mandag den 3. august 2009

Hvor skal man sætte grænsen?

Lægevidenskaben i dag noget andet end det var for bare 30 år siden, for omkring 30 år siden fik man udviklet en reagensglasteknikken og de første reagensglas begyndte at se verdens lys.
Samtidigt er der sket stor udvikling på området omhandlende det ufødte barn, tidligere var der et gab mellem en senabort og en for tidligfødt.
I dag er denne grænse næsten udvisket, i det man i Sverige forsøger at redde fostre i 22. graviditetsuge, hvor man tidligere anså dette for værende en senabort, et foster som kvinden på den ene eller anden måde ikke kunne holde på.
Man ved at dissen meget små væsner er utroligt skrøbelige, de er langt fra "færdigbagte" og trækker kun vejret ved en maskine, de medicineres med det ene og det andet, for at hjælpe dem med at blive færdigudviklet.
Samtidigt er der risiko for at de ikke klarer den netop fordi de ikke er modne nok til at komme ud fra moders mave.
Ydermere er der stor risiko for skader af den ene eller anden art på hjernen.

Med alle disse teknikker og denne videnskab, så kan man stille sig spørgsmålet hvor langt skal man gå?
Hvornår skal man være kold og kynisk og sige: "Det er naturens gang"?

Denne hjælp til meget for tidligt fødte er som et spil russisk roulette, hvor kuglen i dette tilfælde er det barn der overlever uden nogen mén, skal man hjælpe fordi man kan eller kan man tillade sig at stille sig mere kynisk?

Det er et følelsesladet spørgsmål, da der ikke findes noget korrekt svar - det afhænger helt af den enkeltes mavefølelses omkring problemstillingen.

Ingen kommentarer: