torsdag den 29. oktober 2009

Hvor hot er dit køleskab?

At der er hot og not lister indenfor mode er almen kendt, men at der også findes tilsvarende hot og not lister indenfor fødevarer, tænker de færreste sikkert over.

Ofter sker det ved at et produkt bliver hyped efter at være blevet rost til skyerne, af en eller anden kok i et eller andet tv-køkken.

De som husker halvfemserne husker at kvark fik et nyt navn og pludselig var dette mælkeprodukt noget af det hippeste, navnet?
Der er så mænd blot tale om fromages frais.
Soltørrede tomater var også det hippeste hippe (mainstream) for en 10 år siden, hører man meget om det i dag?
Nej, ikke specielt meget.
Så er der rucolaen, salaten der i en lang periode var SALATEN og gerne overhældt med en olie-eddike dressing på en måde så det lugtede lidt af Italien, uden at være Italien.

Så faldt jeg over denne artikel på tv2's hjemmeside og her blev rucola og fromages frais nævnt som værende taberne, dem der ikke længere har plads på hot listen.

Dagene er talte for rucola og fromage frais

Til gengæld morer listerne mig lidt, her et udpluk af hotlisten - find den fulde liste i linket.
  • Grøntsagssupper
  • Skaldyr
  • Fisk uden ben
  • Grød til voksne
  • Ramsløg
  • Rødbeder
Grøntsagssupper, så gik jeg her og var vildt trendy uden at vide det - mon det er blevet in fordi det er så åndssvagt simpelt at lave?

Skaldyr, er det mon "The revival of the Rejecocktail"? Synes ellers at skaldyr har haft samme opskriftplads i div. blade og reklamer de sidste mange år.

Fisk uden ben? Øhm... Ja?! For fisk med ben er bare så sjovt at spise.

Grød til voksne? Her gik jeg rundt og troede at grød ikke havde nogen alder, har da spist risengrød og mannagrød med stor velbehag, dog gætter jeg på at med grød menes der de lidt "sjovere" grødformer med fuldkorn og hvad man ellers har fundet på af sjov.

Så til en hyped ting på lige fod med rucola og fromage frais: Ramsløg!
Get over it, det er et løg - for halvandet år siden stødte jeg ind i ramsløg til en påskefrokost, da en af dem på køkkenholdet - en kokkeelev havde været på skovtur og havde slæbt køkkenholdets tredjemand med.
Tredjemanden havde set meget meget mærkelig ud i ansigtet, da han opdagede at de skulle hente "ukrudt" i skoven.
Salaten, hvor ramsløget var i, smagte nu ganske udemærket, men ikke vildere end andre løgtyper.

Endelig, så står rødbeder på hotlisten, har rødbeder da været af mode?
Seriøst, rødbeder kan spises til (næsten) alt.

Så er der også notlisten og den er kort, men på den liste er der kun to ting jeg ikke forstår (resten er bleh for mig).
  • Kalkunkød
  • Sherry
Hvordan kan kalkunkød være not?
Det kræver jo lige så meget bearbejdelse som svinekød og kyllingekød for ikke at være kedeligt.
Sherry, not?! Det er da suppe,steg,is-fest på den hyggelige måde, på lige fod med portvin og muscadetvinen.

Måske jeg denne weekend skal fejre min hotness med hot grøntsagssuppe og en cider?

Ingen kommentarer: