Dagens emne på facebook.

Nu er det ingen hemmelighed at jeg er konservativ og en førhen så aktiv en af slagsen, så det er nok ikke så underligt igen at størstedelen af bekendtskaberne på fb er politisk aktive mennesker.

Så når der sker noget nyt politisk set, så er der stor sandsynlighed for at samme emne når at optræde hos jeg ved ikke hvor mange i deres statuslinje eller med link til en eller anden artikel.

I dag var emnet det socialdemokratiske forslag om at tvangslukke Mærsk hvis ikke der kommer 40% kvinder i bestyrelsen også kendt under det lidet flatterende navn: "Kvotekvinder".

Nu kommer det mest pudsige her, der har kun været en kvinde der har rynket bryn på deres status over dette forslag, resten har været mænd der har reageret over dette drastiske forslag.

Faktisk er det ikke kvinder der er gået til modangreb i pressen på forslagsstilleren - ligestillingsordføreren for S, det har der imod været mænd, i det VU i Århus lynhurtigt fik regnet sig frem til den manglede andel af kvinder i den lokale vælgerforenings bestyrelse, hvor MF'eren er opstillet og valgt.

Ydermere har man regnet på andelen af kvinder blandt høvdingene på Christiansborg og den er hellere ikke god - hvis man ser på tanken om 40% i ledelsen aka kvotekvinder.

Så er der hele den økonomiske del ved at tvangslukke Mærsk ved lov, for der er edderbankme mange ansatte og Mærsk slæber rigtig mange kroner hjem i den danske statskasse.
Jeg tør ikke tænke på konsekvenserne af sådan en tvangslukning.

Det kunne måske være den sidste del - altså den med økonomien der gør at fyrene farede i blækhuset over forslaget.

Hvordan beskriver man smerte?

Nej, det er ikke girliegirls “hjerte rimer på smerte”, der er tale om her.

OBS! TABUEMNE BEHANDLES HEREFTER, LÆS KUN VIDERE HVIS DU KAN TÅLE AT LÆSE OM DET IKKE SÅ LYSERØDE KVINDE(UNDER)LIV.

Jeg mener det ærligt hvordan beskriver man smerte og hvordan beskriver man følelsen af smerter fra helvede?
Smerten jeg her taler om er menstruationssmerter, noget som de fleste kvinder på en eller anden måde oplever.
Nogle slipper billigt, mens andre nærmest ligger og vrider sig af smerte og nogle vrider sig af smerte mens de er doped af stærkt smertestillende medikamenter.

Menstruation er lidt et tabuemne man helst ikke taler om og smerterne skal man slet ikke nævne ude i (det fysisk) offentlige rum.

Nogle kvinder mødes endda med mistro og et klap på kinden når de møder deres læge, fordi vedkommende ikke tror på at de er så plaget af stærke smerter.

Hvorfor rive dette tabubelagte emne frem af skuffen?
Jo, jeg er en af de kvinder der er så heldig at jeg lider under kraftige menstruationssmerter, dog kun indenfor de første 24 timer, de varer dog ikke 24 timer men et sted mellem 4 og 12 timer.

Nu har jeg prøvet at stå i lejren med kvinder med svage – nærmest ingen smerter, noget jeg prøvede da jeg var i starten af 20’erne, hvilket var de første år efter mit indre hormonsystem igen var i balance, efter et hurtigt vægttab der medførte at mens forsvandt i 1½ år – trust me, you will miss you periods if you loose it!

Men efter et par år vendte de kraftige smerter tilbage igen, kraftige smerter som jeg også led under i teenageårene, men dengang kunne jeg ikke sætte ord på den forbandede smerte, noget jeg hellere ikke har kunne her de seneste par år, lige ind til tanken slog mig i morges.

Smerten følels som en kraftig influenza, sådan en der gør dig slap i hele kroppen, giver dig lede mavekramper, kvalme på grænsen til nu-kalder-jeg-på-ulrik, svedeture og fryseture på en og samme tid, en hyper følsom lugtesans og ikke mindst et ansigt så  blegt som en melorm.
Sådan føles smerten her og så er det vidst ganske forståeligt at jeg er sengeliggende sådan en dag og på ingen måder arbejdsdygtig.

Jeg er så ikke den eneste der har det så slemt, jeg har både mødt og hørt om kvinder som har eller har haft det værre end det og jeg ville ikke bytte med dem, for mit kan klares med to smertestillende tabeletter når smerten er lige omkring toppen, tager jeg dem før hjælper de ikke, tager jeg dem efter – well så er det ligesom forsent.

Så har man lavet undersøgelser der viser at kvinder i snit har flere sygedage end mænd og det er vidst ikke svært at finde svaret i nogle af disse sygedage.

Selvfølgelig er det klamt at tale om blod, væv og smerte omkring de nedre dele, det harmonerer ikke med alle de lyserøde billeder der ellers bruges til at omtale kvinders underliv på poetisk vis.

Hvad er det der gør at nogle nærmest ingen smerter har og andre lider, hvor meget spiller disse smerter ind på det øgede salg til pre-teen og andre ikke sexuelt aktive piger/kvinder?

Dette er hvad der får mig igennem smerterne fra helvede, tre ud af fire dele harmonerer bare ikke så godt med mit vægttabsønske, men når det er det eneste jeg kan få ned når smerterne fra helvede viser sig, så overgiver jeg mig til kaloriernes vold.
I øvrigt så oplever jeg at chokolade er mildt smertestilllende, så har brugt det i flere år i kombination med smertestillende piller.
På et tidspunkt læste jeg til min glæde at forskere har fundet ud at at det rent faktisk er mildt smertestillende, hvilket beviste over for mig at min egen mavefornemmelse ikke var så skæv igen.

Så i dag gjorde det ikke så meget at apparaturet i lab ikke fungerer, for jeg ville alligevel ikke kunne arbejde.
Kald det held i uheld.

Barbiedukker eller Actionmænd

I går faldt jeg over en artikel på facebook om "krigen mod pigebørn", et problem man har kendt til i en del år efterhånden, husker selv at have stiftet bekendtskab og behandlet emnet overfladisk da jeg gik i 8.klasse, hvor vi havde fremtiden som emne i skolens emneuger.
Hvor det af en eller anden grund var meget naturligt at behandlet Kinas et-barns politik og pigekønnets mindreværd.
Senere hen læste og lærte jeg at ikke kun Kina havde et kønsproblem, også i andre dele af verden er det at have en søn frem for en datter mere eftertragtet.
Da man for nogle år siden fik udviklet en god kønsselektionsteknik helt nede på det mindste fosterstadie, dukkede debatten op igen.
For med denne teknik dukker der en del spørgsmål op, for er det i orden at lege Vor Herre og i så fald hvornår er det etisk i orden at anvende denne teknik?

Artiklen behandler emnet om kønsselektion, for er der tale om et produkt af en et-barns politik, eller er der i lige så høj grad (eller højere), tale om et kultursyn, hvor pigebørn er en udgift.

Læs artiklen her: The worldwide war on baby girls.
OBS: Artiklen er lidt lang og på engelsk, men ikke mindre interessant.

Nemesis for åben skærm

De sidste par uger har jeg her om torsdagen fulgt med i "Running in heels", som handler om tre praktikanter på Marie Claire.

Den ene af pigerne har haft de helt store rundsave på albuerne, for hver gang en af de andre to piger fik lov til at lave noget/deltage i noget, så har hun været misundelig over at den anden fik tjansen og flere af gangene har hun gjort hvad hun kunne for at være med til den pågældende ting.

Til evalueringen bliver de tre piger evalueret og det går ikke bedre end at, den ene af dem får et job som skribent, den anden får tilbuddet om at kontakte bladet igen, når hun har fået sit eksamensbevis, for en job i PR-afdelingen og hende med rundsavene på albuerne fik absolut intet, så meget for rundsave på albuerne, og trampen på de andre.

Jeg kunne ikke lade være med at fryde mig, for dette var beviset for at rundsave på albuerne ikke altid er et positivt træk, det handler om at vide hvornår de skal i brug og hvornår de skal gemmes væk.

Statusopdateringer.

Så denne statusopdatering hos en veninde...

" har hørt at mændene er begyndt at skrive deres IQ på statuslinien,
sikke en efterligning af kvindernes bh-farver."

Den er først sjov når de tal der henvises til ligger roder rundt mellem 1 og 10, benzinpriser, eller påstået længde på dillerfrans.

Så er der ikke andet at sige: "What a match in heaven".



Kort sagt, ikke lige frem intelligent eller morsomt, hellere opdateringer om hvad der står på menuen - man kunne jo blive inspireret.

Der er en kæmpe fordel ved konservative fyrer!

Det er deres festpåklædning, som kvinde vil man sjældent være overdressed.

Hvorfor så det?
Jo svaret er simpelt, når der er fest er det kun et fåtal der ikke møder op i skjorte, slips eller fløjse, pæne bukser og jakke.

På den anden side så er det let at være en underdressed kvinde, hvilket sker meget sjældent til de rigtige festlige lejligheder.

Nå men, jeg er jo udstyret med to x-kromosomer og som mange andre af mine kønsfæller, så har jeg den der lille stemme i baghovedet der siger: "Ej, du kan da ikke dukke op i det samme tøj til to fester inden for det sidste halvår med den samme flok af mennesker."
Selvom fornuften siger at sandsynligheden for at de andre (kvinder) kan huske at man har haft dresset på inden for det sidste halve år ikke er pokkers stor, så bliver det let et kæmpe (luksus) problem.

Næste weekend har jeg så en julefrokost og fornuften siger at jeg saaaaaagtens kan genbruge en af de kjoler, der hænger i skaber og jeg sagtens kan bruge et af de to par høje festlige sko.
Samtidigt har jeg en anden side - ganske som Anders Ands to hjælpere på skulderne (engel vs djævel), hvor den anden side forsøger at finde på argumenter for hvorfor jeg skulle finde en ny kjole til anledningen.

Så nu står jeg med luksusproblemet, skal jeg lytte til fornuften eller til den knap så fornuftige side...

At flirte er gavnligt for selvtilliden!

Jeg aner intet om det skulle være videnskabelig bevist, men undskyld mig - men jeg er vel næppe den eneste der bliver hamrende bims og glad i låget efter at have flirtet ganske casual?

For der er jo ikke noget der er mere fedt end at blive bekræftet, for det er jo sådan set det man gør, når man flirter.

At flirte i bund og grund noget temmelig uskyldigt, at tingene så nogle gange kan udvikle sig til lidt mere, er en anden snak.

Så hvad kan jeg sige andet end: Flirt for dævlen, hjælp din selvtillid på vej, især i denne grå og mørke tid.

Brormand citat

GPS... Girl Position System.

Om kvinder der ikke kan finde vej.

Det er ikke sådan når man sidder i en bil i et parkeringshus og overværer en kvinde, der først er ved at smadre en bagvedkørende bil og derefter snuden på sin egen, så falder "guldkornene".

Forårsramte mennesker

[surt opstød] ...Kan I så få jeres hjerner på plads igen, hvad enten det er glemt hjemme på kommoden eller om stikket er hevet ud, få nu sluttet hjernen til igen...[/surt opstød]

Det er sjældent jeg har lyst til at ytre mig om mit kærlighedsliv (eller mangel på samme) sådan et offentligt sted, som en blog.

Men hvis der er noget som kan gøre mig godt muggen og få mine mundviger til at minde om de radikales kendte håndtaske aka Jelved, så er det når folk vil agere Kirsten giftekniv for mig.

Der er få ting jeg vil bruge ordet 'hader' om, men det her er absolut en af de få ting, for jeg HADER når folk vil lege Kirsten Giftekniv og vil analysere hvem der kunne være et godt match for mig, eller om jeg nu har kig på nogen, som jeg skulle gøre noget ved.

Seneste Giftekniv jeg var udsat for var min søster, som ville høre ind til mit (manglende) kærlighedsliv, for hun som yngre søster skulle jo tage ved lære af sin ældre søsters fejl.
Så hun spurgte ind til om ham fyren jeg sad og så bøvet ud med, på et billede på facebook ikke var noget.
Så er det jeg tænker, bare fordi jeg sidder ved siden af en fyr, så er det jo ikke ensbetydende med at jeg har en interesse i vedkommende.

Men det er ikke første gang jeg oplever Gifteknive, jeg er to gange blevet spurgt om jeg var kæreste med en bestemt fyr, rettere der har været tale om to forskellige fyre.
Begge gange er jeg blevet overrasket over spørgsmålet, for jeg har ikke kunne se hvad der har udløst denne idé hos personerne.

Første gang jeg fik kommentaren, fik jeg klamme hænder og mentalt løbet meget langt væk, anden gang grinte jeg blot af det, fordi jeg fandt det temmelig komisk.

Det lyser åbenbart ud af mig, at jeg er sådan en person, selvom jeg rent faktisk er kronisk single og hellere hænger i baren med drengene end snurrende rundt ude på dansegulvet.

Jeg har oplevet flere som har haft ondt af mig på mine vegne, at jeg er kronisk single.
Men jeg har det fint nok som jeg har det, også selvom jeg er tættere på de 30 end de 25 år.

Faktisk er foråret et rent forhindringsløb for mig, med alle de mennesker der i tidens løb har har været forårsramte på mine vegne.
Har oplevet lidt for mange Kirsten Gifteknive i tidens løb.

Så jeg bliver helt Rasmus modsat og bliver anti-forårsramt.

Køn lig kvalifikation

Hvis der er noget jeg ikke forstår, så er det begrebet 'kønskvotering', hvor kandidaten til en given post er bedre til posten kun grundet sit køn og ofte er der er tale om kvindekønnet.

I Norge indførte man for et par år siden kønskvoteringer i bestyrelser, således at x % af bestyrelsens medlemmer skulle være en kvinde.
Hvilket ikke har været nogen ubetinget succes, da visse bestyrelser har måtte vælge en kvinde fremfor en mand, kun på grund af kønnet og ikke fordi vedkommende nødvendigvis har været den bedst egnede.

Her til morgen hører jeg så i radioavisen på P3, at Moderaterne i Sverige har indført kønskvotering til næste Riksdagsvalg, fordi kandidatfordelingen er skæv rent kønsmæssigt.
Ikke nok med det, så har de også indført erfaringskvotering, hvilket vil sige at x antal af deres kandidater må ikke have stillet op før/valgt før, husker ikke lige hvilken en af dem der er tale om, men det er i og for sig ligegyldigt.

Nu kommer det skræmmende så, Moderaterne er det konservative folkepartis søsterparti hinsidan.
Se det er skræmmende at et konservativt parti på papiret direkte går ind og udstikker sådanne retningslinker, at man skal opfylde visse mere overfladiske kriterier end kandidaternes substans.

Drude Dahlerup havde selvfølge en udtalelse om dette i radioavisen, og hun lød som en der ikke kunne få hænderne ned og mente at svenskerne igen er kommet langt foran os danskere!

Hvorfor er kønskvotering en positiv ting, hvorfor er kønnet i sig selv en kvalifikation?
Hvor fedt er det lige at blive valgt desideret pga ens køn og ikke for ens faglige eller politiske kvalifikationer?

Hvor ender det?
Når man så har opnået lighed via kønskvotering, hvad bliver det næste så?
Alderskvotering?
Uddannelseskvotering?

De gamle dyder og gentlemen

Endnu et indlæg inspireret af turen til Bruxelles.

Jeg lagde mærke til noget, at både under frokosten og under middagen den ene af dagene.
Under begge måltider fik den kvindelige del af selskabet serveret maden først, og jeg lagde mærke til det fordi jeg sad ned i den ende af bordet hvor en stor del af mændene i selskabet sad.

Det er ikke første gang jeg har oplevet dette fænomen udenfor lille Danmarks grænser, jeg oplevede det også i Portugal for nogle år siden da jeg var til et større politisk arrangement i EDS (European Democratic Students), hvor kvinderne konsekvent fik tallerkenen med mad først.

Jeg anser mig langt fra værende feministisk, men denne positive forskelsbehandling af kvinder finder jeg lidt oldnordisk og på en måde nedværdigende overfor kvinderne i dag, som generelt har en høj uddannelse og som kan klare sig selv med rundsavene godt monteret på albuerne, men når det så kommer til serveringen af maden på den måde, så ser jeg det lidt som en svageliggørelse af kvinderne.

Det kan godt være det kun er mig som føler det som en nedværdigelse, at jeg skal have måltidet serveret før herrerne i selskabet, som man potentielt både øjeblikket før og øjeblikket efter kunne have en "magtkamp" kørende med.

Men vi kvinder er måske lidt mærkeligt skruet sammen, for mange af os har sikkert et lille hemmeligt ønske om mere gentlemanopførsel fra mændene, forventningen om at de betaler når man er ude for at drikke eller spise, giver en deres jakke, når man endnu engang har været så tosset at tage for lidt overtøj på i forhold til vejret.

Så er det godt at følgende sang findes på youtube:
De engelske dyder fra Sebastians "Skatteøen", den kan næsten ikke blive mere konservativ med sit: "Gud og Konge, Fædreland"

De fleste kvinder bruger et eller andet "torturinstrument" til at fjerne den uønskede pelsvækst på kroppen.
Mit foretrukne instrument er en skraber, og har de sidste par måneder testet to forskellige, rettere jeg startede med engangsskraberen, da den forrige skraber ikke kunne tåle et fald på gulvet.
Da jeg så faldt over et tilbud på den med udskifteligt blad, så slog jeg til.

Billederne er taget af mig selv, og jeg tjener intet ved denne udtalelsen

Lad mig starte med engangsskraberen.
Det er med god grund, at der er tale om en engangsfætter og en lav pris.
For den er ikke effektiv nok, og nu er jeg så heldig at mine ben er sparsomt pelsede, men selv min sparsomme benpels kunne den ikke klare.
Hvilket er ufikst under strømpebukser af den mere grovmaskede af slagsen.

Den dyre udgave med udskifteligt hoved.
Jeg er en nærrigrøv, men denne gør arbejdet ordenligt og jeg har ikke skåret mig på den, hvilket er et plus, når jeg er indehaver af et ar midt på skinnebenet, som igennem tidens løb er blevet revet op af et frisk skraberblad.
Faktisk er det den bedste skraber jeg har haft fra Venus-serien, så selvom bladene er lettere pebrede i prisen, så er den pengene værd.

Konklusionen er:
Engangsskraberen er noget man bruger i nødstilfælde, mens venusskraberen er min klare favorit.

Kvinde, er kvinde værst

Vores tidligere justitsmor gjorde det og der var ballade, den franske justitsminister gør det også.
Ja, og hvad er det så lige de to kvinder har tilfældes, udover at være nogenlunde jævnaldrende og begge have beklædt posten som justitsminister?

Jo, begge kvinder har fået barn/børn som siddende minister og kun holdt kort barsel.

Da Lene Espersen i sin tid nedkom med første søn, holdt hun en kort barsel, set med danske øjne.
Da man dengang havde en debat om at ændre barselsperioden, så den blev længere.
Så da Lene Espersen vendte tilbage til sin ministertaburet efter 6-8 med sønnen på armen, da lød der et skrig uden lige fra mange "kloge" kvinder af, for hvordan kunne hun dog tillade sig at vende tilbage til sådan en krævende stilling, efter så kort tid.
Det var jo intet mindre en forkasteligt, for hvad bildte hun sig egentligt ind - det gik jo i modstrid med de mange kvinder som dengang mente at barnet havde godt af sin mor i så lang tid som muligt.

Skriget blev ikke mindre, da Lene Espersen få år efter lavede samme nummer, med søn nummer to - igen var hun tilbage på pinden efter 6-8, med barnet på armen.

Det kan godt være at det skabte røre i andedammen over hendes handling, men det er vist vand i forhold til det der sker i Frankrig for øjeblikket.

Frankrigs justitsminister Rachida Dati, fik en datter ved kejsersnit før termin, i hendes juleferie og fem dage efter var hun tilbage på jobbet.
Hvilket har vakt vildt postyr i Frankrig, dernede i det franske har kvinderne ret til 10 ugers barselsorlov (det var hvad der blev nævnt i radioavisen - nærmere kilde er derfor ikke undersøgt).
For hvad bilder hun sig ind?
Der er tilsyneladende mange i det franske som ikke mener at karriere og børn passer sammen, hvis man er kvinde -så må man vælge.

En opfattelse som også er dukket frem herhjemme, når kendte kvinder har forsøgt at stykke de to roller sammen.
For når det kommer til alt, så er det vist egentlig ikke mændende som holder kvinderne tilbage, men andre kvinder.

Endnu mere sjovt er det, og det er min egen lille hypotese.
Borgerlige kvinder får oftest stukket den der: "Hvordan klarer du det at være både mor og karrierekvinde?"

Kvinder er med til at holde kvinder fast i nogle roller, fordi man vogter over hinanden som høge.

Hvis man ikke jagter den samme mand, så er det samme job osv.
Man skal bare ikke tro at man kan få begge dele!

Så er det min helt store undren kommer, hvorfor er karrieremænd med børn supermænd, især hvis de lige klarer at smøre ungens madpakke (nå, nej den ting er jo blevet afskaffet) eller svinger forbi børnehaven og henter/bringer junior.

Hvorfor er mænd supermænd og kvinder superskurke på dette punkt?

Jeg undres.

Lucky You

Libresse har i perioder nogle "designer editions" bind, hvor plastikomslaget har et eller andet fancy mønster.
Et af af disse designeromslag bar teksten: "Lucky You".

Tyg lige på "Lucky You" i sammenhængen med et bind, og hvornår dette anvendes.

For er der noget kvinder kan brokke sig over, så er det menstruationen.

For kvinder som ønsker at blive gravide, er det lykken når den bliver væk.



For kvinder som har leget lidt for meget med ilden, ser helst at den dukker op og helst på klokkeslettet, ellers er der dømt paranoia.
Eller menstruationen kommer lige som der er dømt strand og badeferie, eller når weekendfætteren sådanset skulle på besøg til en lille hyrdetime.

Eller når smerterne fra helvede viser sig og der skal de vilde smertestillere til - jeps, nogle kvinder er så heldige at en sygdom nærmest invaliderer dem.

Eller man er får så sindsygt ømme og hævede "piger" af det, at det ikke er sjovt.

Jo der er mange ting som gør at menstruationen kan bandes langt væk.



Menstruation er bare noget mange kvinder elsker at hade.



Vi "elsker" det så højt, at det har fået en masse øgenavne, jeg er stødt på følgende:

Besøg fra Rødby, Russere i opgangen, det månedlige (det mere sobre) og der findes med garanti mange andre øgenavne.



Men menstruation er samtidigt lidt et tabu at snakke om, hvor mange film eller serier hører man de kvindelige skuespillere nævne det?

Jeg mindes kun en film fra engang i starthalfemserne: "My Girl", hvor pigen kommer styrtende ned for at fortælle at der er sket noget forfærdenligt og jo, egentlig også en serie.
"Party of five" hvor yngste søsteren får menstruation og hele afsnittet behandler emnet på en sober måde.

Når vi er ved emnet menstruation, så giver det også gerne nogle halvpinlige historier.
Jeg har selv haft en trykt i et af damebladene forrige år og jeg er ikke den eneste.
Der er forholdsvis tit sådannne historier i bladene - "pinlige historier fra læserne", måske fordi de fleste kvinder kan identificere sig med de historier der bliver trykt?
Indlægget hænger vist fint sammen med dagens sang om at være en kegle.

Nå ja og så tilbage til Lucky You, jeg mener vel egentligt at det er et malplaceret tekst på et bind - især hvis det er det første bind man hiver frem, på periodens første dag.

Nogle kvinders urealistiske syn på vægt og vægttab

Nogle gange så kan jeg stille mig meget undrende over nogle kvinder/piger, når vi taler om vægt og vægttab.

Nogle har et urealistisk billede af det at tabe sig, noget der gerne kommer til udtryk en uge (måske to) før de skal på badeferie, til julefrokost eller andet festligt.
For så opdager de lige at de ikke kan vise sig på stranden fordi der er kommet et lille håndtag eller topmave eller at det labre festoutfit måske strammer det lidt mere end hvad der er sjovt.

Så skal de på kur og så er det gerne sådan en ulødig en af slagsen, hvor kroppen pines, fordi der lige sidder de der 2-5 kg for meget og de skal gerne forsvinde på den ene uge (eller to).
Hvis man er normalvægtig eller kun lige over grænsen for normalvægt, så er det nogle kilo som ikke bare lige forsvinder på så kort tid.
For det kan da godt være at det lykkes dem at tabe kiloene på den korte tid ved at sultekur, suppekuren og hvad de ellers hedder.
Men når de så bagefter spiser som førhen, så leger kroppen lige elevatorvægt, og da det tabte vægt ikke er fedt men vand og muskler de har tabt, så er det endnu mindre festligt.

Der findes kun en løsning på de ekstra kilo og det hedder tålmodighed og omlægning af vaner!