From bad to worse! It's time for the arrival of Sherlock Scient.

Jeg skrev i mandags om en dårlig nyhed for mig som specialestuderende, det blev ikke meget bedre da jeg fik krabbet mig ind til Universitetsparken i dag.
For den "nye" gaslinje var helt nøgen og skulle have både tilsluttet gasindgangen fra gasflaskerne og gasudgangen til cellen samt tilkobling af ozonsystemet.

Disse ting er ikke helt nemme at gøre, da "fingrene" på denne gaslinje ikke er samme type som de to andre gaslinjer jeg har arbejdet på og derfor skulle der tænkes nyt.
Fair nok, det er også hvad der er sket - alt så tænkt nyt.
At det måske ikke er de mest fikse løsninger sådan a la Storm P, er noget andet.

Gaslinjen

 Den kreative løsning a la Storm P 
– to forskellige gummislanger (incl. et spændebånd) der forbinder teflonslangen med gaslinjen.

Men en ting er at samle tingene, noget andet er at få det til at virke og have et tryk der er på 0-1 mbar ved en tom gaslinje, til sammenligning er 1 atm. tryk omkring de 1012 mbar og trykket i dag har været på 1024 mbar.
Mon jeg kom derned?
Nej da, faktisk startede jeg nede på 4mbar og “min” trykmåler der måler i microns faldt utroligt langsomt oven i at den lå utroligt højt i værdi.
Så er der en lille alarmklokke der ringer og fortæller at noget ikke er helt som det burde være.
Så jeg tjekkede om ventilerne nu var tætte, om Storm P slangeløsningen var tæt, om gasindgangsslangen var tæt og om gummipropnødløsningen-for-der-mangler-en-ventil var tæt.
Jeg havde sågar ventilerne ude for fedte dem ind (med glidecreme for ventiler – som mig og ph.d’en sagde i munden på hinanden, humoren).
Hellere ikke dette hjalp, faktisk steg trykket for hver gang noget blev skiftet.
Så nu ligger det forbandede tryk (undskyld) og roder rundt oppe på 10-12 mbar, hvilket er alt for meget og temmelig skidt.

Så nu er der kun to mulige problembørn, det ene er oliepumpen og det andet er den revne der er i glasset på gaslinjen.

Revnen i gaslinjen

Det sidste er faktisk det værste, da vi så ikke har nogen gaslinje, hvilket vil være meget skidt for mit speciale.
For det ene vellykkede referenceforsøg jeg har er ikke godt, det er der ikke meget validitet i.
Så lige nu håber jeg på at det er pumpen der er problemet og ikke revnen, i det revnen ikke kan mærkes på ydersiden.

Dette her er rigtig skidt for mit speciale, hvis jeg skulle ende med kun at have et referenceforsøgsresultat, så lige nu krydser jeg fingre for at der sker noget som gør at jeg kan komme i lab i næste uge og lave de nødvendige forsøg.

Hvilken fantastisk fredag

(Ironi kan forekomme i overskriften)


Først opdager jeg at I-pod'en med stor sandsynlighed trænger til en opladning, så denne findes frem og smides i tasken.
Ud af døren med mig, hvor det går op for mig at jeg har glemt at få den store tunge tørre Atkins* med, orker ikke gå tilbage efter den.
I toget bliver mine næsebor bedøvet af en yngre mands behov for at bruge en halv bøtte parfume, det bliver ikke bedre da jeg rammer bussen, for også her er der en yngre mand med sådan en hang til overdosis af parfume.
På uni går det helt galt, da jeg opdager at min studiekort er væk og jeg derfor ikke kan komme ind i bygningen.

Så kan fredagen næsten ikke blive meget bedre.


*Atkins er kælenavnet for fysisk kemibogen, en kæmpe moppedreng hvis hovedforfatter bærer navnet Atkins.

Hurra for åbne grænser, eller?

På strøggaderne i de større danske byer løber man med god sandsynlighed, ind i mindst en østeuropæisk tigger.
Nogle er rafinerede og render rundt med halv visne roser, som de deler ud og derefter vil have penge for.
Så er der alle dem som sidder med et papkrus og tigger på gaden, nogle bruger deres handikap som undskyldning, handikaps som i Danmark ikke ville være noget problem i forhold til at være på arbejdsmarkedet.

Omkring Nørreport station i København vrimler det med disse tiggere og jeg bliver harm over deres tiggeri, primært fordi de kommer udefra og primært EU-medlemslande som er blevet lukket ind i klubben et par år for tidligt.
Dette tiggeri, der til tider er temmelig agressivt går ud over de hjemløse, som i København er langt mere agressive i deres opførsel, end i resten af landet.

Jeg kan blive så vred over denne opførsel og ser man på politiet, så kan de ikke gøre ret meget ved det, de kan ikke slæbe disse mennesker for retten.
For eftersom de er EU-borgere så kan de ikke bare lige udvises af landet.

Wink wink black screen.

Forbistrede computer, det var hvad jeg tænkte fredag aften.

Jeg havde jo lige haft den tændt, uden problemer, inde på uni timen forinden og som ud af den blå luft, så kunne den ikke få forbindelse med styresystemet.
Så der var kun en lille fin markør som blinkede på den sorte skærm!

Så står man lige pludselig med et mindre problem, for at sige det mildt.

Heldigvis har jeg kunne låne en venindes aflagte bærbar, en bærbar af samme mærke som min og ikke mindst den smule ældre.
Men den kører i mine øjne noget bedre, men der skal sådan set ikke så meget til.

Men rart at det har været muligt at låne en bærbar, indtil jeg finder en mere varig løsning.

Hvis jeg vender tingene om til noget positivt, så har jeg ikke nogen væsentlige dokumenter på min bærbar, det er gemt på anden måde.
Har kun et par programmer af mere væsentlig karakter, som jeg pt ikke har adgang til, hvilket betyder at der næppe kommer billeder på bloggen det næste stykke tid.

En anden positiv ting er den at jeg endnu ikke er begyndt at skrive på specialet, så der er noget tid at løbe på der.

Men jeg må have en løsning på computerproblemet, og det er noget hø at det sker nu, hvor jeg ikke er meget for at købe en computer-lappeløsning, har jo ikke ligefrem et pengetræ groende i vindueskarmen.

Vol II - Det er så nu den fortællling burde komme.

I går aftens efterlyste jeg fortællingen om de ti på restaurant, og fiskede efter historien på min anden blog/ gamle blog.
Pling plingeling, der hjalp en venlig sjæl mig med fortællingen.
Clueless?
Det er så nu den fortælling burde komme

Her kommer den:
"Her er historien om 10 personer, der hver dag går ud på restaurant og spiser middag sammen.
Den fælles regning på restaurenten ender hver dag på 1.000 kroner, og de 10 deler den op på nogenlunde samme måde, som vi betaler skat her i Danmark.
De første 4 - de fattigeste - skal derfor ikke betale noget.
Den femte skal betale 10 kroner, den sjette 30 kroner, den syvende 70 kroner, den ottende 120 kroner og den niende 180 kroner.
Den tiende, den rigeste af dem, skal betale 590 kroner.

Sådan spiser de sammen hver dag, og alle er de glade for den måde, de deler regningen på.
Lige indtil restauratøren pludselig giver dem rabat: "Eftersom I er så gode kunder" siger han, "giver jeg jer 200 kroner i rabat på jeres middag".
En middag for 10 personer koster derefter 800 kroner.
Gruppen vil stadig betale regningen på samme måde, som vi betaler skatter her i landet. Så de første 4 bliver ikke påvirket: De skal stadigvæk ikke betale.
Men hvad med de 6 andre - dem som betaler - hvad skal de gøre??
Hvordan skal de fordele rabatten på 200 kroner, så alle får en lige del?
Nu skal man holde ørene stive: De finder ud af, at 200 kroner delt med 6 bliver 33,33 kroner.
Hvis de trækker det beløb fra hver persons andel, skal den femte og sjette have penge for at spise.
Restauratøren foreslår, at det mest rimelige vil være at reducere hver persons regning omtrent jævnt, og sætter sig til at regne på, hvad hver person skal betale. Resultatet bliver, at også den femte person kan spise gratis, den sjette skal betale 20 kroner, den syvende 50 kroner, den ottende 90 kroner, den niende 120 kroner. Den tiende skal betale 520 kroner, istedet for de 590.
Alle seks personer får en lavere pris end tidligere, og de 4 første kan fortsat spise gratis.
Men så er det, at én i selskabet begynder at samligne, hvad de hver især har sparet. De står uden for restauranten: "Jeg fik kun 10 kroner af de 200" begynder den sjette person og peger på den tiende, "men du tjente 70 kroner".
"Præcis" siger den femte person, " jeg sparede også bare en 10'er. Det er uretfærdigt, at han fik syv gange mere end mig!"
"Det er sandt" råber den syvende person.
"Hvorfor skal han have 70 kroner når jeg kun fik 20?
De rige skal altid have det bedre!!!"
"Hør et øjeblik" forsøger de 4 første: "Vi fik jo overhovedet ingenting,
"DET HER SYSTEM UDNYTTER DE FATTIGE!!!"

De 9 personer omringer den tiende og giver ham tæsk.
Næste aften kommer han slet ikke til middagen, men de 9 andre sætter sig til bordet og spiser uden at vente på den tiende.
Da regningen kommer, opdager de noget.
DER MANGLER 520 KRONER............!"

Det var historien skåret ud i pap, om hvordan dette samfund er indrettet.

Penge lige ud af vinduet.

Nogle gange køber man noget, hvor man lige så godt kunne have valgt at smide pengene ud af vinduet eller at bruge den som optændingspapir i fyret.
Sådan en ting har jeg, en acer aspire 1642LMi er synderen.

For 2½ år siden ville jeg luksusdyr have mig en bærbar, selvom jeg havde en stationær i forvejen.
Så jeg undersøgte markedet og valgte så at smide godt 7,5K efter ovenstående model.
Noget jeg siden hen har fortrudt en del gange, det "sjove" i denne sag er så at butikken/kæden jeg købte den ved, blev opkøbt af en anden kæde forholdsvis kort efter mit computerkøb.

Altså, jeg stod med håret i postkassen.

For et halvt års tid siden, da bad jeg min far om at kigge maskinen igennem for fejl, da jeg efterhånden var ekstrem træt af blå skærme og fejlmeldinger.
Han måtte formatere den hele fem gange, inden at den virkede ordenligt igen (tilsyneladende).
Efter formateringen var kun 5,5 GB ud af 40GB Harddisk i brug.
Hvilket det forsat er, alligevel går den i blå skærm og fejlbokse der springer frem.

Så nu er min plan om at skrotte min 5 år gamle stationære røget i vasken, for jeg har absolut ingen tillid til min bærbare pc.
Så indtil jeg har råd til en MacBook, så vil jeg nødtvunget lade mig nøje med min store klodsede stationære.
Eftersom jeg kun har til en halv MacBook lige for øjeblikket.