Vol II - Det er så nu den fortællling burde komme.

I går aftens efterlyste jeg fortællingen om de ti på restaurant, og fiskede efter historien på min anden blog/ gamle blog.
Pling plingeling, der hjalp en venlig sjæl mig med fortællingen.
Clueless?
Det er så nu den fortælling burde komme

Her kommer den:
"Her er historien om 10 personer, der hver dag går ud på restaurant og spiser middag sammen.
Den fælles regning på restaurenten ender hver dag på 1.000 kroner, og de 10 deler den op på nogenlunde samme måde, som vi betaler skat her i Danmark.
De første 4 - de fattigeste - skal derfor ikke betale noget.
Den femte skal betale 10 kroner, den sjette 30 kroner, den syvende 70 kroner, den ottende 120 kroner og den niende 180 kroner.
Den tiende, den rigeste af dem, skal betale 590 kroner.

Sådan spiser de sammen hver dag, og alle er de glade for den måde, de deler regningen på.
Lige indtil restauratøren pludselig giver dem rabat: "Eftersom I er så gode kunder" siger han, "giver jeg jer 200 kroner i rabat på jeres middag".
En middag for 10 personer koster derefter 800 kroner.
Gruppen vil stadig betale regningen på samme måde, som vi betaler skatter her i landet. Så de første 4 bliver ikke påvirket: De skal stadigvæk ikke betale.
Men hvad med de 6 andre - dem som betaler - hvad skal de gøre??
Hvordan skal de fordele rabatten på 200 kroner, så alle får en lige del?
Nu skal man holde ørene stive: De finder ud af, at 200 kroner delt med 6 bliver 33,33 kroner.
Hvis de trækker det beløb fra hver persons andel, skal den femte og sjette have penge for at spise.
Restauratøren foreslår, at det mest rimelige vil være at reducere hver persons regning omtrent jævnt, og sætter sig til at regne på, hvad hver person skal betale. Resultatet bliver, at også den femte person kan spise gratis, den sjette skal betale 20 kroner, den syvende 50 kroner, den ottende 90 kroner, den niende 120 kroner. Den tiende skal betale 520 kroner, istedet for de 590.
Alle seks personer får en lavere pris end tidligere, og de 4 første kan fortsat spise gratis.
Men så er det, at én i selskabet begynder at samligne, hvad de hver især har sparet. De står uden for restauranten: "Jeg fik kun 10 kroner af de 200" begynder den sjette person og peger på den tiende, "men du tjente 70 kroner".
"Præcis" siger den femte person, " jeg sparede også bare en 10'er. Det er uretfærdigt, at han fik syv gange mere end mig!"
"Det er sandt" råber den syvende person.
"Hvorfor skal han have 70 kroner når jeg kun fik 20?
De rige skal altid have det bedre!!!"
"Hør et øjeblik" forsøger de 4 første: "Vi fik jo overhovedet ingenting,
"DET HER SYSTEM UDNYTTER DE FATTIGE!!!"

De 9 personer omringer den tiende og giver ham tæsk.
Næste aften kommer han slet ikke til middagen, men de 9 andre sætter sig til bordet og spiser uden at vente på den tiende.
Da regningen kommer, opdager de noget.
DER MANGLER 520 KRONER............!"

Det var historien skåret ud i pap, om hvordan dette samfund er indrettet.

"De som ikke har held i spil, har held i kærlighed"

Hvem har ikke prøvet at få denne tyndslidte sætning, når man var den heldige taber af et eller andet spil, særligt når man tabte stort.

Sætningen slog mig i dag, da jeg gik ude i regnen og blev ringet op af en fra bladet Cosmopolitan.
Kvinden i den anden ende af røret kunne så fortælle mig at, jeg havde vundet førstepræmien i en af deres konkurrencer.
Hvilket var en taske af et for mig ukendt mærke, så kunne jeg ikke andet end at trække på smilebåndet, for tænk at jeg på sådan en grå og våd dag havde vundet en taske.

Det første jeg tænkte ved mig selv, da jeg sluttede samtalen var: "Hvem har behov for held i kærlighed, når man kan have held i konkurrencer?"

Det kom faktisk bag på mig, at det var den første tanke som slog mig, men den slog mig med god grund, for det er tredje konkurrence indenfor et år, som jeg har vundet.
Først en strikcardigan ( et fancy pancy mærke), så siden en eau de toilette fra agent provocateur og nu en taske.

Hvis man prøver anskuer tingene statistisk, så vil man øge chancen for gevinst, jo flere lodder man lægger i lodtrækningsposen.
Skåret ud i pap for Prins Knud, så er chancen for gevinst alt andet lige noget større, når man deltager med fem lodder frem for et enkelt lod.

Når det gælder konkurrencer, så deltager jeg flittigt, dog kun steder hvor jeg er sikker på at der ikke er fusk med i spillet, hvorved mine chancer for gevinst et eller andet sted bliver større.

For så at få lidt Danielle Steele følelsesporno indover, så er det ikke i kærlighedlotteriposen jeg lægger mine lodder, og så er vi tilbage ved den tanke som slog mig i dag, der i regnen.

Hvis man ikke selv opsøger tingnene, så sandsynligheden for gevinst også mindre og det er sådan ligegyldigt hvilket af livets facetter det drejer sig om.

Drømmejobbet falder ikke ned fra himlen, hvis man ikke gør bare en lille indsats.
Prince Charming kommer ikke dumpende forbi uden at man gør en indsats.
Du vinder ikke en konkurrence, hvis du aldrig indsender et lod.

Selvfølgelig må der uden tvivl findes outliers, der findes ingen regler uden undtagelser.

Jeg skal gerne (for at blive i Danielle Steele universet lidt endnu) indrømme, at jeg har gjort større indsats for at nå drømmejobbet og for at vinde en eller anden materialistisk ting i en konkurrence, end indsatsen for at få Prince Charming forbi.

(Ja, det tør jeg godt skrive og tør også godt lade mine forældre vide det).

Så er der vist også skrevet nok i Danielle Steele genren og ikke et øje er tørt, så find bare lommeletterne frem.