Et forsigtigt yay!

Det ser sgu ud til at jeg kan komme til at lave forsøg, hvis det ikke var fordi at jeg havde planer om at skulle forbi kommunen i dag, så ville jeg være i fuld sving med at stå og lege den lille kemiker i lab nu.

Meeen jeg vil nu gerne have mine feriepenge og det kræver en underkradser fra kommunen, så i morgen tidlig går jeg i gang.

Har næsten fået det hele gjort klar, mangler blot en enkelt gasflaske og lidt tøris og så er jeg kørende.

Men det bliver i morgen og så er der en gulerod for at komme på uni meget tidligt, for at køle det ned der skal køles ned inden forsøget kan sættes i gang.

Men nu hvor tingene ser ud til at virke i lab (dog ingen garanti for pæne resultater), så kan jeg godt overleve at mine strømpebukser ikke overlever mere end en dag.

Det startede med at der kom en flænge under foden et kvarter efter jeg havde pakket dem ud af plastikken og hældt fødderne i dem, for at gøre det hele sjovere, så valgte de at hænge i en taburet jeg gik forbi i lab.
Så nu er der hul under den ene fod og hul på det andet lår.
Ikke nok med det, så har jeg ridset hul i mine sko, lige ved hælen ved gummikanten.
SMUKT!
Pokkers til uheld siger jeg bare, overvejer lidt om det kan lappes med nogen former for lim, bare så det ikke løber?

Nå men solen skinner, fuglene pipper og træerne er ved at blive grønne.

Man kan godt komme til skade ved shopping!

Jeg reddede mig en klemmelus i går, da jeg kæmpede med at proppe mine fede fødder ned i et par sandaler.
For 1..2..3 og AUUU… så fik jeg vredet min negl i kampens hede med sandalen.

Først troede jeg at neglen var flækket nede i huden, men den var kun bøjet.
Så da jeg kom hjem filede jeg neglen halvt ned i frygt for at jeg skulle gentage gerningen.
Her til morgen lagde jeg godt mærke til det blålilla mærke på neglen, da jeg kom til at røre neglen.

Så jo, man kan godt komme til skade når man bruger penge.

Rittzzzz..

Nej det handler ikke om den gamle historie med Ritt på Ritz i Paris.

Men om mine nye bukser, var så smart da jeg tog dem på i morges at jeg havde fået forvildet en af fingrene ind i en bæltestrop og så den noget gør man ikke ustraffet.

Så: 1,2,3... så var der lige pludselig et hul i bukserne lige der hvor bæltestroppen er syet fat.

Så jeg ved godt hvilken butik jeg skal ind forbi i dag.... Stof2000...

Tyche Brahes dag

I Onsdag gik det helt galt, jeg præsterede at tabe mit periodekort i bussen, jeg opdagede endda at jeg manglede det kort efter jeg var stået af bussen.
Så jeg besluttede mig for at ringe til Movia, hvilket viste sig at være en meget dum idé!
For kundeservice er i den grad et fremmedord det sted, for det første blev jeg mødt af en nedladende kvinde i røret, vis toneleje gjorde det lidt svært at beholde den smule rolige fatning jeg havde tilbage.
Jeg fik så et telefonnummer på et sted i systemet, hvilket jeg så ringede til, men de kunne ikke hjælpe med meget, de undrede sig over at jeg havde fået nummeret, så de gav mig et nyt nummer og her kunne ikke hjælpe, selvom de gerne ville – der blev svaret stille og roligt på mine spørgsmål, men de kunne ikke gøre så meget (fair nok), så de gav mig så et tredje nummer og dermed det fjerde nummer jeg skulle ringe til.
Men her knækkede filmen noget så eftertrykkeligt, for hvem var jeg så heldig at få i røret endnu en gang?
Jep, hende det nedladende kvindemenneske og denne gang blev der talt meget højt og endnu mere nedladende end før, hun talte så højt at jeg måtte holde telefonen væk fra hovedet, for ikke at få ondt i øret!

Så jeg fik ikke meget brugbart ud af min telefonrundringning, så jeg besluttede mig for at gå sjusse mig frem til hvornår min bus ville returnere til København, så gik jeg ned til busstoppestedet for at spørge chaufførerne ad om mit kort skulle være blevet fundet (jeg havde fire forskellige muligheder for hvilken af busserne jeg kunne have tabt kortet i).
Den første chauffør var lidt stresset og hans svar stak i en ny retning, for jeg skulle få nummeret til garagen og ikke pauserummet midtvejs på ruten!
Jeg ville så være helt sikker, så jeg spurgte den næste chauffør og han svarede venligt, kort og fortalte mig en mulighed jeg havde hørt før – rart med en enkelt gentagelse!

Men da jeg konstant tænkte på mit kort, fik jeg ikke lavet noget effektivt på kontoret, så jeg besluttede mig for at gå ud til chaufførernes pauserum, hvilket var en pæn gåtur men da jeg nægtede at bruge klip til formålet måtte jeg gå.
Da jeg kom ud til stedet, mødte jeg en chauffør og han kunne desværre kun fremvise en tom sæk (til tabte genstande) frem, men også han mente at jeg skulle få nummeret til garagen og viste mig så nummeret jeg skulle ringe til – hvilket var nummeret til kundeservice!

Der trak jeg en streg i sandet, for jeg havde ikke lige frem lyst til at få fat i den samme nedladende person igen.
Så i stedet tog jeg hjem, i et temmelig nedslående humør.
Da jeg så kommer til en station hvor jeg skal vente på “mit” S-tog, falder jeg over en metroxpress med følgende artikel og så var det svært ikke at trække på smilebånde.

Artikel fra Metroxpress onsdag d. 9. september 2009

Jeg indstillede mig så på at kortet ville være forsvundet, på den måde jeg havde tabt kortet på.
Men jeg var så utrolig heldig at det dukkede op i postkassen i går, så kortet blev fundet inden at postkasserne blev tømt.
Jeg var utrolig glad for at kortet blev fundet, da jeg i går havde været nødt til at tage turen ind til København på cykel, hvilket var en hård tur, med min manglende form.

Separeret fra nøglerne, men har selskab af glas, skål og viskestykke

Det var så mig her til morgen.
Jeg præsterede at smække mig ude af værelset her til morges og opdagede det først, da jeg ville låse mit køkkenskab op for at få min kaffe.
Så dalede humøret temmelig kraftigt, heldigvis fik jeg fat i en af de administrative folk med en hovednøgle.
Så blev der talt med en løftet pegefinger om at de skulle se legitimation: Ja, godmorgen!
Som om jeg altid har sådan et kort på mig og ja, jeg var/er udmærket klar over at det er for egen sikkerheds skyld.
Men jeg kom ind på værelset igen og fik fundet bådet kørekort og sysikringskortet frem som bevis.
Det positive ved denne historie er så at jeg slap gratis, fordi det var en af de administrative folk og ikke en fra beboerrådets ledelse.

Denne uge kan næsten kun blive bedre fra nu af.

Anton du har ravnet dine bukser!

Æv!
Mine yndlings bukser er flækket i lynlåsen, så nu skal min "gode ven" Hr. opsprætter findes frem og en ny lynlås kan kun komme i hvis den håndsyes, medmindre jeg vil sætte Hr. opsprætter på overarbejde.

En af splitterne er på en eller ande måde blevet bøjet midt på lynlåsen og da jeg så forsøgte mig med magt, at få bukserne lukket.
Så stod jeg pludselig der med en lynlås i to, som absolut ikke kunne lukkes.

Bittert siger jeg bare, havde ikke lige planlagt at skaffe mig et par nye.

Så nu ved jeg godt hvad jeg skal "hygge" mig med i weekenden.

Den der uheldige stjerne og det at være født under en.

Jeg er og bliver ikke noget eksamensmenneske, det er yderst sjældent at jeg har heldet med mig der.

I dag skulle jeg (igen) op til en eksamen i et fag, som for det første er møgsvært, logisk nok i og for sig, da faget lå på 8. semester,
For det andet, så er halvdelen af indholdet i det fag, noget der i min optik er lige så spændende, som at se græsset gro!

Jeg besluttede mig så for at starte med den trælse del først, for at få det overstået.
Men i denne omgang var den del af det skrevet på en måde som jeg finder ganske okay - når den del ikke har min interesse.
Da jeg så kommer til den del, som jeg normalt sagtens kan, så kager jeg rundt i det.
Den ene opgave, ved jeg at der et eller andet sted i mine noter er et gennemregnet eksempel som minder op eksamensopgaven (hurra for standardopgaver), men kunne jeg finde den?
Nej da, så den blev ved med at ligge i baghovedet og stresse mig.
Den anden opgave i den del af pensum, som jeg plejer at klare bedst - der kunne jeg simpelthen ikke få tallene til at passe, jeg skulle vise at 3N-6 = 15, når N=7, for et molekyle med udseendet SF(5)Cl og tilhørende punktgruppen: C(4v).
Kunne jeg så finde frem til resultatet 15?
Selvfølgelig ikke, jeg kunne få 7, 14, 16, 18, 20, 21 - men ikke 15.
Møgmolekyle siger jeg bare!

Så nu er jeg lidt forberedt på at skulle søge om dispensationsansøgning til et 4.gangsforsøg i dette fag, herligt fag at have som hængeparti under specialeskrivningen.

Så jeg var godt negativ, da eksamen var ovre.

Men dagen blev lidt reddet da jeg fik lejlighed til at køre Volvo og ikke mindst sidde bag rettet og grine af fjolset i Ferrarien, som startede med at overhale mig et sted, men senere nåede jeg at havne lige bag den igen, lige indtil den svingede fra kort før mig.
Jeg grinede endnu mere, da fjolset ikke kunne komme til at overhale de forankørende biler ude på landevejen, fordi der enten var fuldt optrukne linjer, eller modkørende billister.

Jeg har intet imod dyre biler, slet ikke - men når vedkommende bag rattet kører som en tåbe, så er det sgu tilladt at grine.