Hvor skal man sætte grænsen?

Lægevidenskaben i dag noget andet end det var for bare 30 år siden, for omkring 30 år siden fik man udviklet en reagensglasteknikken og de første reagensglas begyndte at se verdens lys.
Samtidigt er der sket stor udvikling på området omhandlende det ufødte barn, tidligere var der et gab mellem en senabort og en for tidligfødt.
I dag er denne grænse næsten udvisket, i det man i Sverige forsøger at redde fostre i 22. graviditetsuge, hvor man tidligere anså dette for værende en senabort, et foster som kvinden på den ene eller anden måde ikke kunne holde på.
Man ved at dissen meget små væsner er utroligt skrøbelige, de er langt fra "færdigbagte" og trækker kun vejret ved en maskine, de medicineres med det ene og det andet, for at hjælpe dem med at blive færdigudviklet.
Samtidigt er der risiko for at de ikke klarer den netop fordi de ikke er modne nok til at komme ud fra moders mave.
Ydermere er der stor risiko for skader af den ene eller anden art på hjernen.

Med alle disse teknikker og denne videnskab, så kan man stille sig spørgsmålet hvor langt skal man gå?
Hvornår skal man være kold og kynisk og sige: "Det er naturens gang"?

Denne hjælp til meget for tidligt fødte er som et spil russisk roulette, hvor kuglen i dette tilfælde er det barn der overlever uden nogen mén, skal man hjælpe fordi man kan eller kan man tillade sig at stille sig mere kynisk?

Det er et følelsesladet spørgsmål, da der ikke findes noget korrekt svar - det afhænger helt af den enkeltes mavefølelses omkring problemstillingen.

Min, din eller vores krop?

For noget tid siden læste jeg i en tråd, på et forum hvor jeg kommer en debat angående organdonation.
Den tråd fik mig til at tænke over hele organdonationsituationen, hvor langt skal man egentlig gå for organer og organdonation i Danmark og hele stillingtagen til emnet.
Der er umiddelbart tre veje at gå mht. organdonation, den første er den vi kender i dag, hvor folk selv melder sig som organdonorer og selv vælger at tage stilling til sagen.
Den anden mulighed er den som var oppe at vende i folketinget, hvor man på sin 18 års fødseldag får en lille hilsen om, at nu bør man tage stilling til organdonation, et bør som i forpligtelse til at tage stilling og endelig er der tredje mulighed, hvor man ved fødslen er donor og man så skal melde sig fra donorregistret.

Emnet er et af de meget følsomme, men også tankevækkende, for årsagen til at jeg efter at have læst tråden kom til at tænke på hele denne organdonationstanke, var den at utroligt mange i denne tråd mente at man skulle tage stilling og flere så gerne at man skulle melde sig fra, frem for melde sig til.

Men hvis vi leger med tanken at man skal melde fra frem for til, så kan man stille sig det store spørgsmål: Hvem ejer din krop?
For skal man melde sin krop ud af registret, så har staten ejerrettigheden til din krop, sådan set lidt på spidsen.

Spørgsmålet ved andet alternativ er også en skrap løsning, for så kan det på mange mennesker virke som en: "Tag nu stilling, så vi ved om du er en mulig reservedel eller ej!"

Men tråden havde den virkning på mig at jeg er begyndt at tænke over hele idéen bag organdonation og om jeg hvad jeg vil, for spørgsmålet er i den grad følsomt.

Et miljøspørgsmål - hvem har ansvaret?

I morges da jeg kørte min mor ind på arbejde, så talte de i radioavisen om problemet med el-sparepærerne, da noget der minder om halvdelen af alle de som bliver solgt i Danmark, ikke bliver afleveret på genbrugspladsen, men der imod ryger i affaldsposen i køkkenet.
Hvilket er problematisk, da el-sparepærerne indeholder en lille mængde kviksølv og ja, kviksølv er ikke pokkers sundt at slippe ud i naturen.
Så når sådan en pose med køkkenaffald hvor i pæren ligger, bliver brændt af, hvor er der stor sandsynlighed for at kviksølvet ender?
Ude i atmosfæren og så er fanden løs, for luft kender ikke til landjordens grænser og svineriet sker derfor ikke kun over Danmark.

Så i morgenradioavisen hev de fat i en eller anden kommunalpolitiker, som sidder i KL's miljøudvalg - hvis jeg fangede det korrekt.

Han kendte tilsyneladende ikke til dette problem, og hvilket man ikke kan fortænke ham i.
Der er nemlig en rimelig logisk forklaring på dette.

Kviksølv er tilsyneladende ikke populært at arbejde med i længden, det var pop i den periode da Galathea sejlede rundt på sin ekspedition og da der var ballade omkring tandklinikassistenterne, men ellers lever forskningen indenfor dette sit meget stille liv.
Med god grund, for der er ikke mange forskere her i landet, som nørder i det grundstof og politisk er det generelt ikke noget der er stemmer i.

Affødt af den samtale jeg havde med min mor, så er det gode spørgsmål så, hvem skal gøre befolkningen opmærksom på at disse pærer skal sorteres fra og afleveres på genbrugsstationen?

På emballagen står der godt nok at pærerne ikke må smides ud med køkkenaffaldet, det har de sikkert fået påbud om fra højere instans af.

Er informationen på emballagen godt nok, eller skal producenten reklamere for det i sin reklame for sit produkt, eller er det staten/kommunerne som skal køre oplysningskampagne om det eller skal det dikteres?

Kort sagt, hvem har ansvaret?

Jamen, hvordan gik det så?

Et meget klassisk spørgsmål, når man er studerende og der på kalenderen står skrevet: EKSAMEN!
I går stod jeg ude på Rustenborg klokken 7.20, var gået der ud i den bideden kolde mørke morgen.
Jeg havde sovet på en luftmadras i min gamle lejlighed og der var kun gåben tilrådighed, derfor stod lille jeg ude på uni klokken lidt i halv otte.
For jeg var så heldig at min skriftlige eksamen skulle begynde allerede klokken otte, nede i de skumle terminalrum i kælderen under samfundsvidenskab og humaniora.

Det var en "sød" lille eksamen i forvaltningsret, en lille re'er for mit vedkommende, den første gik jeg kun op til for at prøve lykken, eftersom jeg havde fire eksamener indenfor otte dage, hvilket gjorde at jeg tog chancen ved de to af dem.

Da eksamen så var overstået, så oplevede jeg flere der spurgte: "Hvordan gik det så?"
Nu hvor jeg tænker over det, så er det lidt i samme stil som når den halsende sportsjournalist efter fodbold/håndboldkampen møder en spiller, lige som vedkommende er på vej fra "kamppladsen".

Tilbage til hvad jeg så svarede, for svaret var noget i stil med: "Det ved jeg ikke, for den var skriftlig, men umiddelbart gik den bedre end sidst, med der skulle hellere ikke så meget til."

Helt ærligt, så har jeg på ingen måde nogen fornemmelse af, hvordan den eksamen gik, andet end at jeg var noget så overrasket da jeg et par minutter i afleveringstid, tjekkede antal anslag og det var lidt i den vilde ende, i forhold til at det er mig som der har skrevet opgaven og så på fire timer.
Der var et sted mellem 14.000 og 15.000 anslag!
Normalen for mig er lige omkring de 10.000 anslag, så lidt stolt er jeg da.

Men der er ikke megen hvilen på laurbærbladene, for har allerede en eksamen igen på fredag, af typen: Gennemslagspapir!
Med andre ord: En krampe-i-hånden-eksamen.

Nøj hvor jeg glæder mig til at dette eksamenspjat er overstået, mit humør holder ikke til det.