Viser opslag med etiketten filosoferen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten filosoferen. Vis alle opslag

tirsdag den 18. maj 2010

En vandals poesi på en mur i Århus.

Selvom jeg ikke er fan af grafitti og andet gøgl, der ikke lugter af en tilladelse fra den, det går udover.
Ind imellem finder man skrevne ulovligheder, som har et eller andet filosofisk over sig, hvor det er svært ikke at blive betaget af den udåd der ellers er blevet begået.
Teksten på billedet herunder er et eksempel på dette.

DSC04370

Jeg følte mig godt nok meget som en turist i det øjeblik, men hva’ fa’n det var jeg jo også.

mandag den 10. maj 2010

Turen går (åbenbart) til Jylland.

Nu hvor jeg (7-9-13) snart bliver færdigbagt og kan forlade undervisningsverdenens beskyttende mure, så skal der jo penge til for at leve.
Det er jo alt andet lige lidt sjovere at tjene pengene selv, frem for at at være på understøttelse.

Så er det at man (læs jeg) sidder og læser jobannoncer og det slår mig at størstedelen af de for mig relevante stillinger er at finde over på den del af lille Dannevang der er landfast med Europa.

Det er i grunden ganske komisk at jeg så sidder og piller i min navle her i København, når det tilsyneladende ikke er her det sner.

Spørgsmålet er så om jeg skal til at elske Jylland? (Udover det faktum at jeg er stolt af at være kvart jyde og trekvart fynbo).

Det bliver ihvertfald spændende at se hvor jeg havner henne i verden, når jeg bliver færdigbagt og voksen.

fredag den 9. april 2010

Fredagsplaner.

  • Ring til ham på uni der burde vide noget om den forsinkede oliepumpe (så jeg kan lave mine forsøg).
  • Arbejde videre på specialet hvis der ingen pumpe er i udsigt.
  • Ringe til H&M'er i det københavnske jeg ikke besøgt i går for at undersøge om de skulle have trenchcoaten hængende i deres butik i min størrelse.
  • Forbi The Body Shop og købe den hemp læbebalsam til mine udtørrede læber.
  • Tøjvask.
  • Skrive jobansøgning (der er faktisk hele tre stillinger for en miljøgøgler som jeg).

    Møg spændende fredag jeg har foran mig og jeg forud ser let hovedpine de første par timer i dag, da jeg har været så smart at skrive dette indlæg uden briller *klapper mig selv på skulderen*

mandag den 25. januar 2010

Lidt mandagstanker

Man har læst til eksamen længe, når man begynder at tænke og argumentere videre på emnet efter bøgerne er lagt væk, lampen er slukket og hovedet ligger på puden.

mandag den 11. januar 2010

Virkeligeheden banker på

Nu er der under et halvt år til at jeg forhåbentlig bliver kandidat (7-9-13) og så venter den virkelige verden, den verden hvor man har noget der hedder et job uden noget andet ord foran, intet studenter-, intet sommerferie-, eller andet der kunne indikere at man hverken er fugl eller fisk.
Nej, et rigtigt job.

Nu hvor der skriges op omkring krise og arbejdsløshed, ansættelsesstop osv. osv., ting der har det med at ramme nyuddannede rimelig hårdt.

Jeg har længe kigget på jobsider sådan for sjov, men nu hvor det begynder at være for alvor, så har jeg lagt mærke til at annoncerne er blevet lagt færre!
Pænt skræmmende i grunden og gjort at jeg med et er blevet langt langt mindre kræsen, end jeg var for to år siden.

Jeg tager hellere end gerne et job i landkommunen "ydre pløjemark", blot for at have et job også selvom det vil kræve at jeg skal have bil, en udgift jeg ikke lige frem har et stort ønske om at få.
Jeg skal finde den indre frækhed frem og sende uopfordrede ansøgninger, eventuelt smide et "jeg søger job" på min facebookstatus.

Jeg skal skrive et ordentligt CV, og overvejer om jeg skal joine linkedin, hvem ved om jeg kunne være heldig der.

Den virkelige verden banker vitterligt på og jeg aner ikke hvor jeg befinder mig henne til den tid.

torsdag den 26. november 2009

Indsigt

Man skal ikke altid gøre det man er bedst til, hvis det man er bedst til intet godt gør for en.

fredag den 13. november 2009

Jeg, et af perfektionismens ofre.

I dag var jeg forbi Studenterådgivningen her i København, til en forsamtale angående en gruppe for folk med eksamensangst/nerver.
De ville være sikker på at jeg ville være egnet til gruppen, således at hverken de eller jeg vil spilde min tid, hvis jeg ikke havde behovet.

Jeg har haft en del samtaler det seneste lille halve års tid, for at arbejde med mine eksamensproblemer og hvor de er kommet fra.

I dag skete der noget vildt surrealistisk, oplevede at få gåsehud og svage rystelser over kroppen, på samme måde som man oplever noget helt vildt fantastisk.

Det gik op for mig at jeg ikke er perfektionistisk på den ordomslyngende måde, jeg er det temmelig dybt.
Hvilket gik op for mig, da psykologen fortalte at nærmest alle perfektionister har en "alt eller intet" mentalitet, hvilket for manges vedkommede ofte udmønter sig i ligegyldighed.
Jeg kunne lige pludselig se et mønster, ikke kun studiemæssigt, men i alt hvad jeg foretager mig.
Meget skræmmende, men også totalt surrealistisk at opdage sådan en ting om sig selv.

Den næste surralistisk ting, var da jeg skulle fortælle kort om det hidtidige forløb, dette var en anden psykolog end den jeg har haft alle de forudgående samtaler med.
Her kommer jeg ind på min positive oplevelse med fremlæggelsen her i sidste uge.
Vi havde ikke talt sammen i mere end 4-5 minutter og hun bed mærke i den måde jeg fortalte om oplevelsen på, for glæden har åbenbart lyst ud af mig, da jeg fortalte om oplevelsen.
Hvorefter hun begyndte at tale om hvordan tingene kunne bruges og en af hendes egne eksamensoplevelser og lige der kom jeg i tanke om den sidste rigtigt positive eksamensoplevelse, en oplevelse der ligger helt tilbage til den sidste eksamen i gymnasiet.
Lige der kunne jeg se ligheden med min fremlæggelse og den eksamen i gymnasiet, denne lighed gav mig kuldegysninger af glæde.
Lige der fandt jeg en nøgle til at hjælpe mig med mine nerver.
Det var simpelthen fantastisk, jeg blev helt glad i låget af det.

Indenfor en halv time havde jeg fundet to meget vigtige nøgler til forståelse af hvorfor jeg gør som jeg gør, ikke kun studierelateret, men helt generelt.
Nu skal jeg så forstå at gøre brug af dem, og det er det sværeste af det hele.

tirsdag den 3. november 2009

Savsmuld og røde næser

...


"En gang en cirkushest, altid en cirkushest"


...

torsdag den 1. oktober 2009

Uge 40 kampagne, har du fortrudt noget?

Uge 40 er sundhedsstyrelsens årlige kampagneuge for, eller rettere mod alkohol.
Man kan sige meget om kampagnen i år, men den har været lidt mudret i hvem der har været målgruppen, i det den på samme tid forsøger at ramme generelt og ramme teenagerne med deres facebook-look-a-like kampagne.
Selve idéen med at bruge facebook er fedt, men de kommentarer de har knyttet til de forskellige elementer er ekstreme i mine øjne, at de på en eller anden måde virker belærende.

Til kampagnen har man så valgt at lave en applikation til facebook med fem spørgsmål, hvor man ved svaret ja eller nej, får kommentarer a la dem man får fra facebookvennerne.

Et af spørgsmålene i denne quiz fik tankerne i gang hos mig, spørgsmålet var noget i stil med: "Har du fortrudt noget bagefter, som du gjorde under alkoholpåvirket tilstand".

Jeg strandede lidt ved spørgsmål, for jeg har gjort noget som jeg fortrød efterfølgende, men kun i en kortere periode og i dag fortryder jeg det på ingen måde.

Jeg ser ingen grund til at fortryde noget, jeg alligevel ikke kan ændre på, desuden har tingen været årsagen til at jeg rykkede mig personligt, jeg lærte utrolig meget af det.

Så nej, alkohol er ikke kun af det onde, det har hjulpet mig hvor åndet det end lyder.

torsdag den 24. september 2009

CO2 neutral? - en undren over hele CO2-snakken

Jeg har undret mig over dette begreb, for hvad afgør hvornår noget er CO2 neutralt?

Er det når man slet ikke lukker noget CO2, eller andre kulstofholdige forbindelser ud (eks. Methan), eller er det når man lukker det ud, men køber en CO2-kvote så andre ikke kan lukke en tilsvarende mængde CO2 ud.

Tæller produktionen af en CO2-neutral kilde med, eller ignoreres udledningen af drivhusgasserne fra produktionen og i så fald, hvor stor er denne udledning?

Så er der flytrafikken og skibstrafikken.
Hører deres udleding hjemme i noget land, eller er det ingens ansvar, for det er i grunden to typer trafik, der benyttes meget.

Disse spørgsmål rejste sig da jeg læste dette indlæg hos frøken Nør.

For det er et interessant spørgsmål, alt dette her med CO2 og "miljøkorrekthed", på hvordan firmaer rundt omkring brander sig selv med på papiret miljøvenlighed, hvad enten det er tøj af økologisk bomuld, økologiske fødevare og det nye buzzword: CO2-neutrale produkter.

For nogle firmaer smykker sig med garanti med lånte fjer og for den sags skyld visse produkter er hellere ikke så gode som de på papiret burde være.

tirsdag den 15. september 2009

Reaktionen har gjort det igen!

De akademiske gutter over på Konservativ Reaktion har gjort det igen, lavet et intellektuelt indlæg der giver en noget at tænke over.
Indlægget kommenterer VisitDenmarks Youtube kampagne, som ikke ligefrem har sat danske kvinder i et specielt flaterende lys, hvorefter der filosoferes videre over begrebet (kvinde)frigørelse.
Find indlægget her.

Jeg må indrømme at jeg følte mig stemplet som dansk kvinde, som værende billig, villig og skøgagtig.
Hvilket billede af danske kvinder, hvordan skal vi så fremstille de danske mænd, for at tiltrække de udenlandske kvinder?
Når nu vi danske kvinder er skøgagtige, hvad er de danske mænd så, på den tiltrækkende måde?
Lige så billige, villige og løsagtige?

tirsdag den 8. september 2009

Nok mere and på stylter end ninja.

Dagens forsøg og dermed vise ord:

"Man kan bare ikke være ninja når man er iført høje hæle, et forsøg på dette ender med at man i stedet for at være ninja, ligner en and på stylter."




Citat: Undertegnede.

Drømme, månen og drengen med fiskestangen

DSC03118Jeg synes at Dreamworks har en af de mest fantastiske introer til deres film, med drengen der sidder og fisker fra en halvmåne.
Læg lige mærke til D’et hvordan det passer ind i månens bue, synes det er en lidt fed detalje.

onsdag den 2. september 2009

Eksperimentet - tanker på tredjedagen.

Jeg overskred mit budget på 100kr i går, var godt klar over at det var en kende optimistisk, og har derfor erkendt mit nederlag.
Men hellere tage nederlaget end at gå sulten rundt.

Men jeg vil alligevel forsætte med at holde øje med budgettet, måske ikke så fastlagt beløb på forhånd, nærmere et hvor-meget-kan-jeg-få-for-X-antal-kroner.
For jeg vil overforbruget til livs og have en fryser/køleskab med et rimeligt flow, så jeg ikke er nødt til at smide mad ud, fordi jeg ikke lige kan huske hvad det er jeg har frosset ned.
Jeg pusler allerede nu med madplanen for næste uge, har allerede de første par idéer takket været min frysergennemgang.

Det er egentligt utroligt hvor tit jeg har spist ude eller fundet noget hurtig mad til opvarmning hjemme, efter jeg er flyttet fra Odense til hovedstaden.
Det holder bare ikke i længden.

Talte med en af mine køkkenfæller i går om at lave fællesmad, et par gange om måneden og så håbe på at andre er med på den idé, for det giver noget andet socialt at lave mad fælles og spise det samme mad ved bordet og ikke hver sin lille tallerken.

Nu hvor jeg har kapituleret, så vil jeg alligevel holde godt fast i onkel Dan og ikke bare svinge ham for at svinge ham.
Ingen grund til at kaste alt over bord og så bruge løs, når nu der er mad i skabene.

Lige nu kunne jeg godt bruge et skud koffein, et meget stort et.
Men har ikke lyst til at svinge kortet på Baresso - har et rimelig dyrt arrangement forude, så ingen grund til at flå kortet så tidligt på måneden.

lørdag den 15. august 2009

Set på uni

Nogen har fundet dette stykke papir et sted og sat det i døren af Gud ved hvilken grund. For var det seriøst ment, så skulle papiret have siddet på døren ved det kontor hvor jeg sidder, for der er vi flere som kan dukke op i klaprende hæle.

DSC03022

Men morsomt er det.

tirsdag den 7. juli 2009

Fra mit skrivebord...

... har jeg den bedste udsigt over København og hvis jeg letter måsen og går hen til "altanen", så bliver udsigten endnu bedre.

I godt vejr kan jeg se Øresundsbroen og flyene der letter fra Kastrup lufthavn, ellers må jeg "nøjes" med at kunne spotte: Den sorte diamant, Marmorkirkens kuppel og flere andre københavnske tårne.

Så er der det mest spøjse jeg har udsigt over, nemlig taget på Panum med sine farvede "skorstene".
Det er sjovt med farverne på skorstenene, det er som om de står klarere med en grålig himmel i baggrunden, end på en klar blå sommer himmel.

Jeg synes i sandhed at jeg har en fabelagtig udsigt over København.

torsdag den 18. juni 2009

Når en kommentar bliver en inspirationskilde

Forleden fik jeg en kommentar til et af mine indlæg her på bloggen og den kommentar satte nogle tanker i gang.

For min blog er en lidt en blandet landhandel af alt hvad der interesserer mig, hvad enten det er mode/stil/shopping eller om det er samfundsorienteret.

Kommentaren fik mig til at tænke, hvad er min stil egentlig for en størrelse og er det i grunden kun en stil jeg har?

Så i dag gav jeg mig i kast med at notere mulige blogemner på mit mit A4-ark, for det kan ske at jeg får en idé om hvem jeg egentligt er.
Siger mit klædeskab noget om hvem jeg er som person, eller hvad med min dullegrejssamling, eller hvad med min musik/film og bogreol?

Jeg bliver forhåbentligt klogere på mig selv i den proces, så jeg undgår fejlkøb eller for mange indkøb af det samme.

tirsdag den 31. marts 2009

Foråret er over os

Snart bliver tiderne lysere og så skal vinterjakken smides.
I den anledning gik det op for mig forleden, at jeg rent faktisk ikke har nogen ordentlig forårsjakke eller blazer for den sags skyld.

Jeg har kun en grøn blazer, som jeg købte den sidste år i den grønne farve, fordi jeg ikke skulle have en sort en.
Resultat: Jeg står med en blazer i en knap så anvendelig farve.

Så nu bør jeg kigge efter en forårsjakke eller blazer, men jeg har ingen idé om hvad jeg leder efter.
Det ender sikkert med min gode ven frk. regnjakke igen i år, selvom andet vil være at foretrække.

Må bare undersøge mulighederne, selvom det bliver en ørkenvandring.

torsdag den 26. februar 2009

Hver en kubikmeter skal udnyttes!

Nu er jeg efterhånden pænt træt af, at se på flyttekasser i sofaen og mellem sofa og sengen, tøj og køkkengrej som vælter rundt på de samme hylder i skabet og at kassen med hobbybøger/kogebøger er krøllet sammen indenunder sengen.

Så nu skal der presses endnu en reol ind på mine små 13kvm og hvor meget det er i kubikmeter, orker jeg ikke regne på lige nu, andet end der er 2,5m til loftet.

Og dog, lommeregneren blev fundet frem mens jeg lavede et hurtigt overslag i hovedet, hvor den menneskelige beregning kun var en kubikmeter for lav.
Men hva', en kubikmeter fra eller til, der skal altid være plads til et udsving på +/- 1 (valgfri enhed).

Så jeg har kig på et par reoler hos Ikea, det er prisen er den begrænsende faktor her (ja ja, frk. nærrigpind I know).
Så nu er spørgsmålet om reolen skal være omkring 175cm høj eller om den skal være 194cm høj.
Begge er med fem rum, den lave kan ifølge papirerne klare 20kg pr hylde og den lave kun 10kg pr hylde.

En af veninderne har tilbudt sin assistance til at slæbe den godt 20kg tunge pakke fra Ikea og hjem til mig.
Det er et vældig sødt tilbud, mon ikke det så ville være på sin plads at byde på varm kakao og kage for den tjeneste? (politisk ukorrekt)
Måske noget sundere? (politisk korrekt).

Men hvor glæder jeg mig til, at sofaen rent faktisk kan bruges som sofa, og ikke kun som opbevaring af flyttekasser.
At mit tøj ikke skal flette tråde med gaflernes tænder og knivenes skær og mine hobbyting er til at komme til igen.

onsdag den 22. oktober 2008

"De som ikke har held i spil, har held i kærlighed"

Hvem har ikke prøvet at få denne tyndslidte sætning, når man var den heldige taber af et eller andet spil, særligt når man tabte stort.

Sætningen slog mig i dag, da jeg gik ude i regnen og blev ringet op af en fra bladet Cosmopolitan.
Kvinden i den anden ende af røret kunne så fortælle mig at, jeg havde vundet førstepræmien i en af deres konkurrencer.
Hvilket var en taske af et for mig ukendt mærke, så kunne jeg ikke andet end at trække på smilebåndet, for tænk at jeg på sådan en grå og våd dag havde vundet en taske.

Det første jeg tænkte ved mig selv, da jeg sluttede samtalen var: "Hvem har behov for held i kærlighed, når man kan have held i konkurrencer?"

Det kom faktisk bag på mig, at det var den første tanke som slog mig, men den slog mig med god grund, for det er tredje konkurrence indenfor et år, som jeg har vundet.
Først en strikcardigan ( et fancy pancy mærke), så siden en eau de toilette fra agent provocateur og nu en taske.

Hvis man prøver anskuer tingene statistisk, så vil man øge chancen for gevinst, jo flere lodder man lægger i lodtrækningsposen.
Skåret ud i pap for Prins Knud, så er chancen for gevinst alt andet lige noget større, når man deltager med fem lodder frem for et enkelt lod.

Når det gælder konkurrencer, så deltager jeg flittigt, dog kun steder hvor jeg er sikker på at der ikke er fusk med i spillet, hvorved mine chancer for gevinst et eller andet sted bliver større.

For så at få lidt Danielle Steele følelsesporno indover, så er det ikke i kærlighedlotteriposen jeg lægger mine lodder, og så er vi tilbage ved den tanke som slog mig i dag, der i regnen.

Hvis man ikke selv opsøger tingnene, så sandsynligheden for gevinst også mindre og det er sådan ligegyldigt hvilket af livets facetter det drejer sig om.

Drømmejobbet falder ikke ned fra himlen, hvis man ikke gør bare en lille indsats.
Prince Charming kommer ikke dumpende forbi uden at man gør en indsats.
Du vinder ikke en konkurrence, hvis du aldrig indsender et lod.

Selvfølgelig må der uden tvivl findes outliers, der findes ingen regler uden undtagelser.

Jeg skal gerne (for at blive i Danielle Steele universet lidt endnu) indrømme, at jeg har gjort større indsats for at nå drømmejobbet og for at vinde en eller anden materialistisk ting i en konkurrence, end indsatsen for at få Prince Charming forbi.

(Ja, det tør jeg godt skrive og tør også godt lade mine forældre vide det).

Så er der vist også skrevet nok i Danielle Steele genren og ikke et øje er tørt, så find bare lommeletterne frem.