine af fjolset i Ferrarien, som startede med at overhale mig et sted, men senere nåede jeg at havne lige bag den igen, lige indtil den svingede fra kort før mig.
Jeg grinede endnu mere, da fjolset ikke kunne komme til at overhale de forankørende biler ude på landevejen, fordi der enten var fuldt optrukne linjer, eller modkørende billister.

Jeg har intet imod dyre biler, slet ikke - men når vedkommende bag rattet kører som en tåbe, så er det sgu tilladt at grine.

Eksamen = overspringshandlinger

Hvad er der lige med eksamenssituationen, det er som om at i disse perioder, så fylder overspringshandlingerne meget mere end normalt.

Tankerne flyver rundt og en masse idéer popper frem, idéer der oftest emnemæssigt befinder sig meget langt væk fra det pensum, som jeg sidder og læser på.

I denne omgang er det mit klædeskab, eller rettere indholdet som hopper rundt i mine tanker.
For klædeskab vil jeg nu ikke kalde det sted mit tøj befinder sig, i det der er tale om en kuffert.
Det er bare så herligt at leve i en kuffert, hvilket jeg gør for øjeblikket, da jeg oven i eksamenslæsningen også har gang i en flytning.
Typisk mig, at tingene falder oven i hinanden.

Men i og med tøjet ligger i en kuffert, så kunne det være en fin anledning til at kigge tøjet igennem og så få kasseret de ting som enten er slidte, forvaskede, nussede, seneste-anvendt-alt-for-længe-siden, fremfor at slæbe det med videre.
Så kunne den lokale genbrugs sikkert godt bruge det, enten som tøjet eller sendt videre til "atomsplitning" og er det overhovedet et ord?

Jeg er så småt begyndt at overveje mine must-haves her til dette første halvår af 2009.

For et år siden ledte jeg efter den perfekte hvide kjole, som ikke ville få mig til at ligne en konfirmand.
Jeg fandt den ikke, så den leder jeg forsat efter - altså den perfekte hvide kjole.
Så er jeg de senere måneder blevet meget hooked på at finde et par røde sko/pumps/stiletter i den rigtige røde farve.
Fandt et par før jul, men de gjorde ikke noget positivt for mig, følte mig lettere slutty med dem på, så de blev på hylden.
Men drømmen er der forsat.

Det er pt. de eneste must-haves på listen.

Boys will be boys

Jeg er ikke færdig med nytårsaften endnu, der er flere ting som har fået tankerne i gang her.

Blandt andet det som man kan kalde: "Boys will be boys" og hvorfor så det?

Det er et eller andet med drenge (uanset alder, så er de drenge i dette tilfælde!) og så kjoler/ nederdele og hvad der gemmer sig inden under.

Hvilket også er skitseret på film, bl. a. i Grease (optakten til "Summernight") og I American Pie 2 (Stifler tjekker tilsyneladende dagligt farven/mønstret ud på en af pigernes trusser).

Se denne oplevelse havde jeg så også nytårsaften, hvor mig og veninden er travlt optaget, hvilket tillader en af fyrene at først tage mit kamera og tage billeder af os, for dernæst at "snige sig" hen foran os og så smide sig på gulvet, for at fotografere op under skørterne!

Hvor vi brokker os over denne handling, hvorefter fyren vælger at tage et billede af sit understel (UDEN på bukserne!), og med en meget uskyldig mine sige at, det er da ikke så farligt igen.

Lige der blev jeg lettere HMRF!! og så tænkte jeg: "Hvad pokker..." og hev resolut op i min nederdel, så ville den sag ligesom være ude af verden.
For jeg havde absolut intet at skjule, med mine fine bikinitrusser på til at sikre at strømpebukserne forblev på deres plads - ergo intet sjovt at se!

De blev vist også lidt overrasket over min handling, men derefter var der mindre pjat med fyrene.
Nå ja, så fik jeg fat i mit kamera og fik slettet de uheldige billeder.

Der er visse fordele ved at være den som slæber kameraet med, man har magten ved delete-knappen.

Men hvad kan jeg sige andet end: "Boys will be boys!"

Ros kan man aldrig få nok af...

Jeg har helt glemt at fortælle om den ros jeg fik nytårsaften, eller retter klokken var nok nærmere et sted mellem 3 og 4 om morgenen den første.

Jeg havde min lille fine hårspændehat på og mens vi står der som sild i tønde på et par af mine bekendtes stamsted, kommer det fra en fremmed: "Ej, hvor er den fed - hvor har du fundet den henne?"
Det var en lidt fed oplevelse, især når hattene fra H&M er blevet revet væk.

Kunne så meddele at den var fundet et sted ude i provinsen (hvor sådanne fænomener sjældent når ud, før efter meget lang tid).


Clueless?

Jamen, hvordan gik det så?

Et meget klassisk spørgsmål, når man er studerende og der på kalenderen står skrevet: EKSAMEN!
I går stod jeg ude på Rustenborg klokken 7.20, var gået der ud i den bideden kolde mørke morgen.
Jeg havde sovet på en luftmadras i min gamle lejlighed og der var kun gåben tilrådighed, derfor stod lille jeg ude på uni klokken lidt i halv otte.
For jeg var så heldig at min skriftlige eksamen skulle begynde allerede klokken otte, nede i de skumle terminalrum i kælderen under samfundsvidenskab og humaniora.

Det var en "sød" lille eksamen i forvaltningsret, en lille re'er for mit vedkommende, den første gik jeg kun op til for at prøve lykken, eftersom jeg havde fire eksamener indenfor otte dage, hvilket gjorde at jeg tog chancen ved de to af dem.

Da eksamen så var overstået, så oplevede jeg flere der spurgte: "Hvordan gik det så?"
Nu hvor jeg tænker over det, så er det lidt i samme stil som når den halsende sportsjournalist efter fodbold/håndboldkampen møder en spiller, lige som vedkommende er på vej fra "kamppladsen".

Tilbage til hvad jeg så svarede, for svaret var noget i stil med: "Det ved jeg ikke, for den var skriftlig, men umiddelbart gik den bedre end sidst, med der skulle hellere ikke så meget til."

Helt ærligt, så har jeg på ingen måde nogen fornemmelse af, hvordan den eksamen gik, andet end at jeg var noget så overrasket da jeg et par minutter i afleveringstid, tjekkede antal anslag og det var lidt i den vilde ende, i forhold til at det er mig som der har skrevet opgaven og så på fire timer.
Der var et sted mellem 14.000 og 15.000 anslag!
Normalen for mig er lige omkring de 10.000 anslag, så lidt stolt er jeg da.

Men der er ikke megen hvilen på laurbærbladene, for har allerede en eksamen igen på fredag, af typen: Gennemslagspapir!
Med andre ord: En krampe-i-hånden-eksamen.

Nøj hvor jeg glæder mig til at dette eksamenspjat er overstået, mit humør holder ikke til det.

Der er vist alligevel noget om det.

Hvem har ikke set den dårligt synkroniserede reklame med "Jacob", som besøger nogle stakkels husmødre?
Men der noget om det.
Jeg havde en meget kalkplaget vask, og jeg har været efter kalken med kalkfjerner og knofedt, med meget begrænset hæld.
Lad mig sige det sådan her: "Bang, og snavset er væk! "
Den er god nok, kalken er forduftet.

Jeg tror jeg har fået mig en ny ven!

Lucky You

Libresse har i perioder nogle "designer editions" bind, hvor plastikomslaget har et eller andet fancy mønster.
Et af af disse designeromslag bar teksten: "Lucky You".

Tyg lige på "Lucky You" i sammenhængen med et bind, og hvornår dette anvendes.

For er der noget kvinder kan brokke sig over, så er det menstruationen.

For kvinder som ønsker at blive gravide, er det lykken når den bliver væk.



For kvinder som har leget lidt for meget med ilden, ser helst at den dukker op og helst på klokkeslettet, ellers er der dømt paranoia.
Eller menstruationen kommer lige som der er dømt strand og badeferie, eller når weekendfætteren sådanset skulle på besøg til en lille hyrdetime.

Eller når smerterne fra helvede viser sig og der skal de vilde smertestillere til - jeps, nogle kvinder er så heldige at en sygdom nærmest invaliderer dem.

Eller man er får så sindsygt ømme og hævede "piger" af det, at det ikke er sjovt.

Jo der er mange ting som gør at menstruationen kan bandes langt væk.



Menstruation er bare noget mange kvinder elsker at hade.



Vi "elsker" det så højt, at det har fået en masse øgenavne, jeg er stødt på følgende:

Besøg fra Rødby, Russere i opgangen, det månedlige (det mere sobre) og der findes med garanti mange andre øgenavne.



Men menstruation er samtidigt lidt et tabu at snakke om, hvor mange film eller serier hører man de kvindelige skuespillere nævne det?

Jeg mindes kun en film fra engang i starthalfemserne: "My Girl", hvor pigen kommer styrtende ned for at fortælle at der er sket noget forfærdenligt og jo, egentlig også en serie.
"Party of five" hvor yngste søsteren får menstruation og hele afsnittet behandler emnet på en sober måde.

Når vi er ved emnet menstruation, så giver det også gerne nogle halvpinlige historier.
Jeg har selv haft en trykt i et af damebladene forrige år og jeg er ikke den eneste.
Der er forholdsvis tit sådannne historier i bladene - "pinlige historier fra læserne", måske fordi de fleste kvinder kan identificere sig med de historier der bliver trykt?
Indlægget hænger vist fint sammen med dagens sang om at være en kegle.

Nå ja og så tilbage til Lucky You, jeg mener vel egentligt at det er et malplaceret tekst på et bind - især hvis det er det første bind man hiver frem, på periodens første dag.

Mandagsmusikken

Jeg er lidt fascineret af Sys Bjerre og hendes tekster.

Hendes tøjstil er noget for sig selv, jeg var helt betaget af hendes optræden til DR's juleshow, hvor hun kom ind på scenen iført rød kjole, hvor skørtet var et stort tylhelvede og så på bare fødder.
Ikke så meget pis der, bare fødder frem for et par røde stiletter - det har jeg respekt for.

Jeg har dog endnu ikke fået købt skiven, for sådan noget er jeg ret så elendig til at få købt.

Så baggrunden for valget af denne mandags sang.

Der er lidt for mange ting i denne sang, som jeg kan nikke genkendende til, som jeg meget længe har krummet tæer noget som kraftigt over mig selv.
Men hvorfor det, tingene kan ikke reddes sekundet efter - så hellere acceptere og joke med at man (endnu engang) har kvajet sig.



Så dette er til alle keglerne derude.

Det er fredag og det skal fejres

Det er ikke kun pigerne der er naive...

Ved du hvad hun sagde...

Her knaldes!

Der findes nytårsklassikere indenfor "nyheds"-genren også, hvor man kan få den tanke at journalisten henter artiklen fra forrige år frem fra gemmerne på computeren, ændre et par ord og så i trykken - man kan vel i grunden kalde dem tømmermændsartikler?

Den første klassiker er om overbelastningen af telefonnettet ved årsskiftet.
Alle med en mobiltelefon har med garanti selv oplevet det, så det er selvfølgelig en klassiker at skrive lidt om.

Her fra fyens stiftidende:"Rekord for sendte sms'er"

Den anden klassiker er om fyrværkeriskaderne, hvordan ser skadeslisterne ud for dette årsskifte sammenlignet med de forgående.
Her om øjenskaderne:
"Rekordlavt antal øjenskader nytårsaften"

Endelig er der tredje klassiker, som går på nytårsknaldet og de fortrydelser der kan her, det er her de gamle kaffedamer kan få kaffen galt i halsen, for ungdommen i dag er ikke som den var engang.
I år er temaet i fyens stiftidende, under denne klassiker: Fortrydelsespillen.
Nu kommer det allersjoveste ved artiklen, tallene i artiklen er ikke fra dette årsskifte af, men tallene for antallet af solgte fortrydelsespiller efter årsskiftet 2007/2008.
Lidt morsomt vil jeg mene.
Artiklen findes her: "Vi fortryder nytårsknaldet"

Et nyt år truer.

Det er nu mærkeligt at det første slag på Rådhusuret kan betyde så meget.
Det er jo i grunden bare et datoskifte, men alligevel et datoskifte der bliver fejret i stor stil.

Men hvad er det vi i grunden fejre?
Fejre vi at nu er det gamle år endelig slut og hurra for det, som alt det gamle er fortid og blot skal kyles bort, eller fejre vi det nye og ukendte, jagten på det nye og spændende?
Det hele skylles gerne ned med en masse alkohol, så alt kan skylles bort og man så kan vågne op i løbet af den første dag i en ny måned, i et nyt år med tømmermænd, hvad enten det skyldes alkohol eller de mere moralske af slagsen.

Nytårsaften er bare mærkelig, det er som om temaet er: Hvem kan drikke mest og opfører sig mest idiotisk med fyrværkeri?
I Thailand gik det jo netop galt med fyrværkeri, fordi det blev slæbt med indenfor - undskyld mig, men der var vist nogle, der lige glemte hjernen hjemme, hvilket desværre resulterede i temmelig mange døde, adskillige så forbrændte at de ikke umiddelbart kunne identificeres!

Herhjemme resulterede det i de sædvanlige skader, dog med en positiv nyhed, det er første gang i 30 år at der har været så få øjenskader som der var denne nytårsaften, der var vist ingen som har mistet synet.
Må siges at være en positiv nyhed.

Nok pessimisme, min nytårsaften i denne omgang, har nok været den allerbedste indtilvidere, den bliver svær at slå.
Den blev fejret i godt selskab, med så meget mad at vi kunne brødføde en hel hær (overdrivelse fremmer forståelsen), med sang, musik og "alt hvad der kan misforstået - vil blive misforstået.".

Godt Nytår til de der måtte læse med her, håber at så mange er kommet helskindet ind i det nye år, både fysisk og mentalt.