Hvorfor taber I jer så ikke?Hvis det at tabe sig var så let, så ville overvægt ikke eksistere.
For flertallet med overvægt vil jeg skyde på at der også gemmer sig noget psykisk, noget der gør at der sidder de der 5, 10, 15, +40 kg for meget.
Noget der også skal arbejdes med, for at den indbyggede badering forsvinder, for hvad lægger til grund for at baderingen i første omgang dukkede op?
Nu er det ikke nogen hemmelighed at jeg selv er indehaver af en indbygget badering og i to år har prøvet at fjerne dennes eksistens fra min krop, for mit vedkommende drejer det sig ikke om forfærdenligt meget, i forhold til så mange andre.
Men nok til at kroppens konturer er let udviskede.Jeg har ført en art dagbog over forløbet,
ihvertfald for det seneste halvandet år.
Når jeg ser på den, så danner der sig et mønster og der kan jeg se i dag hvor jeg begår mine fejl, fejl som så mange andre også gør, hvilket nok gør dem til klassiske fejl.
Når man skal ændre sin livsstil, så kan man anlægge forskellige strategier.
Man kan vælge at ændre på både kost og motion på en gang, hvor alt slik, chips og andet skrammel kasseres og man begynder i et motionscenter/ finder løbeskoene frem og begynder på
iforms 12 ugers program.
Mens køleskabet bugner af grønt og fedtfattige produkter.
Man vil det hele på en gang og det skal helst gå så hurtigt som muligt, dette lyder lidt som mange menneskers nytårsforsæt ikke?
Hvad sker der så?
Størstedelen falder fra efter kort tid, for alt hvad der er forbudt er det eneste som kværner i knolden på en, man drømmer om
marabou i stride strømme, hvis det er ens last, og man er bliver i dårligt humør når man åbner fryseren og ser at det ikke er en bøtte med
chokoladeis ens øjne møder, men en pose med
grøntsagsmix.Ergo man falder i og drøner ned på tanken efter en plade
marabou, mens man sumper i sofaen.
Eller også mener man at, det her kan jeg ikke klare alene, jeg må have nogle til at holde mig i hånden og fortælle mig, hvad der er skidt og hvad der er kanel.
Man tropper op hos
ww/
ddv og konsulenten viser alle de nye
disciple med glæde i øjnene, at før jeg startede her så jeg sådan her ud og nu som I ser mig her.
Man går i gang med sin "
livstilsændring" og det går meget godt, man følger de opskrifter man får og man vejer omhyggeligt sin mad/ tæller sine point og hopper glad og fro på vægten
ugenligtMen så når man den der udfordring der hedder "udenfor hjemmets fire vægge", hvor man ikke lige kan bestemme hvad man skal spise, på samme måde.
Man når et punkt hvor det at veje og tælle er en hæmsko i madlavningsfriheden, for jeg har nu lyst til en omgang pandekager, regne regne regne - det kan jo ikke lade sig gøre, det er jo nærmest forbudt!
Panden mod muren med 14o i timen.
Det er ingen fornøjelse, der er alt for mange forbud, igen mange vil falde fra.
Ved de to ovenstående har man hørt og læst sig til at man vil tabe 0,5-1 kg om ugen, hvilket man så går efter og man skuffes fælt, når resultatet er på 0,1-0,4 kg om ugen, selvom man ikke har gjort nogen forbudt.
Så er der taktikken, jeg tæller kalorier og så løber jeg, det er lige præcis hvad jeg gør.
Kort sagt, noget temmelig løst og hvor meget tror man lige på sig selv der?
Så er der endelig metoden, hvor man sætter sig ned og tænker over hvad man ønsker med sit vægttab, hvad er formålet.
Gør man det for sig selv, eller gør man det for andre?
Kan man acceptere at vægttabet er sølle 100 gram om ugen og ikke
bikinibabe/strandløve i næste uge?
Hvor falder man i og med hvad?
Man vil gerne kunne leve normalt og ikke finde alle mulige mærkelige erstatninger og alternativer, fordi man ved at alternativet ikke er som det rigtige.
Man beslutter sig for at tage en kold tyrker, bare for at se hvor længe man kan holde fingrene for forskellige emner eks. slik, is, kage, chips og chokolade.
Der går sport i at kunne klare den længst muligt.
For mit vedkommende varede den kolde tyrker 14 dage og fra at indtage min last hveranden dag, det er ikke særlig pænt at læse dette på skrift, til ikke at have indtaget det andet end fire gange på 14 dage og i en dosis langt under normalen og alle gangene er det endt med at jeg har haft kvalme bagefter og fundet det alt for sødt.
Jeg kan gå igennem slikrækkerne uden at tænke over at jeg er gået der forbi.
Jeg indgik aftalen med mig selv at jeg kun skulle spise en portion, som ikke må fylde hele tallerkenen.
Der er skåret ned på fedtet af lyst, hvilket har bevirket at jeg bliver slået ud af fed/fedtet mad med en grim mavepine.
Jeg er indstillet på at hellere det tager et år at nå ned i vægt og jeg ikke mærker at vægten går ned, fordi jeg ikke lider nød og skal gøre krumspring når jeg er ude.
For der var ingen som tvang tingene i mig, som gjorde at jeg tog på.
Jeg stoppede det ganske frivilligt ind og derfor skal ingen gøre mig til en stakkel ved at fortælle mig, hvad jeg bør indtage.
Jeg har været der, for alle de nævnte trin er nogle jeg har været igennem.
Derfor bliver jeg også meget negativ hvis, nogen giver mig elevatorblikket: "Er du helt sikker på at du bør spise det der?!"
Igen, med hvad jeg har læst i min tid som kemistuderende, så er jeg større fan af ikke diet produkter, jeg vil hellere spise det lidt mindre af tingene som ikke er sukker og/eller fedtreduceret.
Min cola skal helst være den med de sytten millioner sukkerknalder i, fremfor den med sukkeralkoholer og min friskost skal være den med indhold af fløde, fremfor sytten millioner stabilisatorer og fyldstoffer for at regulere konsistensen.
Der findes ingen hurtige genveje til et varigt vægttab, hvilket
øvrigt minder mig om, at jeg læste en gang at det tager en periode på to år for at kunne bibeholde et vægttab og en
livstilsændring og man får ikke færre fedtceller ved vægttab efter man er fyldt 20 år, eller der omkring.
Efter dette tidspunkt skumper fedtcellerne blot ind.
