I det tekniske hjørne

Nogle gange skulle man næsten tro, at jeg er personificeringen af Bermudatrekanten, for når det drejer sig om computere, så er jeg ikke ligefrem den mest heldige person, i hvertfald ikke indenfor det sidste års tid især.

Min gamle bærbar gjorde knuder i stor stil og fornylig valgte den som bekendt at gå i sort, så fik jeg min venindes bærbar til låns, indtil jeg fandt en løsning på problemet.

Løsningen blev købet af en mini-pc.

Denne mini-pc har hellere ikke kørt glat, hvilket gjorde at den i går endte med at bøvle med Internet Explorer og den version den kørte der, så når jeg skulle ind på en side, så meldte den fejl og lukkede ned, samtidigt kunne den ikke hvergang finde ud af om den ville lukke rigtigt op for programmerne på computeren.

Det blev jeg temmelig frustreret over, så jeg startede med at smide det seneste program jeg havde lagt ind, helt af.
Det hjalp lidt på hastigheden, men ikke på browseren (IE).
Så det var ikke programmet der var problemet.
I dag er jeg så blevet hjemme fra uni, for jeg har intet at lave på kontoret når den ting jeg skal arbejde med ikke fungerer, som den skal.
Så jeg har smidt ting af og hentet ting ind på computeren ved fjernsupport til min far, som sidder i den anden ende af messenger (messenger er lukket op på venindens maskine).

Så i dag er jeg ved at opdatere, næsten på egen hånd, jeg er bare lidt stolt af mig selv!

Vol II - Det er så nu den fortællling burde komme.

I går aftens efterlyste jeg fortællingen om de ti på restaurant, og fiskede efter historien på min anden blog/ gamle blog.
Pling plingeling, der hjalp en venlig sjæl mig med fortællingen.
Clueless?
Det er så nu den fortælling burde komme

Her kommer den:
"Her er historien om 10 personer, der hver dag går ud på restaurant og spiser middag sammen.
Den fælles regning på restaurenten ender hver dag på 1.000 kroner, og de 10 deler den op på nogenlunde samme måde, som vi betaler skat her i Danmark.
De første 4 - de fattigeste - skal derfor ikke betale noget.
Den femte skal betale 10 kroner, den sjette 30 kroner, den syvende 70 kroner, den ottende 120 kroner og den niende 180 kroner.
Den tiende, den rigeste af dem, skal betale 590 kroner.

Sådan spiser de sammen hver dag, og alle er de glade for den måde, de deler regningen på.
Lige indtil restauratøren pludselig giver dem rabat: "Eftersom I er så gode kunder" siger han, "giver jeg jer 200 kroner i rabat på jeres middag".
En middag for 10 personer koster derefter 800 kroner.
Gruppen vil stadig betale regningen på samme måde, som vi betaler skatter her i landet. Så de første 4 bliver ikke påvirket: De skal stadigvæk ikke betale.
Men hvad med de 6 andre - dem som betaler - hvad skal de gøre??
Hvordan skal de fordele rabatten på 200 kroner, så alle får en lige del?
Nu skal man holde ørene stive: De finder ud af, at 200 kroner delt med 6 bliver 33,33 kroner.
Hvis de trækker det beløb fra hver persons andel, skal den femte og sjette have penge for at spise.
Restauratøren foreslår, at det mest rimelige vil være at reducere hver persons regning omtrent jævnt, og sætter sig til at regne på, hvad hver person skal betale. Resultatet bliver, at også den femte person kan spise gratis, den sjette skal betale 20 kroner, den syvende 50 kroner, den ottende 90 kroner, den niende 120 kroner. Den tiende skal betale 520 kroner, istedet for de 590.
Alle seks personer får en lavere pris end tidligere, og de 4 første kan fortsat spise gratis.
Men så er det, at én i selskabet begynder at samligne, hvad de hver især har sparet. De står uden for restauranten: "Jeg fik kun 10 kroner af de 200" begynder den sjette person og peger på den tiende, "men du tjente 70 kroner".
"Præcis" siger den femte person, " jeg sparede også bare en 10'er. Det er uretfærdigt, at han fik syv gange mere end mig!"
"Det er sandt" råber den syvende person.
"Hvorfor skal han have 70 kroner når jeg kun fik 20?
De rige skal altid have det bedre!!!"
"Hør et øjeblik" forsøger de 4 første: "Vi fik jo overhovedet ingenting,
"DET HER SYSTEM UDNYTTER DE FATTIGE!!!"

De 9 personer omringer den tiende og giver ham tæsk.
Næste aften kommer han slet ikke til middagen, men de 9 andre sætter sig til bordet og spiser uden at vente på den tiende.
Da regningen kommer, opdager de noget.
DER MANGLER 520 KRONER............!"

Det var historien skåret ud i pap, om hvordan dette samfund er indrettet.

Miljø og Europa Parlamentet

Moral er godt, dobbeltmoral er dobbelt så godt.
Måske nærmere bureaukratiske og oldnordiske foranstaltninger der står i vejen.

Ja, jeg taler her om Europaparlamentet og dets flyttecirkus mellem Bruxelles og Strasbourg, hvor man flytter bunker af papir, MEP'ere og ansatte til Strasbourg for et par dage hver måned.

Fordi man engang da ruder konge var knægt, besluttede at Frankrig også skulle have en luns af aftalen for fredes skyld.
Hvilket var fint nok, men i dag er det noget der koster knaster at flytte mennesker og papir på.
Der er pt. 785 MEP'ere, hertil bør der lægges en assistent til pr MEP'er, hver person kan fylde en plastikbakke med de papirer der skal bruges i de dage de befinder sig i det franske.

Alle disse papirer transporteres med lastbiler, menneskerne tager fly eller tog, mellem de to byer.

Økonomisk kan de fleste regne ud at det næppe kan være helt billigt, så for at undgå et økonomisk chok af rang, så har jeg ikke tjekket tallene.

Så til det miljømæssige spørgsmål og det som alle politikere taler om (fordi det er populært), nemlig CO2.
Noget de kærer politikere gerne vil have os almindelige dødelige til at nedsætte udledningen af og derfor har de formuleret målsætninger for hvad Europa skal gøre for klimaet.
Her ville det så være naturligt, at parlamentarikerne besluttede at parlamentet kun skulle befinde sig i Bruxelles.
Men det tør man ikke af hensyn til de franske protester der ville komme over handlingen, da der står nedfældet på papir at cirkusset skal befinde sig i Strasbourg 12 gange årligt.

De seneste par måneder, er parlamentarikerne sluppet for flytteriet, da taget i Strasbourg faldt ned og endda ned over det område hvor den største af de parlamentariske grupper har pladser i salen.

Men man kan kun undre sig over den politiske indstilling til de ting, de ønsker at befolkningen gør, hvilket er: Gør noget for klimaet, sænk jeres forbrug.
Men man gør ingen ting selv.
Hvilket ellers ville have både en økonomisk gevinst og en miljømæssig gevinst.
Det miljømæssige er ikke kun udledningen af CO2, men også alle de andre sjove ting af partiker og stoffer, ting der mediemæssigt ikke får samme bevågenhed.