Når man lader to og to være fem

 Kilde: Urban 7. august 2009

I går i Urban var der en artikel om høje adgangskrav til diverse uddannelser, at snittet var faret i vejret siden sidste år.
Men det var så her journalisten måske skulle have researchet lidt på hvorfor snittet var lavere sidste år.
En del af det skyltes de nye krav til fag og niveauer på en lang række uddannelser, krav som havde været annonceret fra universiteterne siden sidste års studenter startede i gymnasiet.
Så sidste år var der en del nybagte studenter som skulle supplere fag/niveauer for at kunne søge ind på drømmestudiet, hvilket medførte at færre søgte ind og med færre ansøger, så var det en logisk konsekvens at snittet for den/de sidst optagne var lavere end normalt.
Så studier der normalt havde for mange ansøgere stod lige pludselig med tomme pladser/lavere spærregrænse og studenter, som under normale omstændigheder ikke ville være kommet ind kunne komme ind på drømmestudiet.

Hvilket i år har fået flere med et snit i samme ende som spærregrænsen sidste år, prøvede lykken i år samtidigt med at de som skulle opsupplere sidste år også har søgt og oven i hatten så er der dette års studenter, som kan gange deres snit med en faktor og dermed hæve snittet.
Hele denne cocktail har betydet at snittet er røget i vejret og flere er blevet afvist på prestigeuddannelserne.

Så hvis journalisten havde gjort sit arbejde rigtig godt, så havde vedkommende også kigget på snittene fra 2007 og sammenlignet med dem, de havde nok været bedre at sammenligne dette års snit med samt analyse over påvirkningen af nybagt-student-faktoren i forhold til tidligere.

Man kan altid diskutere om denne faktor er en god eller dårlig ting, men faktoren blev født mens vi forsat havde mange ufaglærte jobs, som nybagte studenter kunne udfører og derfor mindre incitament til at starte direkte på en videregående uddannelse.
Et politisk projekt som gav mening på daværende tidspunkt, men ingen kunne spå at der ville komme en nedtur hvor stor mangel på arbejdskraft ville blive til et stort tab af arbejdspladser (faglærte som ufaglærte).
Så denne faktor spår jeg en hurtig død, da den ikke længere giver mening, da der er et incitament til at starte lige efter studentereksamen for alle som ikke har et job på hånden, før de er blevet studenter.

I disse studentertider

Så får jeg helt lyst til chokoladedyppede jordbær, Sarah Bernard kager og Asti.

Gymnasierne, teori vs praksis

En af mine facebookvenner linkede til følgende artikel i Berlingske tidende på sin profil:
Gymnasiet skal ikke kun være for nørder

Det har så medført nogle kommentarer omkring dette, udover hans egen kommentar til artiklen og de udtalelser der står i den.

Kort opsummeret, så mener S, SF og R at gymnasiet skal være mindre teoretisk og mere praktisk, som der skrives i artiklen:

"Gymnasiet skal ikke være et akademisk mini-universitet, der kun henvender sig til nørder."

Denne kommentar har fået mig til at tænke over tingene, for hvad vil vi med gymnasiet og hvad vil vi især med det almene gymnasium?

Ved gymnasiereformen som trådte i kraft for snart fire år siden, gjorde man op med tidligere tiders opdeling i sproglig og matematiske linjer, man fik ikke længere både musik og billedkunst på c-niveau og man indførte mere tværfaglighed, noget der førhen kun eksisterede når flere faglærere valgte at gå sammen om et emne.

Tankerne bag reformen i sin tid, har med god sandsynlighed været at få mere fokus på både det tværfaglige og så det mere studieforberedende, for at få gymnasiet til at hænge mere sammen med en videregående uddannelse, end sammenhængen med folkeskolen.
Hvilket er den opfattelse jeg har fået, både mens jeg gik der og efterfølgende.

I princippet burde gymnasiet være stedet, hvor man tog mere ansvar for egen læring og mere ansvar i det hele taget, som en dør til voksenlivet.
I stedet var (og er sikkert forsat) en direkte forlængelse af folkeskolen, fordi der ikke er de store konsekvenser for sløseri på den ene eller anden måde.

Hvis ikke man skal forberede på en videregående uddannelse, hvad enten det er uddannelsen til læge eller pædagog, så er man nødt til at have en teoretisk ballast inden man kaster sig over tingene i praksis.
At forholde sig til ting i teorien er ikke kun en "nørd ting", selv i almindelige hverdagsituationer møder man ting, som man skal forholde sig til.

Så at lave ting i praksis kommer om en naturlig følge af at gøre tingene i teorien.
Men hvis man ikke har forholdt sig til tingene i teorien, så vil det tage længere tid at udføre dem i praksis.

Så er der fagene i det almene gymnasium, der kan man diskutere hvilke fag der er rimelige at have, når de nu ikke er direkte adgangsgivende til en videregående uddannelse.
Jeg tænker her på fagene: Musik, billedkunst, oldtidskundskab, religion og idræt.

Man kan have en mening om at det er overflødige fag, men i mine øjne hører disse fag med når man vælger det almene gymnasium, med sine alment dannende fag.
Hvis man ønsker noget mere fagspecifikt kan man vælge HHX (handelsstudent) eller HTX (teknisk-naturvidenskabelig student).

Gymnasiet er i mine øjne i dag allerede meget blødt, fordi det ikke er direkte fagspecifikt, som de andre to gymnasie retninger.

Nu er jeg gammel matematisk student, faktisk er det til august 10 år siden at jeg startede i gymnasiet, så har ikke den store personlige erfaring fra de andre to gymnasie retninger.

Men min opfattelse er den, at både på HHX og HTX har man mulighed for at bruge sin teoretiske viden i praksis, ved at skabe et produkt.
Dette er ikke direkte ladesiggøreligt på det almene gymnasium, fordi fagpakken er så bred som den er.

Hvad er så min egentlige pointe med dette indlæg?

Jo, slækker man på tøjlerne til det almene gymnasium, så får man en masse middelmådige studenter ud, som ikke har fanget den dybere pointe med de værktøjer de har fået igennem deres gymnasietid.
Så skulle man gøre noget ved gymnasiet, så skulle det være at stille større krav til eleverne og turde give slip på dem og lade dem tage mere ansvar for deres handlinger, så de føler en forpligtelse til deres uddannelse og de mennesker de omgås med til hverdag.

Tøjet i gemmerne

I starten af ugen fik jeg investeret i en all-in-one printer, sådan en fætter som både kan printe, scanne og kombien: Kopierer.

Så meget passende ville jeg afprøve scannefunktionen på nogle af mine gamle papirsbilleder.
Hvor jeg så faldt over billederne af mig i mit studentertøj, tøj som jeg rent faktisk har i skabet forsat.
Jeg kan simpelthen ikke nænne at smide det ud, det er ren nostalgi at kigge på det, men samtidigt minder tøjet mig også om, hvad der skete da jeg flyttede hjemmefra for at begynde på mit studium.
Det amerikanske begreb: "Freshmans fiftteen" siger sådan set det hele, hvad der skete efter jeg flyttede hjemmefra.
Tøjmæssigt så lagde jeg vist kimen for min forkærlighed for de max knælange skørter her, hvilket vel i grunden er mit varemærke.

Disse billeder rummer også en motivation, for de der "freshmans fiftteen" har sat sig rigtig grundig fast, hvilket jeg kæmper med.
For det er nu noget sjovere at købe tøj, når der ikke skal tages højde for eventuel muffins effekt.
Mit håb er vel også lidt det, at mit studentertøj igen ryger ind i bølgen af hvad der er "in", selvom jeg ville gå i det imorgen, hvis det sad pænt på mig.

Studenterne springer ud - hvad nu?

Nu kommer tiden hvor gaderne igen bliver fyldt med glade studenter, som efter at have svedt over bøgerne endelig er der til hvor de kan sætte beviset for 3 års skolegang på hovedet (eller 2 år, hvis man har været forbi HF eller et studenterkursus).





Det er mere eller mindre her det går op for en at man nu er voksen, sådan rigtig voksen.
For hvad skal man så nu hvor man er blevet voksen.

* Passer ens snit med ens drømme?
* Skal man tage et sabatår eller skal man begynde direkte?

* Hvor skal man læse og hvad skal man bo i?

Det er nogle store spørgsmål og nogle store valg man skal træffe.

Det er så lidt indgangsvinkelen til dette indlæg, hvad skal man så vælge?

Nu er mit udgangspunkt naturvidenskaben, det er her jeg er havnet og der er en forskel på hvilket universitet man vælger.
RUC har som med resten af deres uddannelser en basisuddannelse og bygger på at man bliver to-faglig.

På SDU har man også et basisforløb, som kaldes noget så smart som scienceår, det er her man får alle basisfagene, hvilket er nyttigt for de fleste, måske lige pånær de som vælger en kombination af fagene fysik, matematik og datalogi.
På SDU findes der uddannelser som er født som to-faglige, men muligheden for at blive et-faglig er også en mulighed indenfor nogle områder.

Fordelen ved basisår er at man kan udsætte sig endelige valg af studieretning lidt og skulle man skifte retning, så skal man ikke starte helt forfra og igennem den store studienævnsmølle.
Ulempen ved basisår er så det samme, man skal igennem en masse basisfag, som måske ikke lige er områder man brænder for.

AU og KU er modsat RUC og SDU fagspecifikke fra start af, ment på den måde at starter man på kemi, så kan man ikke direkte hoppe over på biologi hvis man får den lyst.
Man er lidt mere låst, men det har den fordel at starte fagspecifikt at man kan få lov til at nørde sit område forholdsvis hurtigt.

Så hvilket universitet man vælger er lidt et temperaments spørgsmål, det kan klart anbefales at undersøge universiteternes hjemmesider, og se hvad de skriver om eksempelvis kemi de forskellige steder.

Et andet punkt der også spiller ind på studievalget er stedet, især hvis uddannelsen udbydes flere steder og man kan komme ind flere steder.
Skal man vælge Odense, Århus eller hovedstadsområdet, hvilket kan dække både RUC og KU.

Jeg er klar over at AAU og DTU ikke er nævnt, men deres kemi har mere karakter over i ingeniørvidenskaben og derfor var det ikke blandt mine overvejelser.

Så er der boligsituationen, men det er en anden historie.


Men først et tillykke til studenterne, nyd den kommende uge og nyd sommeren, alvoren skal tids nok komme.

Huerne på billedet er fra AJ. Eriksen
http://www.ajeriksen.dk/Default.asp?Id=960