Kampdag eller hvad ?

Den 8. marts er som bekendt kvindernes internationale kampdag, hvor der ordet ligestilling er centralt.

Men når man hører ordet ligestilling så vil jeg vædde med, at de fleste vil forbinde ordet med kvinder.
Det er nærmest sådan det altid præsenteres, som i: Kvinder får lavere løn end mænd, kvinder får mindre ud af forårspakke 2.0, kvinder besidder knap så mange topposter som mænd, kvinder er ikke nok repræsenteret i politik.

Hvilket ofte leder hen i retning af en offerrolle, hvor kvinderne svageliggøres og derfor skal hjælpes via kvoter og andet godt.
Hvad blev der lige af de stærke højtråbende kæmpende kvinder?

Kigger vi nærmere på de videregående universitetsuddannelser, så er kvinderne i overtal på langt de fleste uddannelser, selv på phd-fronten ser man kvinder, hvilket er en logisk følge af den store andel af kvinder på de første 5 år af uddannelsen.

Nogle begynder så at tale om indførelse af kvoter på kvinder de steder hvor der er for få kvinder, med et andet ord: Særbehandling.
Der er for få kvinder i politik, for få kvinder i bestyrelserne, for få kvinder i chefstolene.

Men hører man kvinder tale om kvoter på områder hvor mænd omvendt er en mangelvare, i de bløde erhverv som: Sygeplejesker, pædagoger, lærere?
Nej da, det gør man ikke.
Der er vist noget længere mellem mænd i de jobs, end der er antal kvinder i politik og andelen er vist på samme niveau som andelen af kvinder i bestyrelser og i chefstolene.

Det er da lidt mærkværdigt ikke?

Hvis man vil have kvoter, så bør det også gennemføres suverænt, således at for hver kvinde man stopper ind i en bestyrelse (kvalificeret eller ej), skal der en mand ud som pædagog/lærer/sygeplejeske (kvalificeret eller ej)!

Når jeg hører ordet ligestilling, så forbinder jeg det med millimeterdemokrati a la slikdeling mellem søskende, hvor A og B skal have lige mange af de grønne vingummier uanset om den ene part hellere vil undvære og hellere vil have lakridserne, som den anden sagtens kunne undvære.

Kvinderne opnår først millimeterdemokratisk ligestilling, den dag vi selv gør noget ved den lavere løn (kræver mere i løn eller påtager os opgaver som giver mere), lavere direkte poltiske indflydelse (deltagelse i det organisatoriske apparat eller som kandidat), den da hvor vi tørrer øjnene, stopper tuderiet og den hjælpeløse opførsel.

I mellemtiden vil jeg opfordre mændene til at starte mændenes internationale kampdag, hvor de kæmper for retten om fjernbetjeningen om søndagen, spøg til side.
Men I ved vel hvad jeg mener.