Kampen om førstepladsen

Fodbold er fantastisk, så længe jeg slipper for at tonse rundt på grønsværen.
I dag overværende jeg en topkamp i Mesterrækken for U-17 drenge, det ene hold havde kun æren om førstepladsen at spille om, da de spillede med et par dispensationsspillere.
Det er realiteterne for de små provinsklubber, der kan det være svært at stille hold til alle årgangene.

Det var en kamp som havde lige så meget tempo og energi som en superligakamp og der blev gået lige så meget til vaflerne, som var det et meget højere niveau.

Resultatet endte desværre 3-2, men det kunne være endt langt værre, hvis ikke det var for alle de brændte chancer og en målmand på overarbejde.

Så er det jeg bliver stolt, for denne målmand er min bror.
Han hentede temmelig mange bolde på mål, når forsvaret sov og irritationen stod også tydeligt i hans kropssprog ved de bolde, der alligevel røg ind bag ham i buret.
For skuldrene kom helt op til ørerne og så lignede han en sulten løve i et bur.

At der blev gået til den i kampen var tydelig, en af markspillerne blev stemplet øverst på låret og så kunne han ikke løbe mere den kamp, en anden blev dasket så hårdt over skinnebenet at han måtte hjælpes ud fra banen og en tredje fik et lag i ansigtet, så han fik en flænge i mundområdet, med løbende blod som følge, samt et slag et sted på kroppen.

Hvilket kan få en til at stille spørgsmålet: Hvad lavede det fair-play flag så ved banen?