Ja, det spørger jeg mig selv om for tiden.
Lad det være sagt med det samme, jeg ser yderst sjældent en nyhedsudsendelse i tv i dag, jeg kan snildt nøjes med de nyheder P3 bringer mig om morgenen.
Hvilket egentlig er utrolig, idet jeg for bare et par år siden, skulle have mit daglige "nyhedsfix", enten fra den ene eller den anden public servicekanal, fordi jeg måtte vide hvad der skete.
Jeg ved ikke hvad der skete, hvad der er årsagen til at jeg i dag sagtens kan nøjes med lidt nyhedslæsning på nettet hist og pist.
En af årsagerne kunne være et eksempel i stil med dette:
BT’s spiseseddel var ikke meget bedre, her var det (for 117. gang indenfor den seneste måned) Henriette Kjær der blev klasket op pga. den efterhånden oldgamle sag om gæld og hendes mand.
Så er det jeg spørger: Er der vitterligt ikke andre ting man kan klaske op på spisesedlerne ?
For at blive i samme genre så mindes jeg ligeledes sidste år, da en af mine politiske bekendte havnede på forsiden af flertallet af aviserne pga. hendes kærlighedsliv med en kollega fra andet parti.
Hvorfor kan sådanne ligegyldige historier have så meget kød på, at det er forsidemateriale?
Hvis det ikke er politikeres private vasketøj, samt gøren og laden der smækkes på spisesedler og forsider, så finder man navlepillende enkeltsager som man så jagter ordførere og Ministre med inde på Borgen, fordi det er jo også forfærdentligt synd for Maren i Kæret at hun ikke kan få det og det.
Hvorefter politikerne falder over hinanden for at gøre noget for stakkels Maren i Kæret.
Mens der kun sjældent kommer historier frem med reelle problemer, hvor sikkerhedsnettet i Danmark har kæmpe huller og lader borgere falde igennem, enten fordi de ikke har overskud til at råbe op eller fordi de instanser der skulle sikre, at de ikke kom så langt ud har fejlet.
Lige så sjældent ser vi de historier der kan betegnes som solstråler, hvor en svær situation er vundet på egen hånd.
Det vi reelt mangler et kritisk blik på, er vores velfærdssamfund som i mine øjne de sidste 50 år, har udviklet sig til et velfærdsmonster.
Vi har en stort uigennemsigtigt offentligt system, som ikke fungerer efter hensigtet, for de svageste falder forsat igennem og med svageste taler jeg ikke om Maren i Kæret, der ifølge hende selv har det i og åh så hårdt.
Nej, jeg taler om dem der ikke har overskud til at råbe op, eller de som pludselig har brug for en hjælpende hånd til at rejse sig op igen.
Dem er folk sgu ligeglade med, for de kan få lov at sejle deres egen sø.
Nogle af disse formår dog at have et overskud til at komme op igen selv, men det er der andre der ikke har.
Jeg er utrolig træt af middelklassens fugleungeskrig, journalisternes halsen efter sådanne historier og ikke mindst politikere der ikke formår at stoppe op og tænke over tingene, fremfor denne dansen efter de halsende journalister og fugleungernes fløjte.
For hvor blev den kritiske sans af?
Ekstra kommentar til indlægget:
Jeg har vendt og drejet tanken lidt i de efterfølgende mange timer, ikke fordi jeg ikke turde udgive det, men fordi jeg følte mig temmelig alene med mit syn på danskerne og vores fælles samfund.
Men et indlæg af Mie Harder på hendes blog, (find hende over i højre side) var lidt det skub der skulle til.
