Beskeder der luner

Utroligt så meget en fødseldagshilsen på facebook kan lune, men jeg har indtil videre fået lige omkring 40 hilsner hvor jeg nåede at svare tilbage på de første par stykker, resten må komme i morgen.

Sætter pris på at folk der alligevel bruger fem sekunder på at skrive noget til mig, får et lille tak tilbage bare for at vise at jeg har bemærket dem.

Det gør fødselsdagen den tand bedre, når jeg nu har valgt at bruge dagen på at være sammen med min "anden" familie aka Konservative Studerende.

I øvrigt så er københavnerpriser ikke noget der kun findes i København, jeg overvejede at købe et stykke brunsviger her i Aa, men stykket var mikroskopisk og det ville de have 10kr for.
Nej tak, ellers tak.

Snapsestivardessemodella med håret fuld af lak.

Lørdag var der påskefrokost i studenterforeningen med alt hvad der hører sig med af både sild, påskebryg og nå ja: Snaps.
Lad mig sige det sådan, hvornår hulan lærer man at spise ordentligt inden der indtages snaps?

Så burde mit hår lære at når der kommes lak i, så betyder det at det skal blive hvor det er og ikke falde ned!

Alt tøjet er fra H&M og skoene fra S// /// bar

Alle politisk aktive unge drømmer om en dag selv at blive politiker.

Det er et udsagn i den retning mange politisk aktive unge møder, på et eller andet tidspunkt i deres ungdomspolitiske karrierer.
For nogle unge er det ganske sandt, de drømmer om en politisk karrierer på magtens tinde og de forfølger denne drøm aktivt.
Så er der den anden store gruppe, som måske faktisk er majoriteten der ikke har de ambitioner og derfor igen og igen skal forklare overfor andre både internt men også fremmede at de ikke er politikerspirer.

Den sidste gruppe tilhører jeg helt klart, for jeg er en af dem der ikke har planer om at blive politiker, hvad enten det er kommunalt eller MF'er af en simpelt grund, de slagsmål jeg har haft som ungdoms/studenterpolitiker er alt rigeligt for mig.

Faktisk tilhører jeg den sjældne race af politisk aktive som finder det organisatoriske arbejde vildt morsomt, for jeg elsker at tulle rundt i baggrunden og sørge for at tingene klapper som de skal, det er noget jeg kan få et kæmpe kick af især når tingene går stærkt og der skal tænkes hurtigt.
Jeg elsker at gribe nogle tanker og derefter holde øje med hvad der sker på dette område og så spille bolden tilbage til rette vedkommende, så tingene kan blive spyttet ud.

Det er disse ting der prikker til min indre cirkushest der indsnuser duften af manegen, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre om et år når jeg er ude af studenterpolitik, for jeg er vild med dette spil i baggrunden.
Jeg har helt sikkert ikke fået nok.

Næste afsnit af LR: Ministerbesøg.

Sådan et Landsråd indeholder gerne flere gæstetalere.
Velkomsttaleren var MF’er, valgt på fyn, Vivi Kier som bød de delegerede velkommen til Odense på sit meget klingende fynske tungemål.

Inden frokosten blev serveret havde vi et oplæg af vores dugfriske Videnskabsminister Charlotte Sahl Madsen, et ansigt som nok ikke var kendt af mange konservative udover dem i nærområdet.
Så det var rigtig spændende at høre hende tale, især fordi hun er så nu og  Videnskabsministeriet er det resortområde vi har mest tilknytning til som universitetsstuderende.

Faktisk var hendes visit så interessant at mødet med hende trak langt ind i vores frokostpause.

Så alt i alt har jeg fået et rigtigt positivt indtryk af en minister, som ikke er fedtet ind i hvad der tidligere er sket inde på borgen, da hun kommer udefra.
Det bliver spændende at høre mere til hende og hvad hun har af tanker omkring hendes resortområder, som dækker både videnskab, teknologi og IT.

Så en modedulleting, hun rocker de kraftige smykker med stil!

Lad os starte blidt i den letfordøjelige ende.

Så derfor starter fortællingen om et Landsråd med et billede af mig hvor ordet Konservative Studerende bliver til Konservative Stud og undertegnede ligner en glad julegris.

På dette tidspunkt er Landsrådet vel overstået, faktisk overstået en hel time før det er sat til på programmet, hvilket faktisk var imponerende når der var en lille bitte smule organisatorisk bøvl.

En af tingene fik endda mig til at styrte tværs igennem rummet og hoppe over en ledning for at hive fat i Landsformanden, hvilket gjorde at jeg endte i stedet inde i baren ved Landsnæstformanden.

Hvad kan jeg sige: Jakkesætsklædte mænd ligner hinanden bagfra også selvom de ikke er lige høje.
Jeg fik så fat i Landsformanden og “problemet” var løst inden jeg fik fat i ham, men jeg fik da gjort folk opmærksom på at jeg var tilstede, så er det gyldne spørgsmål om det var godt eller skidt.

Tilbage til overskriften og billedet – dette var hvad jeg havde på til den politiske del af landsrådet, vi kunne kalde det: “Sådan kan en konservativ kvinde se ud til et konservativt arrangement”.

Her restitueres!

Lørdag var der Konservative Studerendes Landsråd og der var jeg selvfølgelig at finde, både til det politiske om dagen, men så sandelig også til det sociale om aftenen og ud på de små timer, sådan noget kan mærkes dagen efter, men jeg ville ikke være disse oplevelser foruden for at undgå festeftervirkninger - livet er nu en gang til for at det skal leves.

Men hvilken sommerfuglefarm jeg har i maven efter sådan et Landsråd samt fest, det er en følelse der kan leves højt på den næste uges tid.

Gråbrune negle

For en sjælden gangs skyld har jeg fået lakeret neglene festklare, da der i dag er Landsråd og efterfølgende fest hos Konservative Studerende.

I øvrigt ser det ud til at de ikke længere fører neglelak i Urban Outfitters, hvilke jeg synes er noget øv, for denne lak er den første lak der ikke glider af neglene med det samme.

Aunt Scrooge

Her til aften var der den årlige generalforsamling i studenterforeningen hvor jeg slår mine folder, og hvilken hyggelig generalforsamling.
Vi var vel mere eller mindre det antal der i forvejen sad i bestyrelsen plus et par stykker ekstra.

Jeg havde fået tjansen som referent, noget jeg har stor erfaring i, dog fik jeg ikke alt med ordret, da min stenograferingsevne er lidt rusten.
Men nøj hvor er det sært at fremlægge regnskabet mens der samtidigt skal skrives referat, det er noget der ikke kan lade sig gøre, skal jeg hilse at sige!

Endelig nåede vi frem til del i programmet der omhandler det nye foreningsår og dermed bestyrelsessammensætningen, og jeg kan hermed annoncere at jeg blev genvalgt som hende der sidder tungt på pengekassen - der har vi vores Aunt Scrooge.

Så i mit andet år på kassemesterposten og sidste år som bestyrelsesmedlem i studenterforeningen, er nu begyndt.

Det er lidt vemodigt på en måde at vide, at vil jeg forsætte med politisk foreningsarbejde på bestyrelsesplan, så skal jeg melde mig på banen hos moderpartiet og dermed indtræden i de voksnes rækker.

Men er jeg overhovedet parat til at være rigtig voksen?



Nå ja, Når Uncle Scrooge ikke rigtigt passer på mig grundet kønnet, så må jeg næsten være Aunt Scrooge.

Slutspurtsspecialestuderende

Nu hvor specialet langsomt begynder at nærme sig med hastige skridt, så kan jeg efterhånden godt se, at skal jeg levere et ordentligt produkt, så er jeg nødt til også at lave noget i weekenderne.
Det er der en særlig grund til - jeg ønsker på ingen måde at skrive mit speciale på en uge, som jeg gjorde med min BA, vil gerne være næsten færdig og finpudsningsparat to uger før rapporten skal afleveres.

Så jeg har her til aften valgt ikke at deltage i Konservativ Ungdoms Landsråd ej hellere Landsrådsfesten, lidt trist faktisk.
For der er så mange fine/søde/seje/fede mennesker i KU som forstår at feste, men mit speciale og min uddannelse er alligevel langt vigtigere og det er ikke fordi at jeg kommer til at mure mig inde fra nu af og til mit speciale er afleveret, da jeg har for besøg at tidligere studiekammerater inden længe og har et Landsråd hos Konservative Studerende og da jeg har lagt mine kræfter det sidste sted, så vægter jeg dette arrangement højere end KU's.

Så jeg kan nu sige: Vi ses ikke i Gentofte - specialet skriver ikke sig selv.

Pålletik

Nu er det langt fra nogen hemmelighed at jeg er politisk aktiv og har været det i nu fire år.

Lørdag stod den endnu en gang på en politisk konference i min studenterpolitiske organisation, noget vi har en til to gange om året og denne gang handlede konferencen om det der må være vores hjertebarn som studenterpolitisk aktive, nemlig uddannelsespolitik.

Overskriften var "erkendelse vs erhverv".

Skal vi som akademikere skoles til at være forskere eller skal vi tilpasses erhvervslivet?

Til at behandle dette emne havde vi inviteret både den uddannelsespolitiske ordfører for de konservative til at give en politisk vinkel på emnet, efterfølgende havde vi et panel med en professor der agiterede for at professorer ikke var arrogante, men selv havde en utrolig arrogant udstråling med hans mening var den rigtige og herudover pev hver eneste gang han åbnede munden.
Udover ham havde vi en fra DI, som modpol til dette og endelig en mand fra rektoratet på KU.

Til at runde dagen af havde vi en paneldebat mellem formanden for Danmarks Liberale Studerende (DLS) og formanden for Danske Studerendes Fællesråd (DSF), en debat som fik mig og min sidemand til at konkludere at vi to var væsentligt mere liberale end formanden for DLS, som min sidemand fik sagt: "Hold da op hvor er han rød om formanden for DLS".

Den sidste debat var i mine øjne den mest interessante, da det var panelister som var på niveau med tilhørerne og derfor lettest at debattere med og få noget ud af, muligvis fordi jeg selv har siddet med fingrene dybt begravet i den studenterpolitisk suppe, da jeg læste på SDU.

For de to herrer var enige om at der var for lidt studenterindflydelse og studenterdemokratiet haltede.

Noget jeg ikke er helt enig med dem i, hvilket jeg også har givet udtryk for overfor evalueringspanelet der skulle evaluerer den danske universitetslov.

For studenterindflydelse får man ved at åbne munden overfor både Dekan, Rektor og Politikerne og de råd man eventuelt måtte have fået fingre i på ens universitet.

Jeg sad for et par år siden i de akademiske råd på mit daværende fakultet, og de som ikke kender til denne forsamling, så er akademisk råd ikke stedet hvor tingene rykker helt vildt, jeg kaldte det et "kaffe-kage udvalg", hvilket vil sige vi var et orienteringsforum mellem bestyrelse og studienævn.

Nå men, da jeg sad der lykkedes det faktisk for os studerende at få gjort dekanen opmærksom på et problem på uddannelsesstrukturen på fakultetet, som gjorde det temmelig besværligt for den studerende der måtte ønske at komme på udveksling til et universitet i udlandet.
Dette problem greb dekanen, for når det var svært at komme ud, som kunne det også betyde at det meget vel kunne være svært at komme ind.
Så dekanen tog problemstillingen og drejede den lidt og sendte forslaget til Studienævnet, som var og er dem som har beslutningskompetence til ændre på studiestrukturen.

Så har jeg også siddet i kantineudvalget, hvilket kunne lyde som et lala-udvalg, men faktisk lærte jeg politisk arbejde på tæt hold her, for kantiner er noget alle har en mening og holdning til.
Så det var stedet hvor jeg lærte at tage de upopulære beslutninger og skulle forsvare udvalgets arbejde.

Så jeg er en af dem der får lyst til at råbe: ÅBEN MUNDEN! Du bliver ikke hørt hvis du som studerende, ikke gør noget aktivt selv når du sidder i et udvalg på din uddannelsesinstitution.
Men udtryk dig konstruktivt, hvis du vil se dine idéer og tanker blive udført.

Seneste køb...

... er der ikke billede af, da købet er en buket blomster til den nyudnævnet Kommissær i EU og minister med ansvar for COP15, tidligere Klima og Energiminister.
(Så fik jeg vist også det hele med).

Årsagen er rimelig simpel, Connie Hedegaard var tilbage i 1981-84 i den Konservative Studenterbevægelse, først som formand for lokalforeningen i hovedstaden og derefter som Landsmand, inden hun blev valgt ind i folketinget ved valget i 1984.

Som KS'er kan jeg kun være stolt over at se en KS'er komme til tops, og vise at et politisk engagement i studietiden kan føre til noget.

Connie er dog ikke den eneste, må hellere nævne Lene Espersen, Henriette Kjær og Lars Barfoed, af kendte MF'ere der har været forbi den konservative studenterbevægelse.

Tænk at der allerede er gået fire år.

Det er lidt mærkeligt at der allerede er gået fire år, fire fantastiske år som har været med til at udvikle mig enormt.

Det gik for alvor op for mig for lidt siden da jeg læste dette indlæg hos Miss Jeanett.

For fire år siden blev jeg for alvor aktiv i politik og det gik ikke bare stærkt, det gik rigtig stærkt.
Det startede med at jeg meldte mig ind i studenterorganisationen (Konservative Studerende aka KS) lige op til semesterstart, og en dag blev jeg ringet op af dennes formand, der ville høre om jeg kunne give en hånd med i valgkampen.

Da jeg så dette som en oplagt mulighed til at møde nye mennesker takkede jeg ja, således skete det at første gang jeg mødte mine partifæller var i ført arbejdstøj, messy hår og en generthed der af en eller anden grund var forsvundet, for jeg skulle ud at hænge plakater op.

Noget der viste sig at jeg havde gode evner for, så der hang jeg og dinglede i de Odenseanske lygtepæle med grønne plakater i hånden.
Herefter gik det slag i slag og lige pludselig var jeg med nærmest alle vegne og hverdag.

Der gik ikke engang 14 dage, for så var jeg blevet overtalt til at stille op til det Akademiske Råd på "mit" fakultet, hvilket jeg gjorde fordi jeg kun regnede med at blive listefyld, men sådan skulle det ikke gå da der var fredsvalg og tjahh... så blev jeg valgt.

Da kommunal og regionsvalget var overstået deltog jeg i min første konference med KS' landsorganisation inde på Christiansborg og en efterfølgende julefrokost med den københavnske lokalafdeling.

Det hele gik simpelthen så stærkt, at jeg nåede at mærke den der lille tvivl i mig - var jeg vitterligt havnet det rigtige sted, var jeg virkelig konservativ?
Konferencen på Christiansborg gjorde udslaget, i det vi havde Lars Barfoed til at holde et oplæg, og i det oplæg kom Lars ind på hvorfor han i sin tid meldte sig ind under de grønne faner og de ord der kom ud af hans mund, var som taget ud af de tanker jeg havde gjort mig og lige der vidste jeg, at jeg var havnet det rette sted.

Herefter forsat tingene med at gå stærkt, for udover min mikropolitiske post på uni, så indtog jeg to organisatoriske poster det efterfølgende forår.

Dette politiske bekendtskab har givet mig en masse viden, erfaring og mod, som jeg ikke ville have turde at gøre forinden.
Ting af både positiv og negativ karakter, som gør at jeg er den jeg er i dag.

Selvom jeg langtfra altid er enig i partilinjen i alle deres udmeldinger, så er jeg konservativ inderst inde og står ved det!