Når jeg bliver voksen

Så tror jeg at jeg ende i et Ikeahelvede.

Okay, mit spisebord skal på et tidspunk skiftes ud og jeg har indtil videre kun fundet interessante ting hos Ikea - I can't help it.

Jeg har pt. et to-personerners bord, som kun burde være et en-mandsbord, dog har jeg præseret at have tre spisende personer ved bordet, og vi sad en smule tæt.

Ikeas priser tiltaler mig desuden, så er det ikke så ringe igen, men jeg kan ikke afvise at jeg også kigger efter spiseborde i genbrugs og antikforretninger, der skal blot være plads til mindst 4 ved bordet, uden at man sidder på låret af hinanden.

ikea

Så tab dig dog! (del 2)

Hvorfor taber I jer så ikke?

Hvis det at tabe sig var så let, så ville overvægt ikke eksistere.
For flertallet med overvægt vil jeg skyde på at der også gemmer sig noget psykisk, noget der gør at der sidder de der 5, 10, 15, +40 kg for meget.
Noget der også skal arbejdes med, for at den indbyggede badering forsvinder, for hvad lægger til grund for at baderingen i første omgang dukkede op?

Nu er det ikke nogen hemmelighed at jeg selv er indehaver af en indbygget badering og i to år har prøvet at fjerne dennes eksistens fra min krop, for mit vedkommende drejer det sig ikke om forfærdenligt meget, i forhold til så mange andre.
Men nok til at kroppens konturer er let udviskede.Jeg har ført en art dagbog over forløbet, ihvertfald for det seneste halvandet år.
Når jeg ser på den, så danner der sig et mønster og der kan jeg se i dag hvor jeg begår mine fejl, fejl som så mange andre også gør, hvilket nok gør dem til klassiske fejl.
Når man skal ændre sin livsstil, så kan man anlægge forskellige strategier.

Man kan vælge at ændre på både kost og motion på en gang, hvor alt slik, chips og andet skrammel kasseres og man begynder i et motionscenter/ finder løbeskoene frem og begynder på iforms 12 ugers program.
Mens køleskabet bugner af grønt og fedtfattige produkter.
Man vil det hele på en gang og det skal helst gå så hurtigt som muligt, dette lyder lidt som mange menneskers nytårsforsæt ikke?
Hvad sker der så?
Størstedelen falder fra efter kort tid, for alt hvad der er forbudt er det eneste som kværner i knolden på en, man drømmer om marabou i stride strømme, hvis det er ens last, og man er bliver i dårligt humør når man åbner fryseren og ser at det ikke er en bøtte med chokoladeis ens øjne møder, men en pose med grøntsagsmix.
Ergo man falder i og drøner ned på tanken efter en plade marabou, mens man sumper i sofaen.

Eller også mener man at, det her kan jeg ikke klare alene, jeg må have nogle til at holde mig i hånden og fortælle mig, hvad der er skidt og hvad der er kanel.
Man tropper op hos ww/ddv og konsulenten viser alle de nye disciple med glæde i øjnene, at før jeg startede her så jeg sådan her ud og nu som I ser mig her.
Man går i gang med sin "livstilsændring" og det går meget godt, man følger de opskrifter man får og man vejer omhyggeligt sin mad/ tæller sine point og hopper glad og fro på vægten ugenligt
Men så når man den der udfordring der hedder "udenfor hjemmets fire vægge", hvor man ikke lige kan bestemme hvad man skal spise, på samme måde.
Man når et punkt hvor det at veje og tælle er en hæmsko i madlavningsfriheden, for jeg har nu lyst til en omgang pandekager, regne regne regne - det kan jo ikke lade sig gøre, det er jo nærmest forbudt!
Panden mod muren med 14o i timen.
Det er ingen fornøjelse, der er alt for mange forbud, igen mange vil falde fra.

Ved de to ovenstående har man hørt og læst sig til at man vil tabe 0,5-1 kg om ugen, hvilket man så går efter og man skuffes fælt, når resultatet er på 0,1-0,4 kg om ugen, selvom man ikke har gjort nogen forbudt.

Så er der taktikken, jeg tæller kalorier og så løber jeg, det er lige præcis hvad jeg gør.
Kort sagt, noget temmelig løst og hvor meget tror man lige på sig selv der?

Så er der endelig metoden, hvor man sætter sig ned og tænker over hvad man ønsker med sit vægttab, hvad er formålet.
Gør man det for sig selv, eller gør man det for andre?
Kan man acceptere at vægttabet er sølle 100 gram om ugen og ikke bikinibabe/strandløve i næste uge?
Hvor falder man i og med hvad?

Man vil gerne kunne leve normalt og ikke finde alle mulige mærkelige erstatninger og alternativer, fordi man ved at alternativet ikke er som det rigtige.
Man beslutter sig for at tage en kold tyrker, bare for at se hvor længe man kan holde fingrene for forskellige emner eks. slik, is, kage, chips og chokolade.
Der går sport i at kunne klare den længst muligt.
For mit vedkommende varede den kolde tyrker 14 dage og fra at indtage min last hveranden dag, det er ikke særlig pænt at læse dette på skrift, til ikke at have indtaget det andet end fire gange på 14 dage og i en dosis langt under normalen og alle gangene er det endt med at jeg har haft kvalme bagefter og fundet det alt for sødt.
Jeg kan gå igennem slikrækkerne uden at tænke over at jeg er gået der forbi.

Jeg indgik aftalen med mig selv at jeg kun skulle spise en portion, som ikke må fylde hele tallerkenen.
Der er skåret ned på fedtet af lyst, hvilket har bevirket at jeg bliver slået ud af fed/fedtet mad med en grim mavepine.

Jeg er indstillet på at hellere det tager et år at nå ned i vægt og jeg ikke mærker at vægten går ned, fordi jeg ikke lider nød og skal gøre krumspring når jeg er ude.

For der var ingen som tvang tingene i mig, som gjorde at jeg tog på.
Jeg stoppede det ganske frivilligt ind og derfor skal ingen gøre mig til en stakkel ved at fortælle mig, hvad jeg bør indtage.
Jeg har været der, for alle de nævnte trin er nogle jeg har været igennem.
Derfor bliver jeg også meget negativ hvis, nogen giver mig elevatorblikket: "Er du helt sikker på at du bør spise det der?!"

Igen, med hvad jeg har læst i min tid som kemistuderende, så er jeg større fan af ikke diet produkter, jeg vil hellere spise det lidt mindre af tingene som ikke er sukker og/eller fedtreduceret.
Min cola skal helst være den med de sytten millioner sukkerknalder i, fremfor den med sukkeralkoholer og min friskost skal være den med indhold af fløde, fremfor sytten millioner stabilisatorer og fyldstoffer for at regulere konsistensen.

Der findes ingen hurtige genveje til et varigt vægttab, hvilket øvrigt minder mig om, at jeg læste en gang at det tager en periode på to år for at kunne bibeholde et vægttab og en livstilsændring og man får ikke færre fedtceller ved vægttab efter man er fyldt 20 år, eller der omkring.
Efter dette tidspunkt skumper fedtcellerne blot ind.

Så tab dig dog! (del 1)

Medierne

Tirsdag aften står tilsyneladende i sundhedens tegn, da både DR og Tv2 sender hver deres sundhedsprogram, med noget der minder om en times mellemrum.
Først "Ha' det godt" 19.30 på DR1 og så "Praxis" 20.50 på Tv2.

Det får tanker i gang hos mig, for hvad er der lige ved begrebet sundhed, at der skal laves tv-udsendelser om det hvor alle mulige ting, som kan stoppes i kassen med mærket "sundhed" skal undersøges.
I det ene program undersøges motionsformer, og hvor meget man forbrænder ved det og så sidder der en læge i et tv-studie bygget op som var man i et lægehus.
Hvor doktormanden svarer på seernes mulige og umulige spørgsmål.
Ud over dette følger de så en gruppe mennesker, som har lidt for meget indbygget badering og deres forsøg på at tabe sig.

Det andet program griber sundheden an på en anden måde, de har grebet fat om en kur/livstilsændring, afhængig af hvad øjnene ser, hvor en ganske almindelig dansk familie gennemlever denne kur/livstilsændring.
Herudover tager de fat om andre aspekter af begrebet sundhed.

Light
Det er så ikke det eneste sundhed vi kan støde ind i, der er også alle de forskellige kure/livstilsændringsprogrammer.
De fleste som har kæmpet/kæmper med vægten har stiftet bekendtskab med: suppekurer, frugtkurer, nupokurer, Lene Hanson, Atkins, 10 år yngre på 10 uger, kernesund, DDV, WW og ugebladskurerne.
Uden nødvendigvis at have afprøvet samtlige metoder, men man har sikkert hørt om de fleste.

Noget der så er lidt morsomt, det er alle disse light/diet produkter, som fylder mere og mere på hylderne i supermarkederne, jeg kan huske en gang i 90'erne, hvor det var lettere at komme uden om lightvarianterne af læskedrikkene end dem med rigtigt sukker.
I dag er det nærmest omvendt, faktisk kan man sågar finde juice på hylderne som indeholder kunstigt sødemiddel.
Light er blevet markedsført på deres lavere kalorieindhold og oftest fremhævet med sukker eller fedtreduceret, bare for at pointen er skåret helt ud i pap.
DDV som er en af de kurer, som fremhæver sig selv som værende en livstilsændring og ikke en kur, bruger hulens masse krudt på lightprodukter og opskrifter med sjove sammensætninger.
Det samme kan der siges om WW, her bliver lightprodukterne ikke direkte fremhævet, men det ligger som en undertone at du kan spise mere, hvis du skifter X ud med Y.
Har selv været forbi WW, så jeg ved hvad jeg taler om.
DDV og WW er lige så meget en kur som almindelige kure, idet ting får stemplet "forbudt", måske ikke direkte, men igen temmelig tydeligt mellem linjerne.
Samme opfattelse har jeg også fået af Kernesundprincippet, ud fra hvad jeg har kunne læse om det - også fra konceptets hjemmeside.

Nu har jeg base i det naturvidenskabelige og har der lært at være skeptisk og ikke bare gå ud fra at når man sætter A og B sammen, så giver det uden at blinke C.
Jeg tilhører dem som er yderst skeptisk overfor lightprodukter, vend sådan en bøtte med friskost light om, det er lige til et kemilab.
For man er nødt til at hælde en hulens masse sjov kemi i, for at osten får samme cremede konsistens som sin storebror friskosten.
Sammenlign en A-38 på letmælk med sødmælks udgaven, der er konsistensforskel.
Hvad med på slikfronten hvor man laver sukkerreduceret slik, ved at tilsætte sukkeralkoholer i den maksimale mængde som man kan, for at konsistensen ikke afviger for meget for den rene sukkervariant.

Vi vil gerne spise større mængder af tingene og det kan vi tillade os med light.

Samfundets interesse
Hvilket leder mig hen til næste led i kæden.
En klassiker indenfor dette her sundhedshalløj, er ordlyden: "Jamen, hvorfor taber du dig ikke bare".
Den behøver som sådan ikke at blive sagt højt, men nogle gange kan et elevatorblik være rigeligt.
Rigtig sjovt er det i supermarkedet, hvor de færreste vel kan sige sig fri for at have skævet lidt til personerne foran hvad deres vogn/kurv gemmer og så hvordan deres udseende er.
Lidt med tanke på elevatorblikket, en tyk med kurven fuld af slik, coca cola og chips kontra en slank person med kurven fuld af gulerødder, agurk, fromage frais og diet coke.

For pokker, de fleste med indbygget badering har prøvet at få elevatorblikket når de har stået der med en kæmpe is i hånden og det er en af de mest ubehagelige fornemmelser.
Vi ved godt at vi har en volumen, som lægger over glittermagasinernes billeder, det behøver andre ikke fortælle os med et elevatorblik.

Hele sundhedhysteriet er også nået op til de højder, hvor man vil bekæmpe alle disse stakler som vejer lidt mere end, de egentligt burde.
Der diskuteres hvordan man kan gøre det, hvordan hjælper man disse stakler.
Det henleder mine tanker på hvordan man bekæmper andre problemer/ udfordringer i samfundet.
Man taler om at differentiere momsen på fødevarer, så alt ikke har samme moms som i dag.
Således at de "sunde" ting på den måde bliver billigere end de "usunde", det er helt bevidst med citationstegn.
For inden man regulerer (politikernes yndlings værktøj), så skal man bare lige definere hvad der er sundt og hvad der er usundt.
Den lader vi lige stå i luften et øjeblik.
For er agurk mere sundt end coca cola? Bare det som eksempel.
Jeg vil ikke komme med min mening direkte, jeg kan blot give et hint: Fejlernæring.

For indlæggets overskuelighed, deles den i to afdelinger.
Denne har været den mere overordnede, del to er den mere navlebeskuende.

Den lige vej er sjældent den sjoveste

Det med at finde sin rette uddannelseshylde er ikke så let, som de "kloge" hoveder inde på borgen gerne vil gøre det til.

Ser jeg på min egen vej rundt i uddannelsesjunglen, så har mine ønsker og drømme været i forskellige retninger og den vej som jeg er ved at tage slutspurten er ikke den vej, som jeg havde forventet, hvis havde spurgt mig bare for 7-9 år siden.

Jeg kan huske en episode da jeg gik i 3.G, så det har været i 2001-2002, hvor min far kom hjem og fortalte om en oplevelse, han havde haft på arbejde.
Her havde ham og en anden talt om deres afkom og så havde min far fortalt at hans ældste barn (dvs. mig) næsten var færdig med gymnasiet og havde fagene kemi og samfundsfag, som valgfag.
Hvortil den anden part havde sagt noget i stil med:

"Jamen der har vi en fremtidig miljøpolitisk ordfører for et parti."
En konklusion sluttet ud af mine valgfag.
Det morede mig i grunden lidt, for jeg havde allerede dengang interesse for det der sker i politik, men så absolut ingen interesse for miljø, for det var sådan noget med gummistøvler og nu var det ikke lige biologi, der var mit interesseområde.

Den bemærkning blev ved med at spøge inde i baghovedet og den kom da frem og blev støvet af, da jeg kiggede lidt nærmere på det dersens politik, og ellers parkeret i baghovedet igen.
For miljø var så absolut ikke mig, igen mig og gummistøvler - No way Amigos!

Så skete der et eller andet mystisk da jeg nåede 4. semester, hvor jeg skulle have et basisfag indenfor miljøkemi og min indstilling til faget var mildest talt ikke særlig positiv dengang i slutningen af januar, inden jeg skulle have faget.
Men et eller andet skete der, for faget var faktisk ganske spændende og kom rundt om de fleste miljøkemisk emner, både til vands, til lands og i luften.

Så da muligheden bød sig for et valgfag i atmosfærekemi på 6. semester, så sprang jeg til.
For min nysgerrighed var for alvor pirret til.
Det var i dette fag at jeg fik en forklaring på et fænomen, som jeg oplevede da jeg var på studietur til Rom tilbage i foråret 2001 med min gymnasieklasse.
For der tog jeg dette billede af Rom, man kan godt nok ikke se Rom, for det gemmer sig under den grå dyne.

Den grå dyne som man også kunne mærke, når man gik rundt i Rom, for den skønne farve man fik i dagtimerne, kunne vaskes af med vand inden man gik i seng om aftenen!
Det lyder vældig sundt, ikke?
Dengang i Marts 2001, der var det ren undren og nysgerrighed der fik mig til at tage billedet.
Så da jeg i atmosfærekemi kom forbi forskellige luftforureningstyper, så fandt jeg dette billede frem og tog det med til min underviser, for at få bekræftet at der var tale om det pågældende fænomen.
I det øjeblik, så var miljø ikke længere synonymt med gummistøvler, miljø viste sig at være langt mere end frøer, fisk og vandløb.

Det var også i denne periode at jeg fik den smarte idé at gå fra at læse ren kemi, til at koble et samfundsvidenskabeligt fag på.
Hvilket jeg kan hilse at sige er noget så bøvlet et tidspunkt, men det er en anden snak.

Dette fag gjorde at kommentaren fra år forinden kom frem i hukommelsen igen, for jeg indrømmede over for mig selv, at det der miljø nok ikke var så giftigt igen.
Det var som om en helt ny verden åbnede sig og jeg underligt nok begyndte at føle mig hjemme, hvis man kan bruge det udtryk.
Interessen for miljøkemi og i den grad "luftkemien", påvirkede også mit valg af bachelorprojekt, som kombinerede min interesse for både det miljømæssige, det kemiske og det samfundsmæssige.

Da jeg så skulle vælge specialeområde var valget rimelig oplagt, og da kontakten blev skabt mellem mig og mit kommende specialested, så var det faktisk som om at jeg følte mig hjemme allerede ved første besøg på afdelingen.

Når jeg i dag tænker over det, så har det miljømæssige på en eller anden måde altid interesseret mig, jeg har bare ikke ville stå ved det overfor mig selv.
Det var mig som var skyld i, at mine forældre begyndte på at opsamle batterierne i sin tid, frem for blot at kyle dem i skraldespanden, det var mig som fik dem påvirket til at sætte maden ind i en kold ovn, fremfor en opvarmet en.
Det var et udbrændt brændefyr, som var skyld i at jeg valgte kemien vej, fordi jeg undrede mig over hvor meget energi/varme sådan et fyr kunne give ved maksimalt påfyldning og hvilken udnyttelse der kom ud af det, tænk her canot maskiner.

Så når jeg som 11-12 årig kunne få tanken til at være med til at tage et ansvar for miljøet, så er det i dag blevet lidt af en kæphest for mig, at hvis vi skal gøre en forskel og ikke blot fråse løs, så skal vi som menige borgere i samfundet også turde tage et ansvar for vores handlinger og ikke blot pålægge andre ansvaret og så selv læne os tilbage.

Nogle vil mene dette er en politisk udmelding, dem om det, men jeg mener blot at dette er ganske sund fornuft.

Med hensyn til kommentaren om miljøpolitisk ordfører, så har jeg så absolut ingen politiske ambitioner i den retning.
Så den kommentar, kan jeg med 99,9% sikkerhed afvise at den en gang vil blive til sandhed, sådanne ting lader jeg andre om.

Sæt et mål og se hvor længe det holder.

Det er vel lidt en klassiker at sætte sig nogle mål for det kommende semester, som studerende.
Det mest klassiske mål for mange studerende er vel indsatsen i det kommende semester, man vil gerne gøre det bare lidt bedre end det forgående semester.
Det mål har jeg selvfølgelig, og denne gang skal det være.
Det er sidste fag der skal knaldes af, så det er sidste mulighed for at være rigtig flittig studerende og ikke bare middelmådig.

Så er der de andre ikke direkte studierelaterede mål, som også sættes.
Det er lidt som at have nytårsforsæt to gange årligt.

For mit vedkommende drejer det sig om:

Madplaner, hvilket er en af mine klassikere.
Har haft ambitionen om madplaner de seneste par semestre, en konkurrence i hvordan maden bliver andet hovsaløsninger og en konkurrence i hvordan der laves god mad for et ikke atronomisk beløb - man er vel på SU?!

Løbetræning, et nyere mål.
Havde det som mål i foråret, men et par elendige løbesko tvang mig til at afbryde midt i løbeprogrammet, da der gk krampe i oversiden af foden.
Så løbetræningen finder jeg frem igen, skal dog lige have investeret i et par ordentlige løbesko og så er jeg klar.
Skoene er lidt det svageste led i dette mål.

Vægttabet, igen en klassiker.
Det røg i et sort hul inden junieksamensperioden, så back to basic på dette område.
Et mål som hænger lidt sammen med de to ovenstående mål, mad + motion.
Aner man mon en rød tråd?

Så er det spændende hvor mange af disse mål, jeg rent faktisk når, det vil vise sig når kalenderen siger 1. februar 2009, hvor næste semester starter.