Volapyk og sort snak..

Nogle gange er det lidt svært at besvare spørgsmålene om hvad jeg i grunden laver, for det er ikke sådan noget kemi, hvor man hokus-pokus får et produkt, som man kan forholde sig til.

Jeg er ved at lære det at være tålmodig, for det jeg arbejder med, det følger devisen: Når et problem er løst, så kommer der et nyt og sådan forsætter det i en mindre kædereaktion.

Det er svært at forklare hvad jeg laver og hvad det gør godt for, så når skal fortælle det kort bliver det gerne: Det ender som CO2 og vand, spørgsmålet er så bare: Hvor hurtigt.

I dag rodede vi igen med apparatet som vi anvender til forsøgene og der var noget komplet galt med signalet, så det måtte indstilles, eller rettere forsøge på at indstille det.
Senere gik det helt i selvsving og ville absolut ikke som vi ville.
Møg frustrerende.

I dag havde vi også fornøjelsen af gymnasieelever på rundvisning, og lade det være sagt med det samme.
Det var tydeligt at se, at kun en brøkdel af dem forsøgte at se ud som, det interesserede dem, det de så.
Men jeg kan nu godt forstå dem, i samme alder ville jeg hellere ikke kunne forstå hvordan det jeg i dag står med, kan betegnes som kemi.

Pludselig lyder der en klirren og min første tanke var: Åh nej, det var vel ikke vores glasopstilling med tøris og sprit der røg?
Heldigvis var det kun glasaffaldsspanden, som en af tilhørerne havde været i nærkontakt med.

Jeg må tage mig sammen en dag, og så forklare hvad det egentlig er jeg arbejder med i forbindelse med specialet.