Viser opslag med etiketten kærlighed. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kærlighed. Vis alle opslag

søndag den 24. maj 2009

Forsiden kalder og gribbene kommer

I denne weekend har der været Spotfestival i Århus, hvor byens borgmester selvfølgelig var et smut forbi, men han var ikke alene, for under armen havde han sin kæreste.

Så kunne det sådanset også være det, men den nye kæreste er åbenbart ikke ubetydelig, for fredag og lørdag var parret at finde på forsiden af samtlige at landets aviser, sådan mere eller mindre.

Hvorfor så al den ballade, for manden er "kun" politiker og "kun" borgmester i landets næststørste by og hvorfor balladen omkring denne kvinde.

Muligvis fordi denne kvinde er en af de politiske kometer, i det hun for fire år siden var formand for KU i Odense, og i november blev valgt til byrådet, og siden da er hun klatret helt til tops i den konservative byrådsgruppe i Odense og ved seneste opstillingsmøde strøg hun ind på anden pladsen lige efter borgmesteren Jan Boye.

Det er klart at en alliance som denne er guf for pressens skarpe penne, fordi de ikke bare kommer fra hver deres by og topposter, men nok lige så meget fordi de kommer fra hver deres parti.

Sidst der var sådan et "fuzz" omkring et par, var dengang i halvfemserne med daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen og Lone Dybkjær.

Kom ikke her at sige at politik er kedelig, eller også er agurkesæsonen bare godt i gang.

søndag den 5. april 2009

Forårsramte mennesker

[surt opstød] ...Kan I så få jeres hjerner på plads igen, hvad enten det er glemt hjemme på kommoden eller om stikket er hevet ud, få nu sluttet hjernen til igen...[/surt opstød]

Det er sjældent jeg har lyst til at ytre mig om mit kærlighedsliv (eller mangel på samme) sådan et offentligt sted, som en blog.

Men hvis der er noget som kan gøre mig godt muggen og få mine mundviger til at minde om de radikales kendte håndtaske aka Jelved, så er det når folk vil agere Kirsten giftekniv for mig.

Der er få ting jeg vil bruge ordet 'hader' om, men det her er absolut en af de få ting, for jeg HADER når folk vil lege Kirsten Giftekniv og vil analysere hvem der kunne være et godt match for mig, eller om jeg nu har kig på nogen, som jeg skulle gøre noget ved.

Seneste Giftekniv jeg var udsat for var min søster, som ville høre ind til mit (manglende) kærlighedsliv, for hun som yngre søster skulle jo tage ved lære af sin ældre søsters fejl.
Så hun spurgte ind til om ham fyren jeg sad og så bøvet ud med, på et billede på facebook ikke var noget.
Så er det jeg tænker, bare fordi jeg sidder ved siden af en fyr, så er det jo ikke ensbetydende med at jeg har en interesse i vedkommende.

Men det er ikke første gang jeg oplever Gifteknive, jeg er to gange blevet spurgt om jeg var kæreste med en bestemt fyr, rettere der har været tale om to forskellige fyre.
Begge gange er jeg blevet overrasket over spørgsmålet, for jeg har ikke kunne se hvad der har udløst denne idé hos personerne.

Første gang jeg fik kommentaren, fik jeg klamme hænder og mentalt løbet meget langt væk, anden gang grinte jeg blot af det, fordi jeg fandt det temmelig komisk.

Det lyser åbenbart ud af mig, at jeg er sådan en person, selvom jeg rent faktisk er kronisk single og hellere hænger i baren med drengene end snurrende rundt ude på dansegulvet.

Jeg har oplevet flere som har haft ondt af mig på mine vegne, at jeg er kronisk single.
Men jeg har det fint nok som jeg har det, også selvom jeg er tættere på de 30 end de 25 år.

Faktisk er foråret et rent forhindringsløb for mig, med alle de mennesker der i tidens løb har har været forårsramte på mine vegne.
Har oplevet lidt for mange Kirsten Gifteknive i tidens løb.

Så jeg bliver helt Rasmus modsat og bliver anti-forårsramt.

onsdag den 11. februar 2009

Det er lettere at overgive sig, end at komme uden om

Jeg taler selvfølgelig om sex.

Det er overalt, der kan næsten ikke gå en dag uden at det er i medierne på en eller anden måde, eller at finde på en reklamesøjle omkring S-togs stationerne/busstoppestederne.

Zulu havde deres "Zulu lovecamp" med en flok fyre med kvindeproblemer, Tv3 har deres Paradise Hotel (nok kendt for sexoptagelsen, som "tilfældigvis" kom ud på nettet), Joan Ørting huserer på Tv2/DR - en kvinde der vel næppe behøver nærmere præsentation.

Ungdomsprogrammet med gymnasieeleverne på DR1 og deres kærligheds og sexhistorier.
En af aviserne-som-man-læser-men-som-man-ikke-vil-være-ved-at-man-læser, bragte en notits om en video som nogle "raske" VU'ere har lavet om socialdemokraternes Jeppe Kofoed, en episode der vel hellere ikke bør præsenteres nærmere.

I Lorry (Lokaludsendelsen under TV2 for hovedstadsområdet) var der sidste uge et indslag om, at kondomer, potensmidler og fortrydelsepiller langes langt oftere over disken i hovedstaden, end i resten af landet.

Så er der gratisaviserne, hvor jeg nærmest på daglig basis har mødt en artikel eller notits omkring sex eller i seksuel retning.

Seneste sex-relaterede ting jeg er stødt ind i er nedestående postkort.
For de som ikke er helt inde på hvad teksten på kortet hentyder til, så hentyder teksten til oralsex, intet mindre.
Bag på er der så en henvisning til Sex og Samfunds hjemmeside.



Normalt vil jeg ikke anse mig selv som værende snerpet eller tilknappet på dette område, har det lidt hvad folk gør er deres egen hovedpine, så længe jeg ikke bliver inddraget og mine grænser overskredet.

Men nu er jeg efterhånden ved at nå kvalmetærsklen, med al den sex der har været i medierne på det seneste, på den ene eller anden måde.

søndag den 8. februar 2009

A week of loooooove - just ask Mr. Valentine

Denne sang er faktisk ganske udemærket, med en tekst som er lige ud af landevejen, for lad ikke andre trykke dig ned og forsæt med at holde hovedet højt.

Det er lige netop en af de sange, som gør mig glad i låget.


S club 7 - Bring It All Back

De fleste har vel allerede lagt mærke til de glitrende annoncer rundt omkring, som henleder opmærksomheden på den store romantiske dag på lørdag.
Dagen hvor alt helst skal være et stort lyserødt candy floss og blomsterhelvede, hvis det står til diverse forretningsdrivende.

Faktisk er denne uge lidt som et eventyr for de overtroiske, eftersom den 14. er en lørdag, så er den 13. sjovt nok en fredag.

Uhh uhh uhh... FREDAG DEN 13.!!

Dagen hvor det hele i følge overtroen går galt, så er det heldigt at Prince Charming kan rette op på det hele lørdag d. 14.

What a fairy tale - and they lived happily ever after.

søndag den 21. december 2008

En julefilm af de hyggelige.

En af de mest julede danske film vist denne eftermiddag på tv2.

Nøddebo Præstegård er en af de mest julede og hyggelige film der findes, bevares der er ikke den helt store handling i den og dog giver den en noget at tænke over.

Handlingen opridset:
Der er de tre brødre: Christoffer aka "gamle" (stud.theol), Frederik aka "Corpus Juris" (stud.jur) og så endelig Nikolaj/Nicolai (begge navne kommer frem i søgningen) spasmageren, hvis studieretning man ikke hører om.
Disse tre brødre bor inde på Regensen i Kongens København.
Egentlig vil de to ældste brødre holde julen på Regensen med deres bøger, men da der kommer bud fra Nøddebo Præstegård af, fra den ene af døtrene.
Så takker Nikolaj/Nicolai straks ja og pantsætter brødrenes bøger for et par damptogsbilletter.
Først er de ældste brødre ikke begejstrede og Nikolaj/Nicolai vil hellere end gerne se nærmere på Pastoren døtre og undre sig over at brødrene ikke har nævnt dem.

Hvilket får ham til at konkludere at hans ældre brødre ikke interesserer sig for andet end deres bøger!

Yngstebroderen er så optaget af fest,farver, ballade og forelske sig i samtlige piger på sin vej, at han slet ikke ser at hans brødre ikke kun har øjne for bøgerne, de skilter ikke med tingene.


En af de ting jeg holder rigtig meget af ved denne film er juleballet, fordi de danser (eller gør et forsøg på det) klassiske danse fra folkedansens verden.
Først dansen med march, tyrolervals og tyrolerhopsa, en lille fingerpolka bliver det også til (den med skomagerdrengen og hans indtag af brændevin) og så tilsidst en mazurka.

Ting ser ikke altid ud til at være det man tror, nogle gange skal man åbne øjnene og læse mellem linjerne.

søndag den 2. november 2008

Sikken voldsom trængsel og alarm

Sikken voldsom trængsel og alarm,
det er koldt, og man må gå sig varm.
Lygten tændes klokken fire alt,
det skal være aften med gevalt.
Midt på gaden sælges træ'r og frugt,
se butikken, hvor den stråler smukt!
Varer kan man få i tusindvis,
tænk dem bare: under indkøbspris.
Pris, pris, pris, pris, pris, pris,
tænk dem bare: under indkøbspris,
pris, pris, pris, pris, pris,
tænk dem bare: under indkøbspris!
Kalenderen siger nu november, hvilket betyder at julekatalogerne er begyndt at blive spyttet ud med ting, som man bare må ønske sig til jul.
Således at man kan nøjes med at sætte kryds i katalogerne og skrive at dette her ønsker jeg mig.

Hvor er jeg glad for at jeg ikke behøver dette mere, jeg satte mig for inden julen sidste år, at jeg skulle have mig en general ønskeseddel, sådan en som jeg også kunne strege i udenfor "sæsonen".

Verset i starten af indlægget beskriver juletiden ret godt, især den materielle del af den.
Men den minder mig også om det kvalmende helvede december er, for nogle gange virke julen mere som et prestigegaveræs, hvor man helst skal overgå hinanden og give så fancy og store gaver som muligt eller bare gaver fra en bestillingsliste uden hjerte.

En anden ting ved julen er reklamerne for årets julekalendre, hvor man bliver mindet om at støtte "Z - det gode formål".
November er også måneden hvor julebryggen frigives, hvilket tilsyneladende er en vildt stor årlig ting.
Så er der julefrokosterne som så småt begynder rundt omkring og hvis man er "heldig", så har mange mange julefrokoster at æde sig igennem.
Snaps, øl, sild, flæskesteg og ris a la mande i stride strømme og folk som normalt ikke er at finde i nattelivet, dingler rundt i nattelivet, hvor alle hæmninger smides over bord.

Julen er i den grad hjerternes fest og spritrazziaernes tid!