Den lige vej er sjældent den sjoveste

Det med at finde sin rette uddannelseshylde er ikke så let, som de "kloge" hoveder inde på borgen gerne vil gøre det til.

Ser jeg på min egen vej rundt i uddannelsesjunglen, så har mine ønsker og drømme været i forskellige retninger og den vej som jeg er ved at tage slutspurten er ikke den vej, som jeg havde forventet, hvis havde spurgt mig bare for 7-9 år siden.

Jeg kan huske en episode da jeg gik i 3.G, så det har været i 2001-2002, hvor min far kom hjem og fortalte om en oplevelse, han havde haft på arbejde.
Her havde ham og en anden talt om deres afkom og så havde min far fortalt at hans ældste barn (dvs. mig) næsten var færdig med gymnasiet og havde fagene kemi og samfundsfag, som valgfag.
Hvortil den anden part havde sagt noget i stil med:

"Jamen der har vi en fremtidig miljøpolitisk ordfører for et parti."
En konklusion sluttet ud af mine valgfag.
Det morede mig i grunden lidt, for jeg havde allerede dengang interesse for det der sker i politik, men så absolut ingen interesse for miljø, for det var sådan noget med gummistøvler og nu var det ikke lige biologi, der var mit interesseområde.

Den bemærkning blev ved med at spøge inde i baghovedet og den kom da frem og blev støvet af, da jeg kiggede lidt nærmere på det dersens politik, og ellers parkeret i baghovedet igen.
For miljø var så absolut ikke mig, igen mig og gummistøvler - No way Amigos!

Så skete der et eller andet mystisk da jeg nåede 4. semester, hvor jeg skulle have et basisfag indenfor miljøkemi og min indstilling til faget var mildest talt ikke særlig positiv dengang i slutningen af januar, inden jeg skulle have faget.
Men et eller andet skete der, for faget var faktisk ganske spændende og kom rundt om de fleste miljøkemisk emner, både til vands, til lands og i luften.

Så da muligheden bød sig for et valgfag i atmosfærekemi på 6. semester, så sprang jeg til.
For min nysgerrighed var for alvor pirret til.
Det var i dette fag at jeg fik en forklaring på et fænomen, som jeg oplevede da jeg var på studietur til Rom tilbage i foråret 2001 med min gymnasieklasse.
For der tog jeg dette billede af Rom, man kan godt nok ikke se Rom, for det gemmer sig under den grå dyne.

Den grå dyne som man også kunne mærke, når man gik rundt i Rom, for den skønne farve man fik i dagtimerne, kunne vaskes af med vand inden man gik i seng om aftenen!
Det lyder vældig sundt, ikke?
Dengang i Marts 2001, der var det ren undren og nysgerrighed der fik mig til at tage billedet.
Så da jeg i atmosfærekemi kom forbi forskellige luftforureningstyper, så fandt jeg dette billede frem og tog det med til min underviser, for at få bekræftet at der var tale om det pågældende fænomen.
I det øjeblik, så var miljø ikke længere synonymt med gummistøvler, miljø viste sig at være langt mere end frøer, fisk og vandløb.

Det var også i denne periode at jeg fik den smarte idé at gå fra at læse ren kemi, til at koble et samfundsvidenskabeligt fag på.
Hvilket jeg kan hilse at sige er noget så bøvlet et tidspunkt, men det er en anden snak.

Dette fag gjorde at kommentaren fra år forinden kom frem i hukommelsen igen, for jeg indrømmede over for mig selv, at det der miljø nok ikke var så giftigt igen.
Det var som om en helt ny verden åbnede sig og jeg underligt nok begyndte at føle mig hjemme, hvis man kan bruge det udtryk.
Interessen for miljøkemi og i den grad "luftkemien", påvirkede også mit valg af bachelorprojekt, som kombinerede min interesse for både det miljømæssige, det kemiske og det samfundsmæssige.

Da jeg så skulle vælge specialeområde var valget rimelig oplagt, og da kontakten blev skabt mellem mig og mit kommende specialested, så var det faktisk som om at jeg følte mig hjemme allerede ved første besøg på afdelingen.

Når jeg i dag tænker over det, så har det miljømæssige på en eller anden måde altid interesseret mig, jeg har bare ikke ville stå ved det overfor mig selv.
Det var mig som var skyld i, at mine forældre begyndte på at opsamle batterierne i sin tid, frem for blot at kyle dem i skraldespanden, det var mig som fik dem påvirket til at sætte maden ind i en kold ovn, fremfor en opvarmet en.
Det var et udbrændt brændefyr, som var skyld i at jeg valgte kemien vej, fordi jeg undrede mig over hvor meget energi/varme sådan et fyr kunne give ved maksimalt påfyldning og hvilken udnyttelse der kom ud af det, tænk her canot maskiner.

Så når jeg som 11-12 årig kunne få tanken til at være med til at tage et ansvar for miljøet, så er det i dag blevet lidt af en kæphest for mig, at hvis vi skal gøre en forskel og ikke blot fråse løs, så skal vi som menige borgere i samfundet også turde tage et ansvar for vores handlinger og ikke blot pålægge andre ansvaret og så selv læne os tilbage.

Nogle vil mene dette er en politisk udmelding, dem om det, men jeg mener blot at dette er ganske sund fornuft.

Med hensyn til kommentaren om miljøpolitisk ordfører, så har jeg så absolut ingen politiske ambitioner i den retning.
Så den kommentar, kan jeg med 99,9% sikkerhed afvise at den en gang vil blive til sandhed, sådanne ting lader jeg andre om.