Kan selv, vil selv og gør det selv, men er det sundt?

Det er ikke altid sundt at være så selvstændig, at alt man mener man kan selv, vil man selv.

Sådan noget som præstationsangst, det er der sikkert flere der lider af end der bliver givet udtryk for, de klamme håndflader ved tanken om at tale foran en forsamling, black-outet mens der tales for forsamlingen.
Det er der sikkert flere der ude der kender til, men den har en fætter: Eksamensangst, som på ingen måde er en festlig fætter.
Det er en ting som kan slå selv den stærkeste person ud, og det viser sig på forskellige måder, perfektionisme/laizze-faire, overspringshandlinger, kvamle, gråd, klamme hænder, black-outs og sikkert mange flere.

Ja, jeg har eksamensangst og for den sags skyld også præstationsangst, i det ligheden med en eksamen er stor.
Jeg har i grunden haft det siden gymnasietiden, hvor det var i mild grad at jeg ikke rigtigt tænkte over det, for jeg havde jo nogle årskaraktere at læne mig op ad.
På uni er det gået op og ned, men det har hele tiden været der, men først indenfor det sidste år har det været rigtig slemt.
Hvilket har været frustrerende, men jeg har gået med det alene da en studievejleder tidligt på studiet ikke var til nogen som helst nytte, så har jeg ikke kunne se pointen i at kontakte sådan en igen.
I onsdags var jeg til en reeksamen - fjerde gang og jeg har arbejdet med min eksamensangst selv, men det har ikke hjulpet.
For op til eksamen har jeg skiftevis kunne forstå de stikord jeg havde skrevet ned, med hæftet lukket og så have et åbent hæfte med stikorderne på og absolut ikke fatte hvad jeg i grunden har skrevet.
Det er lidt uhyggeligt og skræmmende.

Til eksamen skulle jeg forklare forskellige ting, men klappen gik ned, så jeg kunne se figurene og siderne i bogen hvor det jeg skulle fortælle findes, men jeg kunne ikke få det over læberne.
Hvilket endte med at jeg dumpede og så er man derude hvor røven ikke bare hænger i vandskorpen, resten af kroppen er også med kun næsen er over vandet.

Det var selvfølgelig ikke fedt at dumpe, men det fik mig til at åbne øjnene, især for de kommentarer jeg fik fra mine undervisere, for den ene af dem ramte plet.
Jeg går generelt med tingene alene, vil løse dem alene.
Hvilket bare ikke altid er ladesiggøreligt.

Så det var med en ubehagelig følelse i kroppen at jeg ringende til studiehjælpen, for noget i mig sagde forsat at det var og er noget pjat at tale med en psykolog om sådan noget.

Det var lige så ubehageligt at meddele min specialevejleder at jeg endnu en gang var dumpet, men han gav mig det største kompliment ( i mine øjne), for han mente at jeg var "smart" (hans modersmål er engelsk) og han var villig til at øve eksamen med mig hver uge frem til den forhåbentlig femte eksamen.
Jeg var så lettet ovenpå samtalen, for nej jeg er ikke dum, jeg er bare meget lidt glad for eksamensligende situationer.


Hvor vil jeg egentlig hen med dette?
Jo, det er utrolig dumt at ignorere en eksamensangst, for man risikere at den vokser sig til et stort monster, som dukker op på de mest mærkelig tidspunktet.
Jeg burde have gjort noget ved det for år tilbage, så havde jeg ikke været i den situation som jeg er i idag.