Min, din eller vores krop?

For noget tid siden læste jeg i en tråd, på et forum hvor jeg kommer en debat angående organdonation.
Den tråd fik mig til at tænke over hele organdonationsituationen, hvor langt skal man egentlig gå for organer og organdonation i Danmark og hele stillingtagen til emnet.
Der er umiddelbart tre veje at gå mht. organdonation, den første er den vi kender i dag, hvor folk selv melder sig som organdonorer og selv vælger at tage stilling til sagen.
Den anden mulighed er den som var oppe at vende i folketinget, hvor man på sin 18 års fødseldag får en lille hilsen om, at nu bør man tage stilling til organdonation, et bør som i forpligtelse til at tage stilling og endelig er der tredje mulighed, hvor man ved fødslen er donor og man så skal melde sig fra donorregistret.

Emnet er et af de meget følsomme, men også tankevækkende, for årsagen til at jeg efter at have læst tråden kom til at tænke på hele denne organdonationstanke, var den at utroligt mange i denne tråd mente at man skulle tage stilling og flere så gerne at man skulle melde sig fra, frem for melde sig til.

Men hvis vi leger med tanken at man skal melde fra frem for til, så kan man stille sig det store spørgsmål: Hvem ejer din krop?
For skal man melde sin krop ud af registret, så har staten ejerrettigheden til din krop, sådan set lidt på spidsen.

Spørgsmålet ved andet alternativ er også en skrap løsning, for så kan det på mange mennesker virke som en: "Tag nu stilling, så vi ved om du er en mulig reservedel eller ej!"

Men tråden havde den virkning på mig at jeg er begyndt at tænke over hele idéen bag organdonation og om jeg hvad jeg vil, for spørgsmålet er i den grad følsomt.