Dansegulvet eller baren?

Så lige introen til et afsnit af ""King of Queens", hvor Carrie lokker Doug ud at danse på stuegulvet til deres sang.
Dougs dans minder mig om hvorfor jeg ikke bevæger mig ud på et dansegulv i ædru (rettere knap så påvirket) tilstand (med undtagelse af folkedans, der forholder tingene sig omvendt), jeg hader at blive kastet rundt på dansegulvet som var jeg en genstand.
Sådan en danser som mener at dans går ud på at kaste damen rundt som en mellemting mellem en yoyo og en snurretop, mens han samtidigt står så godt som naglet fast til samme sted hele dansen igennem!

Se det er resultatet af en hel generation, hvor kun en brøkdel blev sendt til dans grundet forældrenes egne traumer (Min egen lille tese), så kun en brøkdel af min generation har været til børnedans hvor den mest basale rytme og trin er blevet kastet ind på rygraden.

Så når jeg danser, så er der røget nok indenbords til at min egen fodkordination er røget sig en tur, så jeg er letomstillelig til de mindre koordinerede trin, hvis dansepartneren skulle være sådan en.