Hvornår er man gammel nok til at blive taget seriøst?

I sidste uge læste jeg om en modeblogger hos mode med mere, som er bare 12 år.
Bloggeren hedder stylerookie (google hende) og jeg kan ikke lade være med at være lidt fascineret af hende og hendes evne til at sætte tøj sammen på.

Når jeg tænker på mig selv som 12 årig, så var det at tage tøj på om morgenen, noget med at vælge det der lå først for i skabet og interessen for mode, var mildest talt ikke særlig stor, interessen er rent faktisk først kommet indenfor de senere år, som voksen.

Denne interesse har jeg kunne snuse mig frem til også vakt bekymring, for tænk at et barn kan have interesse for mode, tænk på den barndom hun går glip af.

Hvornår er man gammel nok til at have en interesse, som er andet end den seneste udgave af Barbie eller Bratz?

På sin vis kan jeg sagtens sætte mig ind i den 12 årige, for jeg havde selv en spirrende interesse som 10-12 årig, som man ikke ville forvente af en i den aldersgruppe.

Min interesse for politik begyndte at spirer i de år, jeg var allerede som de der 10-12år klar over mit politiske standpunkt, det var ikke helt partipolitisk afgrænset, men jeg havde en idé om hvilke politikere jeg kunne sympatisere med.

Det var lige omkring det tidspunkt hvor den borgerlige, Schlüterledede regering blev tunget af grundet Tamilsagen og den socialdemokratiske regering med Nyrup som Statsminister tog over.

Jeg havde mine meninger og det faldt vidst ikke altid i god jord hos mine lærere, for rundkredspædagogik og gruppearbejde er ikke noget jeg husker, som noget jeg jublede over.
Der var flere episoder, blandt andet det at de fire andre piger i klassen var hestetossede og heste sagde mig ikke en dyt, og jeg følte mig lidt udenfor, hvilket fik min lærer til at sige til mig at jeg burde interessere mig for det samme som dem, så ville det sikkert hjælpe.
Hvor min tanke var, hvorfor kan de ikke bare være sammen med mig for den jeg er - mødes på halvvejen.

Der var kort sagt, mange småting som allerede der viste at jeg var i en bestemt politisk retning.

Det var vel egentlig også som 12-13 årig, at jeg begyndte at læse avisens debatsider, fordi det var sjovt.
I '97 da der var kommunalvalg, så så skulle vi i klassen lave en prøveafstemning i samfundsfag, blandt klassens seks elever og ved denne afstemning stemte jeg Venstre (hvilket er første og eneste gang!), gjorde det fordi jeg mente at de konservative kandidater var nogle klaphatte.

I 10. samt 1. og 2.G, der oplevede jeg flere lærere som troede at jeg var lettere socialistisk indstillet, nok godt hjulpet på vej af mit udseende.
Fik da set et par lærere i 10.klasse med åben mund og polypper, første gang jeg sådan for alvor åbnede munden og der der kom ud lød meget lidt socialistisk.
Anden gang hvor en lærer blev mundlam, var min dansklærer i gymnasiet i enten 1. eller 2.G, hvor han forslog at vi dramatiserede teksten "engelske socialister" og han så forslog mig som, ham manden på "ølkassen", som talte til forsamlingen.
Men jeg reagerede nok lidt anderledes end han forventede, fordi jeg takkede nej med et: "Nej tak, har lidt svært ved at sætte mig ind i den rolle", nok sagt lidt bombastisk.
For det endte med at vi bare læste teksten igennem uden at dramatisere det!

Det var i samme periode, hvor jeg overvejede at melde mig ind i ungdomsorganisationen og jeg var egentlig temmelig langt i overvejelserne, men en lille historie om en gris, en justitsminister og et sommerhus, som blev blæst ud i medierne, så smed jeg tanken fra mig igen.
For alkohol og druk var ikke noget jeg gjorde mig det store i, dengang.

Så er vi fremme ved '05, efter folketingsvalget først på året hvor jeg igen legede med tanken om at melde mig ind i partiet, grundet noget bøvl så skete der intet før på den anden side af sommeren, hvor jeg blev hevet med.

Så under kommunalvalget i efteråret '05 var jeg med som hjælper og lige pludselig kom tvivlen, var jeg nu også havnet hos det rette parti?
Var jeg virkelig konservativ eller var jeg mere liberal?
Selvom jeg aldrig rigtig før havde været i tvivl, så kom den der hvor jeg var hevet med ind i det.

I slutningen af november var jeg så til en konference inde på Christiansborg, hvor Lars Barfoed skulle holde oplæg og i hans oplæg kom han med et par guldkorn på, hvorfor han i sin tid fandt ud af, hvorfor han var konservativ og de ting han sagde, var præcis de samme ting som jeg havde tænkt i flere omgange.

Lige der vidste jeg at jeg var det rette sted, når en MF'er siger det man selv har tænkt, så kan den ikke være helt skeløjet.

Det blev et lidt langt indlæg, men kom pointen frem?

Hvornår er man gammel nok til at blive taget seriøst?
10, 12, 15, 16, 23 årig?