onsdag den 2. december 2009

Mobning - nu som emne i en julekalender.

DR1's julekalender i år er den nyproducerede "Pagten".
Der er de traditionelle temaer: Nisser med problemer, der skal redde et eller andet og så er der menneskerne, som så også har deres problemer at slås med.

I år er nissernes problem at en ond heks vil udrydde dem og det eneste som kan holde hende i skak er en ting (pagten I guess), som kræver hjælp fra et menneske.
Så langt så godt, men det er for mig ikke det interessante ved denne julekalender, det er der i mod de menneskelige problemer, som i år har potentiale til at få sat en reel debat i gang, da menneskets problem er mobning.

Vores menneskehelt er en dreng der er udsat for mobning af både den fysiske og den psykiske slags, hvilket var tydeligt allerede i første afsnit.
Han gemmer sig efter skoletid indtil han tror at der er fri bane og han kan komme helskindet hjem.
I andet afsnit er der så et forældremøde hvor klasselæreren tager emnet mobning op, da hun fornemmer at det sker i klassen.
Men forældrene tror ikke rigtigt på hvad hun siger, for deres børn er så glade for at gå i skole, og er læreren er jo nyuddannet og har kun haft klassen i et par måneder.

Jeg fik det simpelthen så dårligt af at se disse to afsnit, jeg følte både vrede, frustration og irritation over det jeg ser, for disse scenarier er temmelig realistiske.

Jeg bliver irriteret for der findes vitterligt forældre, som ikke vil tro på at deres afkom ikke altid er eksemplarisk eller at afkommet fortæller alt hvad der sker.
Så er der mistroen til det læreren siger, det finder desværre sted - der er jo en grund til lærere knækker nakken, hvis det ikke er børnene, så er det deres forældre.
Forældre som fralægger sig et ansvar, for det tidsrum barnet befinder sig på skolen samt eventuel fritidsklub/fritidsordning.

Jeg fik disse følelser, fordi det mindede mig om egne oplevelser i skoletiden, der er visse ting der bare sidder dybt og som er svære at fjerne fra hukommelsen.
Jeg har i dag tilgivet de der behandlede mig knap så godt, både dem i grundskolen men også dem i gymnasietiden, dermed har jeg ikke sagt at jeg har den store lyst til reunions, hvilket jeg ikke har.

Mobning er en pest og det at DR nu sætter fokus på det uden at romantisere det, ser jeg som et oplagt potentiale til at tale om mobning, hvad enten det er i klasseværelset eller hjemme ved spisebordet eller ved frokostbordet på arbejdspladsen.

4 kommentarer:

Chaos sagde ...

Spændende. Du har næsten givet mig lyst til at følge med. :D Det er da meget cool at de vælger at sætte fokus på det! Mobning er SÅ ødelæggende.

Sacha sagde ...

Helt enig, det er så ødelæggende for den der bliver udsat for det.

Det værste er når tingene forsat sidder dybt i en så mange år efter.

Jeg var først dybt irriteret over den mobning de fremstillede, både i går og i dag, fordi det rippede op i nogle ting hos mig.
Men ved nærmere eftertanke, så vendte jeg det om til noget positivt.
Mobning skal ikke romantiseres som det let kunne ske på tv eller i film.

Hvis du ikke har set de to første afsnit, så er de at finde på DR's hjemmeside.

Chaos sagde ...

Kender alt for godt til det. Går selv til psykolog for at komme af med mine traumer. Sådan noget skal bare stoppes, så et er positivt at dr bliver fokuseret på det. Super, at du kunne reflektere over det i stedet for at blive ked af det. :)

Sacha sagde ...

Jeg render selv til noget hjernevriderhalløj, godt nok for min eksamensangst/nerver, men det er gået op for mig i dette forløb at tingene stikker så meget dybere end det at jeg har det ekstremt skidt med eksamener.

Her er positiv tænkning et af redskaberne, så det forsøger jeg at bruge i stedet for al den negativitet jeg ellers har klynget mig til.