Never say never - cause you'll regret it someday.

De fleste har vel på et eller andet tidspunkt i deres liv sagt: Jeg skal aldrig mere, igen og forsæt selv listen...

... og hvor mange har så ikke oplevet at stå i situationen, hvor de har måtte æde dette aldrig i sig igen?

Dem har jeg [en indrømmelse] gjort alligevel et par gange, hvor den ene af gangene var da jeg flyttede ud af et kollegieværelse tilbage i foråret 2004.
Jeg var lykkelig over at været flyttet væk fra fællesskabets mange "glæder" og til min egen lille sardindåse med eget mikrokøkken, hvor et tømt køleskab udelukkende ville være egen fejl og jeg regnede sådan set med at næste gang jeg flyttede ville det blive til noget endnu større.
For det giver jo god mening at gå fra 8kvm -> 12kvm (plus toilet/bad og gang ~16kvm) -> 37kvm -> ...??
Sådan gik det jo ikke lige frem, jeg røg ned på 12kvm (plus toilet/bad og gang ~ 16kvm), fordi jeg valgte at forlade øen i midten til fordel for det(stor)københavnske.

At rykke ind på et 12kvm stort værelse uden køkken, var ikke ligefrem det der stod øverst på ønskelisten, men det var hvad økonomien kunne bære (og hvad jeg kunne få akut).

Men et eller andet er anderledes denne omgang, de mennesker jeg deler køkken med klikker jeg en del bedre med, således at en tur i køkkenet ikke er en nedtursoplevelse.
Faktisk er det temmelig meget øv, når der ingen mennesker er i køkkenet og der er altid noget at snakke om.
Jeg kan faktisk godt lide at bo på kollegium nu, selvom jeg sommetider savner noget plads til mine ting, så er det en mindre ting i forhold til at man ikke altid spiser for sig selv.

Nu har jeg prøvet to forskellige kollegier og om man kan lide at bo på kollegium, handler rigtig meget om hvem man bor sammen med og om man klikker sammen og man giver hinanden plads til bare at være sig selv, hvis der er behov for det.

En anden fordel er at på det gode køkken er der altid nogen at snakke med, som kan hjælpe en med få vendt de små og store problemer, man må gå at tumle med.