Kød er dyrt - tag kampen op med de blåhårede rolatorførere!

Kød er dyrt og tilhører man racen af meatlovers, så er det at spise linser og andre proteinholdige vegetabilske produkter noget man gør en gang imellem.

Så er der et tip til hvordan man får kød på en billig måde, det kræver dog en lille indsats og eventuelt rundsave på albuerne.

Lørdag sådan cirka en halv time før lukketid, der finder supermarkederne de gule klistermærker frem og sætter prisen drastisk ned på varer i køddisken, der ikke kan holde sig til mandag.
Det er her man skal være hurtig, hvis man vil have gode tilbud på kød.

I går lykkedes det mig at få 600 gram svinekød for 30kr fordelt på 300 gram schnitzler og 300 gram woktern.
Jeg overvejede også at kaste mig over flæskestegen til 15kr, men det ville kræve noget arbejde i køkkenet for at der ville være dinner for one.

Det er ikke første gang at jeg har fået kød i fryseren på den måde til en billig penge, men nu er jeg også heldig at bo et sted hvor der er knap så mange rolatordamer i forhold til tidligere.

Så meatlovers - dit lokale supermarked lørdag en halv time før luk!
Be there and save money.

skattebasseskældsord

Nu er jeg ikke den største fan af ordet skat, det er ikke et positivt ladet ord i min ordbog.

Her til aften fik jeg tjekket min årsopgørelse og her viste det sig at jeg ikke skulle betale de der 300-500kr tilbage som jeg gik og regnede med, der i mod får jeg 1045kr tilbage!

Freaking 1045kr!!

Det er det absolut største beløb jeg nogen sinde har fået retur fra skat, og det beløb falder et meget tørt sted når de rammer min nemkonto i slutningen af måneden.

Fantastisk siger jeg, fantastisk!

Der er i den grad penge at spare!

Det er faktisk utroligt hvor meget man kan spare, ved at købe varen på en engelsk webshop, fremfor herhjemme.
Jeg taler her om undertøj og især hvis man tilhører den gruppe der har en barm, som ville gøre Pamela misundelig!
Jeg så støvede lidt rundt i sidste uge og havnede så i Magasin, hvor de igen har fået et udvalg af modeller fra Freya bestående af mere end to modeller, med priser startende fra lige omkring 400kr og så op til omkring 550kr, hvilket ikke ligefrem er billigt.
Så jeg gik hjem og åbnede indræven, bare for at se hvor meget jeg kunne spare på en bestemt model, ved at købe den på en engelsk wbshop.

Denne model faktisk, ganske simpel og i Magasin vil de have 400kr for selve BH'en.

Billedet er lånt fra figleaves.com,
klik på billedet for at komme ind til det rette sted på figleaves.

Så gik jeg hjem og fandt Bravissimo frem og her vil de have £ 28,50 + £5,50 i porto.
Med en valutakurs der forleden lå under ni danske kroner for et brittisk pund, så kræver det ikke mange tast på en lommeregner, for at regne ud at der er en del at spare.
Kursen jeg regnede med var sølle 8,1869, så med lidt tryllerylleri på lommeregneren kommer dette beløb frem: 278,35dkr at betale.
Det er en besparelse på 121,65dkr!

Figleaves er £0,5 dyrere end Bravissimo, så her må man slippe: 282,45dkr.

Det er alligevel en slat penge at spare på undertøj, hvis man vel at mærket kender sin størrelse i de forskellige modeller et mærke har.

Nu vil jeg tænke om der ikke er tale om en slags nødsituation, så der kan hentes penge på bufferkontoen til undertøjskøb, især når der er så meget at spare, selv når portoen er lagt oven i.

Har du et budget eller er du grydeklar til Luksusfælden?

Her til aften så jeg ugens udgave af Luksusfælden på tv3 og hold da op!
For første gang blev jeg decideret chokeret over den medvirkende familie, og det skyldtes at denne familie for det første brugte 11.000kr på mad i gennemsnit om måneden og det er en familie med far, mor, et lille barn og et skolebarn, plus to mindre weekendbørn.
Så det er et svimlende beløb der ryger på mad.
Det var ikke det eneste jeg undrede mig over allermest, det som jeg blev mest chokeret over var deres holdning til betaling af huslejen - hvis tingene ikke lige kunne løbe rundt, så betalte kommunen.
Alt i alt havde de så meget rod i økonomien, at de brugte 20.000kr mere om måneden end de fik ind på deres konto.

Jeg forstår vitterligt ikke hvordan man kan have så lidt styr på ens privatøkonomi, jeg forventer ikke at man skal have et budget delt ind i 100 forskellige "kasser", men blot at man har en idé om hvad man får ind, hvad man har af faste udgifter , således at man har en idé om hvor meget man har til råde hver måned til mad, sjov og ballade.

Men jeg er ganske udmærket klar over, at ikke alle synes at et budgetskema er en selvfølge og slet ikke et budgetskema der er udspecificeret.

Men det er nu fedt at vide hvor meget der er til råde hver måned og rart at kunne tænke lidt længere frem, så hele indkomsten ikke er væk allerede den 3. i måneden.

Når et problem løses, kommer der et nyt...

Jeg er i sandhed Anders And.
I torsdags dukkede min SU, totalt uventet kom den kun en dag forsinket - så SU-folkene på KU har en stjerne hos mig.

Men intet godt varer længe her, for i dag startede jeg med at tabe min eneste mikroovns venlige skål, med en kæmpe flænge til følge.
Her til aften taber jeg så min tallerken med aftensmad lige ved risten i køkkenet, hvor radiatorerne står nede i.
Det var så min aftensmad der røg der, temmelig bittert.
Så jeg besluttede mig for at hente en pizza, men hvad sker der?
Terminalen kan ikke læse mit kort og jeg bliver sendt over til bankautomanten med lige så lidt held.

Hvor er det fantastisk, så jeg tog hjem igen sulten men alligevel uden appetit (tanken om mad er kvalmefrembringende).

På råd af min far, fik jeg vasket chippen og magnetstriben med en smule sæbe, så i morgen skal kortet tjekkes ved et simpelt køb om det virker, i så fald skal der hæves nogle penge, så jeg kan klare mig indtil der kommer et nyt kort (mandag skal det nye kort bestilles).
Hvis kortvasken ikke virker, så må jeg søge hjælp hos en af naboerne.
Så jeg har kontanter indtil kortet kommer.

Hvor jeg dog føler mig forfulgt af held eller noget.

"Ingen arme - ingen småkager!"

Et muligvis slidt udtryk, men alligevel rammende: For har du ikke det der kræves, jamen så må du undvære.

Når man pludselig står uden friske penge på kontoen den første, så er det lidt komisk at der tilsyneladende er udsalg og tilbud over alt, på ting der kan beskrives som luksuriøse goder.
Ikke nok med at der tilbud på alle disse luksusting i øjeblikket, så er det selvfølgelig også på sådan et tidspunkt at skoene går op i limningen, bukserne sprækker (både de rigtige og dem med fødder) og bluserne har tydelige mærker efter nærkontakt med en kat.

Der er selvfølgelig også arrangementer af interessant karakter på stribe der byder sig til og som selvfølgelig koster penge.

Måske meget godt at tingene falder sammen på denne måde, for så er der intet der frister sådan for alvor.

Så en god ting mere, IOC-cirkusset er i byen i denne uge og med det cirkus følger der også nogle mere "spændende" typer med, som gør det mindre attraktivt at vade rundt inde i København, i det byen i dette cirkus også er luder og lommetyvenes paradis.

Eksperimentet - tanker på tredjedagen.

Jeg overskred mit budget på 100kr i går, var godt klar over at det var en kende optimistisk, og har derfor erkendt mit nederlag.
Men hellere tage nederlaget end at gå sulten rundt.

Men jeg vil alligevel forsætte med at holde øje med budgettet, måske ikke så fastlagt beløb på forhånd, nærmere et hvor-meget-kan-jeg-få-for-X-antal-kroner.
For jeg vil overforbruget til livs og have en fryser/køleskab med et rimeligt flow, så jeg ikke er nødt til at smide mad ud, fordi jeg ikke lige kan huske hvad det er jeg har frosset ned.
Jeg pusler allerede nu med madplanen for næste uge, har allerede de første par idéer takket været min frysergennemgang.

Det er egentligt utroligt hvor tit jeg har spist ude eller fundet noget hurtig mad til opvarmning hjemme, efter jeg er flyttet fra Odense til hovedstaden.
Det holder bare ikke i længden.

Talte med en af mine køkkenfæller i går om at lave fællesmad, et par gange om måneden og så håbe på at andre er med på den idé, for det giver noget andet socialt at lave mad fælles og spise det samme mad ved bordet og ikke hver sin lille tallerken.

Nu hvor jeg har kapituleret, så vil jeg alligevel holde godt fast i onkel Dan og ikke bare svinge ham for at svinge ham.
Ingen grund til at kaste alt over bord og så bruge løs, når nu der er mad i skabene.

Lige nu kunne jeg godt bruge et skud koffein, et meget stort et.
Men har ikke lyst til at svinge kortet på Baresso - har et rimelig dyrt arrangement forude, så ingen grund til at flå kortet så tidligt på måneden.

En lille udfordring til mig selv

Lige gyldigt hvor lidt konkurrencemenneske man påstår man er, så vil jeg påstå at det at konkurrere og vinde er sjovt også selvom modstanderen er en selv.

Jeg har sat mig for en lille konkurrence på det økonomiske område, jeg vil forsøge at sætte et bestemt beløb af til mad om ugen, hvilket vil kræve en madplan og udnyttelse af alle de ting der er måtte være lagt i køleskabet/skabet/fryseren.

Min udfordring hedder max. 200kr for to uger eller 100kr om ugen.
Hvorfor så kører det over en to ugers periode?
Jo, visse ting koster lidt mere, men til gengæld holder det også til to uger.
Finten ved at lave sådan en konkurrence med sig selv er at holde øje med tilbudsaviserne (tip. de kan fås som elektronisk post) og ellers lægge en madplan der inkludere alle måltider.

Mit største problem i denne konkurrence er madpakken, da jeg absolut ikke finde madpakkebegrebet særligt spændende.
Oven i den økonomiske begrænsning, vil jeg prøve om jeg også kan opfylde sundhedsanbefalingerne.

Så nu er der ikke andet at gøre end at sætte udfordringen i gang!

Skal? Skal ikke?

Sidder og overvejer at gøre mine første køb hos ASOS, mangler stort set altid strømpebukser i strømpebuksesæsonen og lige nu ser det ud til at jeg kan få fyldt mit lager op til en lav pris.

For de ser også ud til at få nogle fine strømper i butikkerne hos H&M, hvis strømperne fra kataloget også lander i butikkerne.

Åhh... tænke tænke tænke.

Trykker du på den ""forkerte" knap?

Nordjyder giver ikke flaskepenge til nødhjælp

Undskyld mig, men der lugter lidt af grådighed dette her:
"Vi er selvfølgelig glade for alt, hvad vi får, men vil arbejde målrettet med at udbrede budskabet, så ALLE ved, hvordan de kan støtte med deres flaskepenge, siger Sander Schwartz fra Folkekirkens Nødhjælp."

Coopbutikkerne (incl Irma) indførte for nogle år siden en velgørenhedsknap på deres flaskeautomater, således at man fik muligheden for enten selv at indløse panten eller give pengene til velgørenhed.
Idéen fejler ingenting, for så kan folk vælge om de vil rende igennem butikken med en flaskebon der bliver mere og mere krøllet, inden de når frem til kassen eller man kan slippe for det bøvl og give lidt penge til velgørenhed.

Nu har man så undersøgt hvor der bliver trykket på knappen og hvem der har de mest skinnende glorier, men hov!
Nordjyderne skal da lige dunkes i hovedet, her donere kun 0,9 af kunderne deres pant til velgørenhed, sikke nogle egoister og kunderne i hovedstande topper listen med 1,8 der giver til velgørenhed og så er vi tilbage ved citatet fra før.

Det lugter temmelig meget af grådighed, for hvis 10% af kunderne donerede deres plaskepant, ville det hellere ikke være godt nok, og med garanti hellere ikke hvis 98% gjorde.

Min lyst til at støtte velgørenhed falder meget drastisk, når jeg læser/hører sådan en udtalelse.
Det er simpelthen usmageligt.

Det giver jo ingen mening!

Baresso Iceblend: Ja tak!
Ben & Jerry: Nej tak!

Det er jo vanvittig dyrt at købe sådan en bøtte is, hele 52kr for sådan en fætter, mens en Iceblend koster 11kr mindre, det er jo vildt billigt.

Giver det mening?
Nej vel, for det sidste består af temmelig meget knust isterning, og det er jo et helt vildt dyrt produkt eller noget.

Bare en tanke til mig selv.

Studenterpolitik og Studieliv

I min tid som universitetsstuderende er jeg gang på gang blevet overrasket over mine medstuderende, og det er ikke på den positive måde.
Jeg har igennem årene på grundlag af mine oplevelser, dannet en lille teori om at universitetsstuderende tilhører den dummeste del af befolkningen.
Dum er muligvis et meget groft ordvalg, men dækker nok noget bredere end 'naiv', som jeg ellers også kunne have valgt.

Det er som om når folk træder ind på disse højere læreranstalter, så forsvinder forståelsen af sammenhængen i samfundet i takt med andelen af den boglige viden man opnår.

Seneste eksempel på denne naivitet var oppe at vende i medierne i denne uge, her valgte nogle studerende at "besætte" Københavns Universitets hovedbygning i hjertet af København, fordi de mente at universiteterne ikke var demokratiske nok og erhvervslivet har for stor indflydelse på universiteterne.
Hvis vi lige kigger på deres "besættelse" først, så viste det sig at rektoratet havde sagt god for besættelsen, da de ikke var tilstede på deres kontorer i de dage "besættelsen" stod på, samt de havde ladet "besætterne" overnatte i et af lokalerne i bygningen.

Den del af det er urkomisk, da jeg selv var forbi hovedbygningen i går, så var der ikke mange "besættere" at se, ikke andet i baggården med en masse balloner, et par forkølede lagner med slagord hang lettere sammenkrøllet ud af et par vinduer.
Ih, hvor så bygningen besat ud på anden dagen.

Det næste er demokratiet på universiteterne, jeg vil gå så langt at sige at jeg er enig i at universiteternes autonomi kunne være bedre end den er i dag og i forhold til universitetsloven fra 2005 af, men at mene at universiteterne skal til stemmeurnerne for at vælge rektorerne, som før i tiden gør ikke universiteterne mere demokratiske, end en rektor der er ansat er af universitetsbestyrelsen.
Det kan der imod skabe mere splid internt, fordi flere måtte ønske at være høvdingen og fjerne fokus på universiteternes egentlige opgave, nemlig uddannelse.
Så er der erhvervslivets indflydelse på universiteterne, det ville være ulogisk andet end at lade dem komme med deres input til uddannelserne, eftersom en stor del af de studerende, retter sagt størstedelen af de studerende ikke skal være forskere på universiteterne, men ud i stillinger i både det private men også i det offentlige, med helt andre opgaver end forskning.

Så hvis erhvervslivet ikke havde mulighed for direkte input, hvordan skulle universiteterne vide hvilke kompetancer der efterspørges udenfor murerne?

Shoppingheaven

København er shoppinghimlen når man kommer fra Odense af, udvalget er generelt lidt større end i Odense, eller det skulle man mene.
Samtidigt må det være noget sværere at holde dankortet i pungen, når man dagligt kommer forbi Strøget.
Eller det skulle man også mene.

Men i virkeligheden har jeg shoppet mindre, efter jeg er flyttet til København, hvilket er lidt spøjst.

Tanken slog mig efter jeg forleden på facebook fik et net i "gave", for jeg har shoppet utrolig lidt, det jeg har shoppet har været ting, jeg enten har:
a) manglet i lang tid
b) plain basics
c) nødsituationen.

For tænker jeg over hvad jeg har købt, så har det været:
a) et par røde sko og en foundation.
b) strømpebukser - hvilket er basiskøb, når man som jeg kun ejer et par rigtige bukser (leggings tæller ikke som bukser i min verden!)
c) En reol og min computer plus tilbehør.

De to sidste ting er så ikke nogle af de helt billige ting at bruge penge på, sådan er det med nødsituationerne, det er gerne ting i den knap så billige ende man bruger penge på i nødsituationen.

Men hvad har jeg så brugt pengene på?
Hvilket er meget nemt at svare på, for jeg har aldrig spist så meget ude før og aldrig rejst så meget med dsb før, som jeg har gjort de seneste par måneder og det er to ikke helt billige poster.

Men at jeg ikke har brugt penge på reel shopping i det københavnske, betyder jo ikke, at jeg ikke har været i butikkerne.
For det har jeg i den grad, men kun for at gramse på tingene.

Mon jeg er ved at blive fornuftig? - eller er jeg bare blevet kræsen?

Til gengæld har jeg så fundet ting i eksotiske Svendborg, bare lidt komisk.

Toiletpengene

Ja, her er der ikke tale om de mønter man smider for at gå på toilettet hos Otto Duborg.
Toiletpengene er de penge der kom ud af den aftale indgået i forbindelse finansloven i efteråret, aftalen som i folkemunde fik navnet "Lokumsaftalen".
En aftale hvor regeringen efter en studehandel, fik afsat 100 millioner til renovering at toiletterne ude på de danske skoler.
En aftale der var blæst om allerede dengang og nu hvor pengene skal til at fordeles kommer den op igen, for det viser sig at der ikke er penge nok til renoveringen af toiletterne på de danske skoler.

Jeg undres mildest talt, for jeg troede ikke at skolernes indretning var en statsopgave, jeg troede kun staten fastlagde rammerne for undervisningen, således at børnene fik lært nogenlunde det samme over hele landet.
Jeg troede i min naivitet, tilsyneladende, at driften og prioriteringen af indretningen var en kommunalpolitisk opgave.

Socialdemokraterne har været gode til at pege fingre af den borgerlige regering, fordi de ikke har lagt penge nok tilside til skolernes toiletter.
Nu er jeg så gammel at jeg gik ud af grundskolen i 1999, og i min skoletid kan jeg godt huske at toiletemnet også var et omtalt problem, at skolebørn allerede i 90'erne holdt sig dagen igennem, mig selv inklusiv

Allerede dengang i 90'erne var mange toiletter rundt om i landet forældede og ulækre, hvor staten allerede dengang kunne have blandet sig i driften med en lokumsaftale, men det gjorde man ikke.

Når det drejer sig fordelingen på kommunalpolitisk plan, for det er her skolerne hører ind under!
Så er det en balance for kommunalpolitikerne at fordele pengene til de forskellige forvaltninger, for hvem skal have pengene, i overskudstider så er spørgsmålet hvem der skal have mest af de ekstra penge og i underskudstider er slagsmålet hvem der skal holdes mest for.

Mange steder ender det ofte med at skoleområdet bliver nedprioriteret, fremfor småbørnspasningen og ældreplejen.
Således får skolerne lå til at forfalde igennem mange år, og pludselig en dag hvor det viser sig at loftet er ved at falde ned, ungerne har det skidt pga svamp, fugtige vægge og ulækre toiletter, så er folk hurtige ved håndvasken og gør deres for at påpege at det er andres skyld.

Nu er vi nået dertil hvor skolernes tilstand kan ignoreres længere, efter temmelig mange års syltning og pengene til renovering skal findes og så er det letteste for kommunerne at gøre: At give landets ledelse skylden for denne forfald.

Jeg undres og jeg undres meget, for i rigtig mange kommuner har man kastet penge ud til højre og venstre til diverse kulturelle projekter af svingende kvalitet, penge der kunne have anvendt til at redde eksempelvis tre toiletter på en af kommunens skoler.
Men at redde tre toiletter giver mindre presseomtale end et mere eller fantasifuldt kunstprojekt, som sikrer de pågældende politikere deres navn i historiebøgerne.

De fodformede.

Billede indsent via mobil, så ingen fancy beskæringer eller andet sjov.

Jeg var en tur i fields med en veninde i lørdags og når man er sådan et sted, så er det normalt at prøve tingene, det er halvdelen af fornøjelsen ved shopping.

Nu er jeg så den "heldige" indehaver af fødder i andefodsfacon, med en god bred forfod.

Det er ikke ligefrem en fodform der indbyder til fine elegante sko.
Jeg må tit og ofte lede i længere tid, førend jeg finder et par sko som sidder godt på fødderne og så ikke er tudegrimme.

Jeg prøvede så dette par og et par pæne festsko kan dette par næppe kaldes, men hvor var det som at hører englesang og harpeklang da min fod kom ned i skoen, for sjældent har jeg oplevet et par sko der var så behagelige.

Den perfekte hverdagssko til mine fødder, men så er der lige prisen.
Som er i den høje ende af skalaen, for denne model står til 900kr.
Slam bam - tak for kaffe!

Øv øv siger jeg bare, men Angulus er ikke et helt billigt mærke, men skulle jeg blive meget desperat på skofronten, så ved jeg hvilket mærke jeg skal gå efter.

Klaptorsk! Det var min mad!

Hvor er fælleskøkkener noget røv, nu begynder det at dæmre hvorfor jeg kun holdt kort på et fælleskøkken i sin tid.
Folk der "låner" andres ting uden at spørge om lov.

I morges ville jeg tage kylling (garanteret naturelmarineret og pumpet med vand) ud af min hylde i fryseren, men lå der nogen frostpose med kylling der?
Nej da, for en eller anden idiot har reddet sig noget gratis aftensmad der, det var så lige to kyllingebryster der forsvandt og dermed en omgang aftensmad og frokost der forsvandt.

I den grad fælleskøkkenets lyksagligheder, men set fra den lyse side, så er det kun fryseren der er frit tilgængelig, da køkkenskabet har lås og kun mig med nøgle og køleskabet har lås og vi er to om at dele det.

Bare kald mig Joey i dette tilfælde.


Jeg overvejer lidt hvordan tingene kan pakkes ind, så det ikke er tydeligt hvad der gemmer sig bag indpakningen.

Vol II - Det er så nu den fortællling burde komme.

I går aftens efterlyste jeg fortællingen om de ti på restaurant, og fiskede efter historien på min anden blog/ gamle blog.
Pling plingeling, der hjalp en venlig sjæl mig med fortællingen.
Clueless?
Det er så nu den fortælling burde komme

Her kommer den:
"Her er historien om 10 personer, der hver dag går ud på restaurant og spiser middag sammen.
Den fælles regning på restaurenten ender hver dag på 1.000 kroner, og de 10 deler den op på nogenlunde samme måde, som vi betaler skat her i Danmark.
De første 4 - de fattigeste - skal derfor ikke betale noget.
Den femte skal betale 10 kroner, den sjette 30 kroner, den syvende 70 kroner, den ottende 120 kroner og den niende 180 kroner.
Den tiende, den rigeste af dem, skal betale 590 kroner.

Sådan spiser de sammen hver dag, og alle er de glade for den måde, de deler regningen på.
Lige indtil restauratøren pludselig giver dem rabat: "Eftersom I er så gode kunder" siger han, "giver jeg jer 200 kroner i rabat på jeres middag".
En middag for 10 personer koster derefter 800 kroner.
Gruppen vil stadig betale regningen på samme måde, som vi betaler skatter her i landet. Så de første 4 bliver ikke påvirket: De skal stadigvæk ikke betale.
Men hvad med de 6 andre - dem som betaler - hvad skal de gøre??
Hvordan skal de fordele rabatten på 200 kroner, så alle får en lige del?
Nu skal man holde ørene stive: De finder ud af, at 200 kroner delt med 6 bliver 33,33 kroner.
Hvis de trækker det beløb fra hver persons andel, skal den femte og sjette have penge for at spise.
Restauratøren foreslår, at det mest rimelige vil være at reducere hver persons regning omtrent jævnt, og sætter sig til at regne på, hvad hver person skal betale. Resultatet bliver, at også den femte person kan spise gratis, den sjette skal betale 20 kroner, den syvende 50 kroner, den ottende 90 kroner, den niende 120 kroner. Den tiende skal betale 520 kroner, istedet for de 590.
Alle seks personer får en lavere pris end tidligere, og de 4 første kan fortsat spise gratis.
Men så er det, at én i selskabet begynder at samligne, hvad de hver især har sparet. De står uden for restauranten: "Jeg fik kun 10 kroner af de 200" begynder den sjette person og peger på den tiende, "men du tjente 70 kroner".
"Præcis" siger den femte person, " jeg sparede også bare en 10'er. Det er uretfærdigt, at han fik syv gange mere end mig!"
"Det er sandt" råber den syvende person.
"Hvorfor skal han have 70 kroner når jeg kun fik 20?
De rige skal altid have det bedre!!!"
"Hør et øjeblik" forsøger de 4 første: "Vi fik jo overhovedet ingenting,
"DET HER SYSTEM UDNYTTER DE FATTIGE!!!"

De 9 personer omringer den tiende og giver ham tæsk.
Næste aften kommer han slet ikke til middagen, men de 9 andre sætter sig til bordet og spiser uden at vente på den tiende.
Da regningen kommer, opdager de noget.
DER MANGLER 520 KRONER............!"

Det var historien skåret ud i pap, om hvordan dette samfund er indrettet.

Det er så nu den fortælling burde komme frem.

Hvor irriterer det mig at jeg ikke kan finde fortællingen om de 10 mennesker og deres middag på en restaurant.For den kunne der i den grad godt være brug for nu, med det resultat af den såkaldte skattereform.

Hvis du ikke kender fortællingen, så handler den kort om 10 personer der går ud og spiser sammen, hvor den der tjener mest betaler mest og den der tjener mindst, betaler mindst af den samlede regning.
En dag får gruppen rabat på den samlede regning og de vælger, naturligvis den løsning at de som har båret det tungeste læs får den største rabat og de som har båret den mindste byrde får mindst rabat.Hvilket dem i den laveste ende mener er forkert.
Næste gang de er ude at spise, så er de som normalt har båret den tungeste byrde væk!

Pointen er den, at der bliver ævl og kævl og råbt op om solidaritet, når de som bærer den tungeste byrde får udsigt til en lettelse, og det ender gerne med at de bliver straffet og dem i den "billige" ende endnu engang trækker det længste strå og går fra som vinderne.Solidaritet er tilsyneladende kun en en-vejs ting, det følger fint den kemiske regel kaldet Markownikow lov: " Den har har skal have", som i: Den der allerede får skal have (mere).

Hvor sjovt er det lige, at tage en lang uddannelse for så efter nogle år, at blive ramt hårdt af skattehammeren?
"Jamen, vi har jo betalt din SU mens du studerede og vi betalte også din uddannelse!" - Gerne det argument der mødes.

Men hey, hov!Der var jo et forslag i skattekommisionens pakke om SU-systemet, som pænt blev pakket væk.(Både KS og KU har i flere omgange haft SU-forslag på programmet på deres Landsråd, men vil moderpartiet hører på os?)

Ergo, man er mere eller mindre tvunget til at være på offentlig forsørgelse - "du kunne jo have valgt det fra!".
Kunne jeg sikkert, men så ville man blive stemplet som værende indehaver af en guldske der hvor solen rammer en, når man plukker jordbær.

I dagens Danmark bliver man forsat ikke belønnet for at tage en uddannelse, og så klinger det hult at regeringen vil have en stor andel ud på en videregående uddannelse, en uddannelse som ikke kan betale sig.Så meget for borgerligt "frihed og ansvar", ord vi ellers er glade for at bruge.

Næh du, barnepigestat det er det, befolkningen vil have - hvorfor tænke selv?

Mavesur gammel gimpe!

Det kunne godt være mig, den sidste torsdag i februar 2009.

Det startede i bussen ind mod Nørreport, hvor jeg var kommet på og havde sat mig på et ledigt sæde, på det inderste sæde så der kunne være plads til en mere.
Stoppet efter sætter en sig ved siden af mig.

Ved det efterfølgende stop, myldre det ind med mennesker, der iblandt to gamle herrer som nærmest i det øjeblik de træder ind højlydt brokker sig over de unge nu til dags over at de ikke rejser sig for de ældre mennesker, for de unge har simpelthen ingen respekt.
De forsætter samtalen med at den ene er lidt ældre end den anden og de bare må holde fast, nu når ingen vil rejse sig.

Hende ved siden af mig, må åbenbart have fået så dårlig samvittighed over det, at hun tilbyder sin plads og så diskuterer de to herrer om, hvem der skal ned at sidde.
Jeg er overbevist om at de fiskede efter at jeg også rejste mig op.

Men nej!
Normalt ville jeg rejse mig op, men når man starter med at brokke sig i det man træder ind af bussen og opfører sig ubehøvlet, så er jeg den der demonstrativt vælger at overhøre sådan en gang ævl.
For hvis man vil have respekt, så bør man også selv udvise respekt for andre, for det er en ting der i mine øjne går begge veje.

Inde på strøget svinger jeg forbi McD, og mens jeg sad der kom en tilsyneladende døv yngre mand ind, som ville sælge nogle papirlapper med noget tegnsprog på.
Han tiggede indirekte efter penge og igen blev jeg kold.
Han har været udenlandsk, for en dansk døv har nærmest alle muligheder for at få en uddannelse - hvor kun personens egen lyst kan bremse.
Fordi man er døv er man ikke udstødt af samfundet, så det billede den tigger gav udtryk for der, er et billede af en tigger som er sendt til landet for at hive nogle penge hjem.
De to andre borde gav penge til manden, og jeg gav intet.

Sådan noget tiggeri gør mig i dårligt humør, ikke fordi jeg har dårlig samvittighed, men fordi jeg er irriteret over at der kommer sådanne folk udefra kun med det ene formål at tigge penge.

Uh, det kan gøre mig mavesur!

Danse danse dukke min, nej hvor skoene er fin'

Jeg har gjort min første reelle shopping i København, i den uge jeg har boet her.
Stort eller hvad?

Jeg har ledt efter et par røde sko med hæle, stilletter bare uden den grumme højde.
Dette skønne par har jeg kun set på biancos hjemmeside og slet ikke i nogen butik i Odense, hvad mon der skete da jeg var på fisketorvet med en veninde først på ugen?
Der står de, skoene med den rette højde og rette røde farve og ikke mindst, den rigtige pris - nemlig udsalg!
For at gøre det helt perfekt, endda i den rette størrelse.

Jeg købte dem ikke i første omgang, for jeg var lidt i tvivl - så jeg fulgte ordsproget: "When in doubt, don't!".
Men skoene blev hængende i hovedet på mig resten af ugen, så i går på vej hjem fra uni, måtte jeg lige forbi fisketorvet (og tak fordi jeg har periodekort og ikke klippekort!) og sørme og jeg ikke var heldig.
Mine sko stod der stadig og jeg flåede dankortet frem af sit trykke hi.

Det eneste som ikke kan lige mig nu, er min konto (fornøjelsen ved dobbelt husleje).

Men skoene er mine nu og jeg ved lige præcis hvornår de skal i brug, jeg har den rette anledning.



Her er beviset for at jeg har set på skoene før, altså bare online:
hvad skal man dog med fornuft