Yay! Den første milepæl er nået!

Så er de første 10% speciale skrevet - 90% to go.

Det er nu herligt med kemi, her er ingen grænse for hvor mange anslag der skal grifles ned, så jeg har sat mig et mål der hedder 70 skrevne sider.

Ahh... Back to work og lidt teknisk kemi klogen.

Overflytningsansøgning

Så er jeg nået der til i processen hvor jeg skal ansøge om overflytningen og hvis jeg havde troet at det var let, så havde jeg været naiv.

Jeg havde kontaktet en på centret angående overflytning, men da jeg ikke hørte noget derfra, så gik jeg på jagt på KU's hjemmeside.

Mens jeg rodede rundt derinde og ledte efter de oplysninger jeg skulle bruge, så slog det mig at KU og SDU har en ting tilfælles, deres hjemmesider stinker og er svære at finde rundt på!

Jeg fandt så den side jeg skulle bruge, men de link som førte til ansøgningsskemaet, som jeg skulle bruge var et dødt link.

Hvad gør man så?

Jo, jeg endte med at ringe til studenterservice for fakultetet og så fik jeg at vide at de var ved at ændre på skemaerne, derfor kunne de ikke hentes på egen hånd, så hun ville sende det til mig pr snailmail også kendt som postDK.

Så i dag modtog jeg ansøgningsskemaet for optagelse på kandidatuddannelserne ved naturvidenskab for eksterne studerende.
Det var så ansøgningsskemaet for generel optagelse på kandidaten, hvilket jeg skal bruge i første omgang og i anden omgang skal jeg så bruge et meritansøgningsskema.

Tal om papirarbejde og en flertrins raket.

Men da jeg kun skal skrive mit speciale ved KU, så vil jeg forsøge at vedsende samtlige papire vedrørende de kurser jeg har i mit studieforløb og deres ects-værdi.

Jeg håber at det måske kan gøre at jeg undgår en omfattende meritansøgning, hvis de har samtlige data på forhånd.

Næste hurdle, i de afkrydsningsmuligheder der er på skemaet, så er der kun mulighed for at krydse af ved ting indenfor fakultetet og da jeg jo er en to-faglig hybrid med fag fra to fakulteter, så er jeg lidt blank på hvilket af felterne jeg skal krydse af.

One of my blond moments

Så er der hele boligsituationen, for det er lidt underligt at jeg skal til at skrive en opsigelse for denne jeg bor i, især nu hvor jeg ikke har nogen bolig på hånden på den anden side af bæltet.
Jeg må håbe at en lille fin mail, kan hjælpe på min situation, således at jeg kan få en manuel fremrykning.
Hvis man ikke spørger, så får man ikke svar.

Men det er lidt vildt at tænke på, at om tre måneder så befinder jeg med al sandsynlighed øst for Storebælt - lidt skræmmende.

Så tab dig dog! (del 2)

Hvorfor taber I jer så ikke?

Hvis det at tabe sig var så let, så ville overvægt ikke eksistere.
For flertallet med overvægt vil jeg skyde på at der også gemmer sig noget psykisk, noget der gør at der sidder de der 5, 10, 15, +40 kg for meget.
Noget der også skal arbejdes med, for at den indbyggede badering forsvinder, for hvad lægger til grund for at baderingen i første omgang dukkede op?

Nu er det ikke nogen hemmelighed at jeg selv er indehaver af en indbygget badering og i to år har prøvet at fjerne dennes eksistens fra min krop, for mit vedkommende drejer det sig ikke om forfærdenligt meget, i forhold til så mange andre.
Men nok til at kroppens konturer er let udviskede.Jeg har ført en art dagbog over forløbet, ihvertfald for det seneste halvandet år.
Når jeg ser på den, så danner der sig et mønster og der kan jeg se i dag hvor jeg begår mine fejl, fejl som så mange andre også gør, hvilket nok gør dem til klassiske fejl.
Når man skal ændre sin livsstil, så kan man anlægge forskellige strategier.

Man kan vælge at ændre på både kost og motion på en gang, hvor alt slik, chips og andet skrammel kasseres og man begynder i et motionscenter/ finder løbeskoene frem og begynder på iforms 12 ugers program.
Mens køleskabet bugner af grønt og fedtfattige produkter.
Man vil det hele på en gang og det skal helst gå så hurtigt som muligt, dette lyder lidt som mange menneskers nytårsforsæt ikke?
Hvad sker der så?
Størstedelen falder fra efter kort tid, for alt hvad der er forbudt er det eneste som kværner i knolden på en, man drømmer om marabou i stride strømme, hvis det er ens last, og man er bliver i dårligt humør når man åbner fryseren og ser at det ikke er en bøtte med chokoladeis ens øjne møder, men en pose med grøntsagsmix.
Ergo man falder i og drøner ned på tanken efter en plade marabou, mens man sumper i sofaen.

Eller også mener man at, det her kan jeg ikke klare alene, jeg må have nogle til at holde mig i hånden og fortælle mig, hvad der er skidt og hvad der er kanel.
Man tropper op hos ww/ddv og konsulenten viser alle de nye disciple med glæde i øjnene, at før jeg startede her så jeg sådan her ud og nu som I ser mig her.
Man går i gang med sin "livstilsændring" og det går meget godt, man følger de opskrifter man får og man vejer omhyggeligt sin mad/ tæller sine point og hopper glad og fro på vægten ugenligt
Men så når man den der udfordring der hedder "udenfor hjemmets fire vægge", hvor man ikke lige kan bestemme hvad man skal spise, på samme måde.
Man når et punkt hvor det at veje og tælle er en hæmsko i madlavningsfriheden, for jeg har nu lyst til en omgang pandekager, regne regne regne - det kan jo ikke lade sig gøre, det er jo nærmest forbudt!
Panden mod muren med 14o i timen.
Det er ingen fornøjelse, der er alt for mange forbud, igen mange vil falde fra.

Ved de to ovenstående har man hørt og læst sig til at man vil tabe 0,5-1 kg om ugen, hvilket man så går efter og man skuffes fælt, når resultatet er på 0,1-0,4 kg om ugen, selvom man ikke har gjort nogen forbudt.

Så er der taktikken, jeg tæller kalorier og så løber jeg, det er lige præcis hvad jeg gør.
Kort sagt, noget temmelig løst og hvor meget tror man lige på sig selv der?

Så er der endelig metoden, hvor man sætter sig ned og tænker over hvad man ønsker med sit vægttab, hvad er formålet.
Gør man det for sig selv, eller gør man det for andre?
Kan man acceptere at vægttabet er sølle 100 gram om ugen og ikke bikinibabe/strandløve i næste uge?
Hvor falder man i og med hvad?

Man vil gerne kunne leve normalt og ikke finde alle mulige mærkelige erstatninger og alternativer, fordi man ved at alternativet ikke er som det rigtige.
Man beslutter sig for at tage en kold tyrker, bare for at se hvor længe man kan holde fingrene for forskellige emner eks. slik, is, kage, chips og chokolade.
Der går sport i at kunne klare den længst muligt.
For mit vedkommende varede den kolde tyrker 14 dage og fra at indtage min last hveranden dag, det er ikke særlig pænt at læse dette på skrift, til ikke at have indtaget det andet end fire gange på 14 dage og i en dosis langt under normalen og alle gangene er det endt med at jeg har haft kvalme bagefter og fundet det alt for sødt.
Jeg kan gå igennem slikrækkerne uden at tænke over at jeg er gået der forbi.

Jeg indgik aftalen med mig selv at jeg kun skulle spise en portion, som ikke må fylde hele tallerkenen.
Der er skåret ned på fedtet af lyst, hvilket har bevirket at jeg bliver slået ud af fed/fedtet mad med en grim mavepine.

Jeg er indstillet på at hellere det tager et år at nå ned i vægt og jeg ikke mærker at vægten går ned, fordi jeg ikke lider nød og skal gøre krumspring når jeg er ude.

For der var ingen som tvang tingene i mig, som gjorde at jeg tog på.
Jeg stoppede det ganske frivilligt ind og derfor skal ingen gøre mig til en stakkel ved at fortælle mig, hvad jeg bør indtage.
Jeg har været der, for alle de nævnte trin er nogle jeg har været igennem.
Derfor bliver jeg også meget negativ hvis, nogen giver mig elevatorblikket: "Er du helt sikker på at du bør spise det der?!"

Igen, med hvad jeg har læst i min tid som kemistuderende, så er jeg større fan af ikke diet produkter, jeg vil hellere spise det lidt mindre af tingene som ikke er sukker og/eller fedtreduceret.
Min cola skal helst være den med de sytten millioner sukkerknalder i, fremfor den med sukkeralkoholer og min friskost skal være den med indhold af fløde, fremfor sytten millioner stabilisatorer og fyldstoffer for at regulere konsistensen.

Der findes ingen hurtige genveje til et varigt vægttab, hvilket øvrigt minder mig om, at jeg læste en gang at det tager en periode på to år for at kunne bibeholde et vægttab og en livstilsændring og man får ikke færre fedtceller ved vægttab efter man er fyldt 20 år, eller der omkring.
Efter dette tidspunkt skumper fedtcellerne blot ind.

"De som ikke har held i spil, har held i kærlighed"

Hvem har ikke prøvet at få denne tyndslidte sætning, når man var den heldige taber af et eller andet spil, særligt når man tabte stort.

Sætningen slog mig i dag, da jeg gik ude i regnen og blev ringet op af en fra bladet Cosmopolitan.
Kvinden i den anden ende af røret kunne så fortælle mig at, jeg havde vundet førstepræmien i en af deres konkurrencer.
Hvilket var en taske af et for mig ukendt mærke, så kunne jeg ikke andet end at trække på smilebåndet, for tænk at jeg på sådan en grå og våd dag havde vundet en taske.

Det første jeg tænkte ved mig selv, da jeg sluttede samtalen var: "Hvem har behov for held i kærlighed, når man kan have held i konkurrencer?"

Det kom faktisk bag på mig, at det var den første tanke som slog mig, men den slog mig med god grund, for det er tredje konkurrence indenfor et år, som jeg har vundet.
Først en strikcardigan ( et fancy pancy mærke), så siden en eau de toilette fra agent provocateur og nu en taske.

Hvis man prøver anskuer tingene statistisk, så vil man øge chancen for gevinst, jo flere lodder man lægger i lodtrækningsposen.
Skåret ud i pap for Prins Knud, så er chancen for gevinst alt andet lige noget større, når man deltager med fem lodder frem for et enkelt lod.

Når det gælder konkurrencer, så deltager jeg flittigt, dog kun steder hvor jeg er sikker på at der ikke er fusk med i spillet, hvorved mine chancer for gevinst et eller andet sted bliver større.

For så at få lidt Danielle Steele følelsesporno indover, så er det ikke i kærlighedlotteriposen jeg lægger mine lodder, og så er vi tilbage ved den tanke som slog mig i dag, der i regnen.

Hvis man ikke selv opsøger tingnene, så sandsynligheden for gevinst også mindre og det er sådan ligegyldigt hvilket af livets facetter det drejer sig om.

Drømmejobbet falder ikke ned fra himlen, hvis man ikke gør bare en lille indsats.
Prince Charming kommer ikke dumpende forbi uden at man gør en indsats.
Du vinder ikke en konkurrence, hvis du aldrig indsender et lod.

Selvfølgelig må der uden tvivl findes outliers, der findes ingen regler uden undtagelser.

Jeg skal gerne (for at blive i Danielle Steele universet lidt endnu) indrømme, at jeg har gjort større indsats for at nå drømmejobbet og for at vinde en eller anden materialistisk ting i en konkurrence, end indsatsen for at få Prince Charming forbi.

(Ja, det tør jeg godt skrive og tør også godt lade mine forældre vide det).

Så er der vist også skrevet nok i Danielle Steele genren og ikke et øje er tørt, så find bare lommeletterne frem.

Et skridt tættere på specialet

Så er specialet rykket et skridt tættere på, for nu er emnet på plads og samtidigt har jeg fået tre artikler som lidt baggrundsmateriale til selve mit speciale.

Jeg kommer på et forum, hvor der er en tråd hvor alt omkring det at skrive speciale bliver vendt.
For når man taler om speciale, så er der mange trin i processen frem mod at kunne aflevere sin opgave.
Først skal man vælge sit område, det er ikke nødvendigvis let, hvilket jeg kan skrive under på.
Jeg begyndte at tænke på specialet allerede i februar i år, for der var ingen oplagte muligheder lige hvor jeg var, så jeg var allerede der indstillet på, at jeg muligvis skulle andet sted hen i landet for at skrive.
Undersøgte hvad der var af muligheder både på AU, KU, DTU og div. forskningsinstitutioner under universiteterne.
Jeg kunne se at alle pilene pegede mod Sjælland, så i slutningen af april bad jeg min bachelorvejleder om at hjælpe mig med steder, der kunne være oplagte for mig at undersøge.
Det var så her at jeg blev sat i forbindelse med KU, hvorefter jeg kontaktede dem og fik en aftale sat i stand.

Så der kom min første specialesamtale i stand, hvilket blev et møde hvor jeg blev vist rundt i de faciliteter som det pågældende forskningscenter på kemisk institut har, samt introduceret til de forskellige specialemuligheder der var.
Hvilket var alligevel nogle stykker, så der gik jeg fra at have ingen mulighed til at have mange.
Samtidigt blev jeg stillet overfor et vigtigt spørgsmål, skal jeg være ekstern eller intern studerende ved KU?

Så hele sommeren blev brugt til at overveje hvad jeg skulle vælge.

I den uge som der nu er ved at være ovre, til min anden samtale inden specialet.
Her foreslog han et emne og jeg er overrasket over at han ramte med et emne, som jeg selv har undret mig over indimellem, et område hvor jeg har stillet spørgsmål til mig selv, som jeg af gode grunde ikke har kunne besvare.

Emnet rammer af andre grunde plet i mit syn på forskning indenfor kemien, hvor mit temperament ikke er til navlebeskuet forskning, som jeg kalder det.
Det vil sige, forskning som man ikke på 5 minutter kan forklare en almen dansker hvad er.
Ikke at jeg ser ned på den navlebeskuende forskning, for det er forskning som er enorm vigtig og som jeg anerkender - det passer blot ikke til mit temperament.

Nu hvor jeg har besluttet mig for at skrive ved KU, så har jeg også besluttet mig for at blive overflyttet til KU for at blive intern studerende og ikke blot gæstestuderende.
Hvilket også er fornuftigt i boligmæssig henseende, da pendling mellem nuværende bopæl og KU er på over to timer hver vej, hvilket er i overkanten i min optik.

En ting jeg oplevede allerede ved første besøg, var at jeg følte mig "hjemme" på instituttet, hvilket jeg desværre aldrig har gjort mit nuværende sted, hvorfor kan jeg ikke rigtigt svare på.

Denne oplevelse har gjort at jeg nu er mere motiveret til at tage en slutspurt i mine sidste kurser, tiltrods for min studietræthed - en læsetræthed.

Sæt et mål og se hvor længe det holder.

Det er vel lidt en klassiker at sætte sig nogle mål for det kommende semester, som studerende.
Det mest klassiske mål for mange studerende er vel indsatsen i det kommende semester, man vil gerne gøre det bare lidt bedre end det forgående semester.
Det mål har jeg selvfølgelig, og denne gang skal det være.
Det er sidste fag der skal knaldes af, så det er sidste mulighed for at være rigtig flittig studerende og ikke bare middelmådig.

Så er der de andre ikke direkte studierelaterede mål, som også sættes.
Det er lidt som at have nytårsforsæt to gange årligt.

For mit vedkommende drejer det sig om:

Madplaner, hvilket er en af mine klassikere.
Har haft ambitionen om madplaner de seneste par semestre, en konkurrence i hvordan maden bliver andet hovsaløsninger og en konkurrence i hvordan der laves god mad for et ikke atronomisk beløb - man er vel på SU?!

Løbetræning, et nyere mål.
Havde det som mål i foråret, men et par elendige løbesko tvang mig til at afbryde midt i løbeprogrammet, da der gk krampe i oversiden af foden.
Så løbetræningen finder jeg frem igen, skal dog lige have investeret i et par ordentlige løbesko og så er jeg klar.
Skoene er lidt det svageste led i dette mål.

Vægttabet, igen en klassiker.
Det røg i et sort hul inden junieksamensperioden, så back to basic på dette område.
Et mål som hænger lidt sammen med de to ovenstående mål, mad + motion.
Aner man mon en rød tråd?

Så er det spændende hvor mange af disse mål, jeg rent faktisk når, det vil vise sig når kalenderen siger 1. februar 2009, hvor næste semester starter.