onsdag den 28. januar 2009

Nu med helt nedbidte negle

Det er ellers en hel del år siden jeg holdt op med at bide negle, en frygtelig uvane.
Men når jeg får de vildeste nerver på, gerne op til eksamen, så er neglene ikke eksisterende, for så har jeg pillet og bidt dem ned.

Gad vide om det er sådan tilbagefald tidligere rygere har det, bare med smøger frem for negle?

Apropos nedbidte negle, så var der den famøse håndbold kamp i går som sendte Danmark i semifinalen, den har der været en større debat om i dag i medierne, for hvor stor en andel i Danmarks sejr havde dommerne, og hvad med de tvivlsomme kendelser i de sidste par minutter, var de gode nok eller var det nogle svipsere.

I den anledning var det lidt spøjst at se tidligere topdommer Jan Boye, sidde og kommentere på et par af de tvivlsomme dommerkendelser.
For de sidste tre år har jeg kendt ham som Odenses Borgmester, som politikeren Jan Boye og ikke som tidligere sportsperson.
Det var lidt underligt at høre ham tale om sport og ikke politik, selvom han jo rent faktisk virkede som Amtsborgmester mens han stadigt var dommer på et højt plan.

I morgen står den på eksamen og jeg har den tvivlsomme ære at være den første som skal op og jeg skal ærligt indrømme at jeg er fuldkommen blank på hvordan den eksamen forløber, andet end at jeg nok skal hives rundt i mine opgaver og så lige resten af pensum.
Så er det vel ikke så ulogisk at mine negle er nedbidte og jeg ikke kan sove?

Ingen kommentarer: