søndag den 14. februar 2010

Perfektionistens grønne monster.

Indrømmet, jeg er perfektionist og det har jeg været i rigtig mange år.

Mange perfektionister har et grønt monster siddende på skuldrene, et grønt monster som gør livet rigtig surt for nogle perfektionister, mens det kun napper lidt hos andre.

Som perfektionist stræber man efter at gøre tingene mindst 100% og gerne mere, hvilket de fleste godt ved ikke kan lade sig gøre hele tiden, for man kan ikke kontrollerer alt i sin hverdag, men som perfektionist er det svært at acceptere.

Det ender så gerne i en alt eller intet tankegang/handling eller for nogle perfektionister i en spiseforstyrrelse, fordi her er en ting de mener de kan kontrollerer.
Ubehageligt ikke?

Jeg tilhører gruppen af perfektionister med "alt eller intet"-tankegangen, hvilket tit og ofte er endt i intet-enden og dermed kaos.
Denne perfektionisme er også en af årsagerne til at jeg er endt med kraftige eksamens og præstationsnerver, lige på grænsen til angst.
Det er ikke fordi jeg er gået ned på at jeg ikke altid får topkarakter, tvært i mod har jeg oftere handlet i "så kan det også være lige meget" og dermed ligget med røven i vandskorpen, fordi mit grønne perfektionistmonster har været meget stort, hvilket på ingen måde er sjovt.

I mange år har jeg ikke kunne sætte ord på tingene og kun troet at jeg var en pjat-røv (perfektionisttanken), men til første gruppesamtale i eksamensangstgruppen før jul, gik det op for mig at jeg ikke var en pjat-røv og at perfektionistens mørke side har fyldt for meget i mit liv på alle fronter, hvilket var en utrolig skræmmende indsigt, som gjorde at jeg forlod mødet fuldstændig baldret og tom inden i, for den person jeg kendte så godt, var på ingen måde sund.

Jeg skulle til at revurdere mit liv og min måde at både tænke og handle på, hvilket er utroligt skræmmende, for det betyder at jeg skal ændre den jeg er på indersiden.

Da det er hele mig der skal ændres af hensyn til mig selv, så har jeg meget fornuftigt valgt at tage den forandring i små skridt, for at lære at finde mit balancepunkt mellem perfektionisme og kaos.

Jeg startede naturligvis ud med at arbejde på dette balancepunkt i forhold til studiet og det mønster jeg har haft der, hvor jeg endte med at finde mit balancepunkt ved at bruge de redskaber jeg har fået i psykologigruppen.
Hvor jeg har set at det at ændre adfærdsmønstret gør at perfektionisten slipper taget og dermed en mindskning af eksamensnerverne, som i sidste ende gør at præstationen bliver bedre.

Som sagt, hele mit liv er gennemsyret af perfektionisme vs. kaos, så næste punkt på dette program er det kaos der hersker i mit hjem, for jeg er (hvilket er lidt pinligt at indrømme - siger perfektionisten) et kæmpe rodehoved, selvom jeg holder af orden.
Det er så slemt at mit hjem godt kunne ligne en krigszone, fordi kaos-delen med, "det kan også være lige meget", tager over.

Så dette er næste punkt på min dagsorden for at slippe taget i überpefektionisten, hvilket betyder at det mønster jeg her skal bryde er samlermanien og i stedet smide ud, selvom det bliver hårdt.
Faktisk er det møghårdt at indrømme og poste dette på internettet - fordi det er en meget personlig ting, men da jeg næppe er den eneste der har det sådan, gør jeg det både for andres skyld men i høj grad for min egen skyld, for at slippe denne überperfektionist, selvom det er hårdt at se det på skrift, fordi jeg vender mig selv på vrangen og giver slip i den falske tryghed jeg har klamret mig til alt for længe.

Så scient.hybrid: SMID ALT OVERFLØDIGT UD, OGSÅ KEMINOTERNE FRA GYMNASIETIDEN!

Det er en meget lang proces jeg har kastet mig ud i, da den indeholder alt i mit liv, hvilket jeg langt fra havde troet da jeg første gang var til samtale hos studenterrådgivningen.

Dette indlæg er meget personligt og modet til at skrive det fik jeg i går aftes, da jeg sad og talte med en af mine mandlige bekendte, fordi han kom med en kommentar der ramte lige midt i hjertet af det grønne monster.

Igen jeg er næppe den eneste perfektionist med et grønt monster på skuldrene, som tynger og gør livet surt for den der slæber rundt på dette monster.
Mit råd er: Slip dette monster, tal om dette monster med dine venner og ikke mindst ændre dit handlemønster, også selvom det er møgsvært at give slip på perfektionisten.
Det er okay at præstere mindre end 100% - bare en gang i mellem.

4 kommentarer:

Sara sagde ...

Synes at det er et rigtig godt indlæg (c:

scient.hybrid sagde ...

Tak :)

Louise sagde ...

Rigtig godt og stærkt indlæg, you go!

Beam sagde ...

Rigtig godt indlæg. :o)